Skrevet af Mia Rasmussen

alt det lys vi ikke ser

Alt det lys vi ikke ser ulmer af mørke som et bål, der er gået ud. Siderne sitrer af tyst afventning, mens tilfældigheder samler romanens tråde i smukke bånd. En anderledes og opløftende fortælling om Anden Verdenskrig. Anderledes fordi det ikke er de samme typiske karakterer, der fortælles om. Opløftende fordi den fortæller, at der trods alt det umenneskelige alligevel var mennesker, der besad medmenneskelighed.

Romanen tager flyvende start med bombefly, der strømmer ind over den franske by Saint-Malo, mens de to hovedpersoner bliver præsenteret. Den ene på et hotel hvor han aflytter radiotransmissioner. Den anden i en lejlighed på fjerde sal, blind og alene og ude af stand til at læse de små papirstykker, der daler ned fra himlen med advarsler om en forestående bombning af byen. Hvad sker der? Hvordan går det disse to personer, som allerede på de første sider sætter stærke spor i læseren i kraft af deres klangfulde stemmer? Afslutningen må vente – først tager Doerr læseren med tilbage, hvor begge personer startede deres barndom, den ene i Frankrig og den anden i Tyskland. I mellem dem og uden om dem fortæller historien samtidig om Flammernes hav: en diamant med en forbandelse, der holder diamantens ejer i live, mens alle rundt om denne dør. Diamanten er midtpunktet for romanen som den detalje, der afgrænser fortællingen og samler personerne. Samtidig tilføjer den romanen et element af mystik – for hvem har egentlig diamanten, og hvem må bøde for dens forbandelse?

 

Bogen vibrerer fra første til sidste side

“I skumringstimen regner de ned fra himlen. De blæser over fæstningsmuren, slår vejrmøller over tagrygge, flakser ned i slugter mellem huse. Sværme af dem fylder hele gader hvor de glimter hvidt mod brostenene. Vigtig meddelelse til indbyggerne i denne by, står der. Søg omgående mod åbent land.
Tidevandet stiger. Månen hænger lille og gul og fed. På badehotellernes tage længere østpå og i haverne bag dem lader amerikanske artillerister brandgranater forsvinde ned i løbet på morterer.”

 

Som læser bliver man kastet lige ind i orkanens øje, og når man lige har etableret et overblik over situationen og personerne, bliver man trukket væk. Det mærkes som et sug bag navlen, og næste scene emmer af en usandsynlig stilhed – dysterheden fra de første sider bliver siddende i kroppen. Dygtigt cirkulerer Doerr frem og tilbage mellem nutiden og fortiden, hvilket gør, at denne 558 sider lange bog bliver slugt i en mundfuld.

 

Karakterer man MÅ holde af

Romanens højdepunkter bæres i stor grad frem af de atypiske karakterer. På den ene side er der den blinde, nysgerrige pige Marie-Laure og hendes kærlige, tålmodige far, samt hendes fars skøre onkel og dennes husholderske. Marie-Laure er en selvsikker, men samtidig skrøbelig ung pige, som fra starten vinder læseren hjerte, når hun hvisker ”Papa” ud i mørket fra gulvet på fjerde sal.

På den anden side er der tyskeren, forældreløs og fattig, men utrolig kløgtig. Werner er en ung fyr, der tænker over rigtig og forkert i de absurde situationer, som tiden sætter ham i.

Hvordan går det til, at to personer med så forskellige baggrunde ramler sammen og med det samme føler tillid til hinanden – det sker på grund af det kraftfulde i et minde og tilfældigheder.

 

Radioer og modelhuse

Romanen er måske nok bundet rundt om diamanten, men to andre ting har lige så stor indflydelse for hovedpersonerne. Werners skæbne er bundet til radioer og hans talent for at bygge dem, reparere dem og bruge dem. Hans ekstraordinære evner giver ham en plads på et eliteakademi for Hitlerjugend, hvilket fører ham langt ud over grænsen for human opførsel.

“På gulvet ligger en kvinde med den ene arm slået bagud som om hun netop har afvist at danse, og inde i skabet er der ikke nogen radio, men et barn der sidder på gulvet med et skudhul i panden. Hendes måneøjne er åbne og fugtige (…) hun kan ikke være mere end højst syv år.
Werner venter på at barnet skal blinke. Blink, tænker han, blink, blink, blink.
(…) hvordan kunne Neumann To have undgået at vide det, men det gjorde han selvfølgelig ikke, for sådan er det med Neumann To, med alle i den her enhed, i den her hær, i den her verden, de gør hvad de får besked på, de bliver bange, de går omkring uden at tænke på andre end sig selv. Nævn nogen som ikke gør det.”

Marie-Laures skæbne er bundet til modelhuse af deres kvarter, som hendes far har bygget til hende, fordi hun uden dem ikke kan finde rundt selv. Da de flygter på grund af krigen og søger beskyttelse hos farens onkel, må faren bygge et nyt over det nye kvarter. Hele Marie-Laures person er bygget op af hendes trang til at udforske. Hun får afløb for sin stærke nysgerrighed gennem sine hænder, hvilket har givet hende evnen til at finde selv de bedste skjule steder – og en modelby med mange små huse har rigtig mange skjule steder.

 

En bog der ikke går i glemmebogen

Doerr har skrevet en fortælling med overraskende personskikkelser, smukke beskrivelser og med en utrolig stærk tone, som trænger fra bogens sider og lige ind i hjertet. Du kan umuligt læse denne bog uden at blive påvirket – Doerrs ord sætter sig på indersiden af sjælen!