Forlaget TURBINE sender et glimmerlyn ud i novembermørket med bogen ‘ChangesTekster om David Bowie’. Heri beskriver 31 danske kunstnere deres fatale, forvirrende, vidunderlige, besættende og berusende møder med musikken og manden, der, med sit univers af hybrider og klippe-klister-konventioner, oftest fremstod som et væsen fra en anden planet. Og da han i januar 2016 forlod vores lille klode, efterlod han et stort savn og en endnu større taknemlighed for hans udødelige værker. 

changes - tekster om david bowie

Oprindeligt skulle Changes have været en fejring. En hyldest til manden selv fra en række danske kunstnere, vis liv han som et rødt lyn fra en klar himmel slog ned i og for evigt forandrede. Men sådan skulle det ikke være. Så da Bowie d. 10. januar 2016 gik bort og ikke, som Lazarus, blev bragt tilbage igen, måtte bogens redaktører Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch overveje, hvad pokker de nu skulle gøre med dem selv og bogen. De valgte i stedet at ændre præmissen, og bogen blev således i stedet et “tak” fremfor det oprindelige “tillykke” – bogen skulle være udkommet som til Bowies 70 års fødselsdag i januar 2017.

Lydsporet til et menneskeliv. Eller mange.

Og et vellykket “tak” blev det. De 31 erindringer om Bowie har ikke antydningen et bedrøvet skær over sig. Istedet er de et indblik i, hvor omfattende et lydspor til livets lykkelige og smertefulde stunder, Bowie egentlig har skabt. Blandt samlingens mest gribende erindringer om manden fra musikkens ydre rum, står især forfatter og dramatiker Jokum Rohdes gennemgang af sin Berlinvandring. En søgen efter Bowies tidligere adresse, Hauptstraße 155, der fortsat hjemsøgtes så kraftigt af kunstneren, at Rohde næsten ikke selv kunne bære mødet med bygningen.

Michael Valeurs stilfærdige beskrivelse af isoleret ungdom og paranoia, hvor selvmord syntes at smitte og truslen “du springer snart selv” kun kunne overdøves af Bowies “Heroes”, står ligeledes skarpt frem og skubber sig i overvældende grad ind i læseren undervejs. Bowies musik er nemlig ikke kun soundtrack til livets lyse stunder. Den er lydsporet til alle facetter, også de mest skamfulde og smertefyldte stunder, i et menneskeliv. Eller rettere, i mange menneskeliv.

Plads til alle, der ønsker at være med

Changes er ikke en belæring om, hvordan Bowie bedst huskes eller hyldes. Skønt der til tider funderes og filosoferes over plader, sange, film og forestillingen om god smag (visse albums forbandes af fans, vis hjerter den evigt skiftende, altid udviklende kunstner så let knuste og satte sammen igen), så er samlingens skabere fra starten inkluderende, favnende og åbne for den subjektive erindrings begrænsninger. Changes er ikke en biografi eller et definitivt katalog over kunstnerens værker og metamorfoser.

“Changes – tekster om David Bowie er derimod en kærlighedserklæring og et spejl i form af en række erindringer og punktnedslag, leveret af skribenter, for hvem David Bowie har betydet noget særligt. Og det er til dem, der har oplevelser af tilsvarende karakter, bogen i første omgang henvender sig til. Men nye lyttere (og læsere) kan snildt stige på her…”

Min egen beundring af Bowie har foreløbigt begrænset sig til en betagelse af særlige numre og ved en enkelt lejlighed, en lettere beruset gengivelse af “Rebel Rebel” en mørk aften blandt venner, mens vi ventede på en bus, der aldrig kom. Var jeg “nok” Bowie fan til at kunne forstå samlingen af erindringer? Ja. For det viser sig heldigvis, at Changes (ligesom Bowies eget musikunivers) rummer lige nok plads til alle, der ønsker at være med. I legen med karakterer, kostumer, køn og konventioner har Bowie skabt spillerum nok til at kunne lade sig hylde uden snobberi eller prætentioner. Det her er trods alt manden, der på et tidspunkt havde paranoia nok til at gennem sin urin i flasker i køleskabet, så troldmændene ikke kunne stjæle det. Skibet med det perfekte ikon er forlængst skubbet fra kaj og sat i brand og jeg er ret sikker på, at Bowie selv strøg den første tændstik.

Gem resten i hjertet

Bowie er for eftertiden immun for blind tilbedelse, hvilket også er noget man skal lede længe efter i Changes, hvori alle kunstnerne, trods erindringernes mangfoldige indhold, er enige om, at Bowie til tider var svær at elske og så alligevel umulig at leve uden. Han er over alt. Hans musik rummer, hvisker, skriger om alt også det man troede man alene gik rundt med uden håb om ligesindede med. Han forlader aldrig rigtig verden, for verden har forlængst bygget videre på det fundament, han grundlagde. Det kan næppe siges smukkere end det gøres i poeten Klaus Høecks bidrag til Changes: 

“- længere er historien (lp’en ikke) – gem resten i hjertet”

Og Changes rummer 31 bankende hjerter, der altid vil holde Bowie i live blandt dem og deres læsere.

‘Changes – Tekster om David Bowie’ udkom 1. november 2016 på forlaget TURBINE