E. H. GOMBRICHs lille VERDENSHISTORIE
Af E. H. Gombrich
Udgivet 25.11.12, Lindhardt og Ringhof, 368 sider, 349,99 kr.

E. H. Gombrichs lille verdens historie

Historien bag E. H. Gombrichs bog er næsten mere kendt end det der står i selve bogen. Den østrigske kunsthistoriker og kulturskribent E. H. Gombrich (1909-2001), forfattede sin oversigt over den samlede verdenshistorie som 26årig i 1935. Bogen skrev han på bare seks uger: Om formiddagen og eftermiddagen læste han op på verdenshistorien og om aftenen skrev han. Det er en imponerende bedrift. Frem til sin død i 2001 redigerede Gombrich løbende sin bog, oversatte den til engelsk og tilføjede yderligere ét kapitel der handler om den verdenshistorie, der kom til at udspille sig efter 1935. Derfor er det første kapitel i bogen, skrevet af Gombrichs barnebarn Ernst Gombrich, også dedikeret til denne fascinerende historie.

De unge og historien

Bogen henvender sig primært til ”unge” læsere, som Gombrich formulerer det. Det skal dog ikke hindre ”voksne” læsere, der mener at halte i deres historiske dannelse, i at tage fat i bogen. Bogen burde derfor være af interesse for alle der savner en bred indføring i den samlede verdenshistorie.

Gombrich starter hos dinosaurerne og ender ved Sovjetunionens fald. Han beskriver dinosaurernes død og den efterfølgende menneskeraces kulturelle, økonomiske, teknologiske og sociale udvikling igennem 40 kapitler, som hver især behandler en historisk tidsepoke og et historisk tema. Gombrich formår at kæde kapitlerne elegant sammen, så de samlet set udgør én lang fortælling om menneskets historie. De mange territoriale erobringskrige, teknologiske landvindinger, kulturelle udtryk (I form af arkitektur, kunst, musik med mere) og samfundsstrukturer bliver beskrevet i et let og klart sprog, så man glædeligt lader sig flyde med af Gombrichs beskrivelse af den historiske udvikling.

Visse steder benytter han sig endda af skønlitterære virkemidler. Hør blot her hvordan han beskriver det at kigge tilbage på historien:

”Derfor vil vi kaste et stykke brændende papir ned i denne dybe brønd.” (altså verdenshistorien) ”Langsomt vil det falde, stadig dybere og dybere. Og i faldet vil det oplyse brøndens vægge. Ser du det stadig dernede? Stadig dybere – og nu er det allerede så langt nede, at det ser ud som en lille stjerne i det dunkle dyb – mindre og mindre, og nu kan vi ikke se det mere.”

Yderligere gør Gombrich brug af sammenligninger med hverdagselementer, såsom når han sammenligner paladser med fodboldbaner. Det er ikke, hvad man umiddelbart forventer sig af en bog der vil beskrive verdenshistorien. Det er forfriskende og er med til at bryde forventningen om en tung læseoplevelse i læsningen af en historisk bog.

Yderligere henvender Gombrich sig bogen igennem til læseren i form af påmindelser om de foregående kapitler (”Kan du huske hvornår det var?”), opfordringer til fantasien (”Tænk dig hvor grusomt det har været”) og kontrafaktisk spekulation (”Prøv at forestil dig hvordan det ville have set ud, hvis det ikke var sket”,). Det giver bogen et dialogisk tilsnit, hvor man som læser holdes fanget og nænsomt bliver taget i hånden af forfatteren. Det ses ikke tit – snarere sjældent – i moderne historieskrivning.

Gombrichs verdenshistorie er ikke regelret akademisk, hvilket ses i hans brug af kilder: Han henviser ikke til dem, som en regelret akademisk historiker ville gøre det. Det er på den ene side friskt og på den anden side problematisk. Man har ikke mulighed for at tjekke Gombrich efter i sømmene. Det er dog heller ikke pointen, idet bogen henvender sig til unge læsere; ved at unddrage sig kildehenvisning, metodisk refleksion og kritisk stillingtagen til historiske kilder, kan de unge læsere være med. Hvis Gombrich havde valgt at inddrage disse ting, ville det mindske læserskaren og derved udelukke det publikum, som det er bogens opgave at henvende sig til: De unge. Går man derfor ind på bogen præmis, sparker man en dør ind til en historisk dannelse, som man ikke vil fortryde, at man kommer til at tilegne sig.

