Anden person ental skildrer præcist og skarpt et absurd, gruopvækkende justitsmord på den moderne mand. Men selvom medlidenhed er en stærk følelse, bliver det trættende i længden. Flere litterære finurligheder, tak.

dencik

Anden person ental følger jeg-personen Alexander, medejer af rejsebureauet ”De Omrejsende” og fader til tvillinger på 6 år, som han har delt forældremyndighed til sammen med sin svenske eks.
Fra den ene dag til den anden bliver Alexander meldt for vold mod sine børn, og mister retten til at se dem. Herefter følger i året 2011 en lang kamp mod det svenske sociale bureaukrati, der høfligt tier alle faderens rettigheder ihjel, og en kamp for at finde meningen med et liv hvis faste omdrejningspunkt ikke længere er til stede.

Den uskyldige mand versus den angribende kvinde

Bogen er først og fremmest en faktuelt opremsende korrespondance mellem Alexander og den svenske socialforvaltning, advokater, socialpædagoger og politi. Forfatteren har udtalt at brevvekslingerne er direkte gengivelser fra hans virkelige historie – Daniel Dencik har ikke set sine egne børn i to år.

Sagens absurditet fremstår knivskarpt. Som læser kan man ikke undgå at forbløffes, forarges og få medlidenhed med hovedpersonen, hvis uskyldighed og konfliktskyhed står i skarp kontrast til den svenske socialforvaltnings indspiste, overhøflige kvinder, der i deres insisteren på at tage børnenes parti, glemmer hvilke utroværdige fortællere, de har med at gøre.

De siger at børnene nævner to ting, som gør, at de ikke har lyst til at se mig længere. Det ene er, at de altid bliver bedt om at rydde op efter sig. Det andet er en suppe som var ulækker, men som de skulle spise alligevel.
Jeg slår ud med armene, kvinderne kigger på mig, jeg fortryder straks at jeg gjorde det

Roman versus debatindlæg

Daniel Dencik har en spændende historie, men desværre lykkes det ham ikke hele vejen igennem at gøre den spændende. Historien er for faktuel, og bogen er for lang.
På den ene side får man lyst til at bede forfatteren holde sig til Politikens Debatsektion.
På den ene side forstår man godt, hvorfor forfatteren ikke mente, at et dobbeltsidet debatindlæg til morgenkaffen havde været nok: Historien kræver gennemslagskraft, og det får den i bogform.

Problemet med autofiktion er, at det stiller et krav om gennemgående dramatik til den personlige historie: Et krav som hurtigt kan ødelægge historiens autencitet og troværdighed.
Alligevel fravælger Daniel Dencik nogle helt afgørende detaljer, som havde gjort en stor forskel for spændingsopbygningen.

Jeg læser med sorg pdf-filen.
Det er et kort, hadefuldt skrift.

Som læser kræver vi nogle tilhørsforhold at forholde os til, for eksempel havde navngivning af både børn og eks, og flere slibrige detaljer i de afgørende møder med anmeldelsen, gjort rigtig meget for indlevelsen. Om så Daniel Dencik havde været nødt til at opdigte eller omformulere sandheden – det er det valg, man tager, når man vælger at skrive en roman fremfor et debatindlæg –  som sammen med mange andre ting jo på bunden også er et stykke underholdning.

Følelser versus fakta

Hvilke muligheder har forfatteren ellers for at gøre sin bog interessant? Sproget. Ordene. Det der løfter triviel ordopremsning til litterær kunst. Og her sidder man tilbage og ønsker, at Dencik ville falde i lidt færre klichéfælder og bevise sit værd, ikke som far, det slår han fast i sten, men som forfatter.

Sorgen bliver, ligesom korrespondancen med de svenske myndigheder, efterhånden hverdagskost for Alexander. Men hvor forfatteren rammer Alexanders magtesløshed i forhold til systemets jerngreb rent, lykkes det aldrig Dencik at indkapsle den sorg, som Alexander føler i tabet af sine børn. Tværtimod er det som om, følelserne skal holdes ud i strakt arm og hellere puttes ind i klichéernes kasser end udtales i sin reneste form. Tilbage sidder man med en fornemmelse af aldrig at have fået lov til at komme ind, der hvor det gør rigtig ondt, men derimod være blevet holdt hen af flade følelsesdialoger og ultimative stemningsmarkerende hensættelser.

Jeg har aldrig før gået to uger uden at se mine børn. Efter ti dage begynder meningen med mit liv at forsvinde. Mens jeg kører rundt med en gruppe fritidsgeologer i de nordsvenske snelandskaber, ringer min mobil. Det er en kvinde, S.I. fra socialkontoret. Hun fortæller mig, at der er indkommet en orosanmälan fra børnenes skole.
Jeg bliver lettet.

Daniel Denciks nye bog udfylder sit formål: At skabe sympati for faderen, som ikke har set sine børn siden januar 2011,  og han skaber både debat og kritik af det svenske bureaukrati, hvis høflige sagsbehandling efterlader individet magtesløst. Det er en skam, at debattøren glemmer, at han skriver en roman.