Det lyder som noget vi har læst før: 15-årig selvdestruktiv pige forelsker sig i gammel alkoholiseret musikanmelder i mangel på bedre faderfigur. Men med et stramt komponeret poetisk sprog og kaotiske billedindstillinger, rammer Line-Maria Långs debutroman rent plet i hjertekulen.

artiskokhjerte-line-maria_lang-25120301-2717184947-frntl

I en alder af 15

Lisa er overintelligent og har netop bestået sin Hf-eksamen i en alder af blot 15 år. Herefter tager hun til Frankrig for at blive genforenet med sin far, som forlod Lisa og hendes udbrændte mor, da Lisa var lille. Men i Paris bliver det hurtigt tydeligt, at Lisas far hverken har tid og lyst til at leve op til noget faderbillede, og derfor begynder Lisa at lede andetsteds. Hun indleder et forhold til den berygtede, ensomme overbo, der som musikanmelder går under navnet ”Le Monstre”, og forelsker sig langsomt i dette ensomme, beskidte, perverterede liv.

Line-Maria Långs hovedperson har alle den 15-årige piges træk: Selvdestruktion, konstant skiftende forvrængede selvbilleder. Følelserne af selvhad, raseri, dyb kærlighed og forvirring går på runde i hovedpersonens hoved, og hver eneste situation er afgørende – en sommer føles som fire år. Hun er selvbevidst, og hendes besættelse af selvforskønnelse tyder på det lave selvværd, som også er karakteristisk for en forvirret, usikker teenager.

Jeg brugte hvid eyeliner på øjets våde kant for at få det til at syne større. Mascara på de øverste vipper. Sjældent de nederste. Kindrødt, mens jeg smilede. Jeg skulle ikke være ked af æblekinderne. Kvinder med smalle, tynde ansigter ældes hurtigere. Mors og mit ansigt var firkantede, huden blev trukket ud som på et lærred og holdt glat.

Kakerlakker

Men hovedpersonen er ikke den eneste egoist: alle bogens karaktere virker alt for overrumlet af deres egen situation til at kunne være noget ægte for hinanden. Søsteren fra faderens franske ægteskab, Tulia, Lisas vært, er alt for optaget af at være den rigtige slags nybagte mor.  Tulia er så opsat på at give Lisa det rigtige sightseeing-billede af Paris, at alle oplevelserne bliver skemalagte, hver for sig i kuverter, og således kan dokumenteres og gemmes til mindre eventyrlystne dage.

Tulias mand Matthieu er alt for drengerøv til faderrollen for deres nyfødte ”Tattelat” og skuffer gang på gang den nybagte mor med sine drukture og mangel på lyst til familielivet.

Lisas producer-far ønsker måske, men overskuer ikke at etablere et rigtigt forhold til datteren, og ”Le Monstre” nægter at modtage Lisas hengivne følelser med undtagelse af, når de manifesterer sig i håndjobs –  ja selv Lisas nye bedste venner, lejlighedens kakerlakker er kun interesseret i madrester og Lisas kærlighed til dem, preller af på deres blanke, sorte skjold.

På gulvet lå en rød- og sortstribet bluse. Jeg lignede en mariehønehveps, når jeg havde den på (…) Det var nok fordi jeg var mariehønehvepsen, at kakerlakkerne følte sig mere velkomne. Jeg hørte dem, da jeg tændte lyset. Små fødder i gangen. Et par hvide og en kulsort. Men det var først da jeg så Den Røde, at jeg blev rigtig glad. Den stod midt på gulvet, lidt foran de andre, bevægede følehornene en anelse som hilsen

En mariehønehveps – en blanding af det sorte/gule og det røde/sorte selvfølgelig – hvorfor har ingen tænkt på det noget før? Blandet med den barmhjertige beskrivelse af kakerlakkerne, som får det til at krible og krable i selv den mest hårdnakkede læser.

Håndjobs og madrester

Musikken var holdt op, da jeg kom ind i stuen. Han sad i sin grønne lænestol.
”Du græder,” sagde han og rejste sig og kom hen imod mig.
Jeg trådte et skridt tilbage.
”Jeg vil gerne have, at du fortæller mig, om du vil være min ven, min far eller min elsker,” sagde jeg.

Hovedpersonens tankegang udvikler sig kun mere og mere selvdestruktivt og tvangstænkende. Lisa synes fanget i et bundtløst faderløst mørke, men om hun kommer op af det, vil jeg ikke afsløre, for denne bog skal læses – ikke genfortælles.
Artiskokhjerte” er et misledende, kedeligt navn til sådan en sprængfarlig, klaustrofobisk omgang følelsesmylder, og det eneste Line-Maria Lång burde have genovervejet – resten går rent ind og bliver hængende i læseren i dagevis.