Denne tilgang til verdenshistorien ses også i de personlige kommentarer, Gombrich leverer løbende igennem bogen. Der beskrives hvordan hans bedsteforældre, hans far og senere ham selv, oplevede historiske begivenheder. Det giver bogen en lethed og bringer de historiske begivenheder ned på niveau. Det er et virkningsfuldt formidlingsaspekt, som mere traditionelle historiske fremstillinger ikke benytter sig af.

Denne udgave af bogen følger Yales illustrerede udgave fra 2011; på næsten hver en side er forskellige kulturelle objekter, landkort, tegninger og malerier afbildet. Billederne knytter an til teksten og er derfor et pædagogisk virkemiddel, der er med til at tydeliggøre visse aspekter af det skrevne.

Historieformidlingens alter

Enkelte gange forventer Gombrich for meget af sin læser, som når Gombrich tager det for givet, at læseren kan sin bibelhistorie eller har kendskab til byen Jerusalems forhistorie, som det er tilfældet i kapitlet om den tidlige kristendom. Det er bemærkelsesværdigt, når man tænker på at bogen henvender sig til et ungt publikum. Selv voksne læsere ville her have det svært.

Hvad der imidlertid er problematisk ved bogen er Gombrich kontinuerlige værdidomme over historien, folkeslag og kulturelle objekter. Blandt andet betegnes feltherrer og konger enten som ”grusomme”, ”onde”, ”gode” eller ”tapre”, og malerier som ”grimme” eller ”smukke”. Derudover lovpriser Gombrich arabernes militære nederlag i Europa i 732 f.Kr., fordømmer den ”rædselsfulde” opførsel af spanierne i Amerika og identificerer oplysningsidealerne med sit eget filosofiske ståsted. Gombrichs personlige humanistiske grundfilosofi lurer derfor i kulisserne, når han skriver, at han håber ”på en bedre fremtid” for mennesket, baseret på ”gensidig respekt og tolerance”. Læseren bliver fodret med distinktioner, kategorier og forudfattede meninger, som er unødvendige for en bog der vil indføre i verdenshistorien.
Enhver historisk fremstilling er nødvendigvis selektiv. Ikke alt kan komme med. I så fald skulle Gombrichs bog være tredive gange så stor, og stadig ville en masse historiske nuancer og data være forbigået. Derfor er bogen også selektiv i sin udvælgelse af historisk materiale.

Forsimplinger og formidling

Og det kan ses. Visse historiske begivenheder forsimples i betragtelig grad, imens andre blot værdiges en enkelt sætning eller to (Holocaust skænkes blandt andet kun en halv side). Eksempelvis er kapitlet der omhandler den franske revolution mangelfuldt og unuanceret, og beskrivelsen af Romerrigets fald er forsimplet i en sådan grad at det mere forvirrer end oplyser. Desuden er verdenshistorien efter første verdenskrig kun behandlet i ét kapitel på 13 sider. Inklusive illustrationer. Hvorfor? Dét valg er ikke retfærdiggjort af Gombrich. Dog skal Gombrich undskyldes, han har gjort det, enhver historiker nødvendigvis må gøre: Han har ofret den historiske data på historieformidlingens alter. Forsimplinger er nødvendige for, at en historieformidling kan finde sted.

På trods af forsimplingerne og de kontinuerlige værdidomme, skal man netop erhverve sig bogen på baggrund af den uakademiske, brede og lette indføring i verdenshistorien. At en sådan bog er blevet skrevet er en sejr for den historiske dannelse, men også for den kritiske tænkning: Nutiden beror på historien og ved at kende til historien perspektiveres og nuanceres nutidige dogmer om alt indenfor kulturlivet, det sociale liv, økonomien og religionen.