Velkommen tilbage til Icelin C. Hermann. Hendes sidste (voksen)roman Domino udkom i 2008, og jeg har savnet hende og ventet på nyt lige siden. Med Cirkus Manera luller Hermann mig ind i hendes univers, hvor overtro og magi, kunst og excentricitet er velkomment, men ikke nødvendigt. Hendes karakterer er skarpt tegnede op, karikerede velsagtens, men forholdsvist fordomsfrit beskrevet. Meget fint og tak for underholdningen.

Cirkus Manera

Cirkus Manera er ejet af Jacomo Manera, der forsøger at holde styr på hele det menageri, en cirkus består af. Vi møder den melankolske klovn, den aggressive knivkaster, den billige billet-pige og WC-manden, som har en masse på hjerte, selvom man slet ikke sku’ regne med det.

Historien handler om cirkusdirektørens søn Danilo, der er sat i stilling til at arve hele foretagenet efter sin far. Danilo er vokset op i det omrejsende cirkus, der hele sommerhalvåret rejser det danske rige rundt for at pakke teltet ud, fremføre en forestilling og selvsamme nat hive teltpløkkerne op og rejse videre til næste by. Første konflikt opstår, da vi lærer, at Danilo har helt andre planer med sit liv end at være en del af det omrejsende cirkus. Han drømmer nemlig om et mere stabilt liv med boglig uddannelse og fast bopæl. Men det er svært at bryde med sine forældre og sit bagland. Da en uventet kærlighed pludselig dukker op i Danilos liv, bliver beslutningen om fremtiden endnu sværere at tage.

Imponerende kontrol

Alle 31 personer, der er ansat ved Cirkus Manera, bliver beskrevet med hver deres lille fortælling. Det kan lyde virkelig forvirrende, at en roman indeholder 31 karakterer, som hver har deres egen fortælling samtidig med, at vi skal holde styr på selve historiens større linjer og fortællinger. Men det fungerer. Man bliver virkelig ikke forvirret – jeg sværger! Jeg sidder tilbage efter læsningen og er ikke i tvivl om, hvem der er hvem og hvilken relation, de har til hinanden.

Selvom samtlige personer og næsten samtlige historier står present i min hukommelse, mener jeg dog, at Hermann kunne have sparret et par stykker eller fem væk. Det virker som om, at forfatteren engang imellem forsøger at imponere med historier, som er fortænkte. Hun forsøger at være sjov, og det lykkes ikke lige heldigt altid. Jeg ville elske, hvis Hermann droppede idéen om, at en alvorlig historie altid skal efterfølges af en sjov og let historie. Det er så ærgerligt, at jeg skal rives ud af de fine, poetiske og følsomme trin, hun præsterer, for at blive overladt til en dum-peter historie om at cirkusdirektørens uduelige bror stammer, er grim og laver et udueligt hunde-show hver aften. Og hvad så? Fortæl hellere mere om linedanserens snørklede tanker og idéer og om sigøjnernes traditioner og livsfilosofi.

Perfekt, og dog

Hermann har virkelig læst på sin fortælleteori. Historien er perfekt opbygget efter den klassiske skabelon for, hvordan man laver film. Først et anslag, så præsentation, konfliktoptrapning, og selv klimakset falder perfekt. Og så til sidst en afrunding med plads til eftertanke. Det gør på en måde denne roman helt perfekt. Vi har dramaet, alvoren, kærligheden, humoren og eftertænksomheden, der skal lægge sig som en blød dyne omkring den kvindelige læser og gøre hende varm og tryg. Men en ting mangler: hvor er det grimme, det chokerende, det pinlige og det usagte? Det findes slet ikke i Cirkus Manera og æv for det. Det bliver så rigtigt og ordentligt, og det ville være let at spinde en romantisk komedie op på denne bog. Men den ville desværre ikke vinde en guldpalme.

Gajolske mærkværdigheder

Et gennemgående træk, som dog undrer mig utroligt, er Hermanns behov for at videregive selvopfundne klogheder. Forfatteren kaster om sig med små udtalelser, som hører sig bedre hjemme på flappen af en gajol-æske end i en holdbar, humoristisk roman.

Disse små klogheder er malplacerede. Det virker som om, at Hermann er så ivrig over sin egen udgivelse, at hun simpelthen har smækket alle sine egne stjerne-strøtanker ind i romanen. Her kommer en lille smagsprøve:

Den, der vågner med en behagelig eftersmag af en sætning i kroppen, har det bedre end de fleste.

Når dem, vi elsker, dør, efterlader de os med et hul i livet.

Når hemmeligheder bliver en gangart, er det meget svært at komme i en anden takt.

Hvorfor taler alle mennesker i verden ikke bare samme sprog?

Engang imellem bliver hun helt sort, eller måske snaksaglig på et så banalt niveau, at det bare er sindssygt kedeligt:

Den perfekte forbrydelse findes, for den bliver aldrig afsløret. Det er derfor, man siger, at den perfekte forbrydelse ikke findes.

Helt ærgerlig bliver jeg overrasket, da jeg læser bogens epilog. Her får Hermann pludselig behov for at fortælle ’hvad ungdommen ER’ og ’hvad det vil sige, at være voksen’. Det er overflødigt, fordi historien på nuværende tidspunkt er helt afsluttet. Det er historien, jeg gerne vil smage på og smile ved og ikke Hermanns sidste krampetrækninger af dit og dat. Må jeg foreslå, at alle disse personlige klogheder hellere fremtræder i en samtalebog af en slags?

Cirkus Manera emmer ikke desto mindre af varme og virkelighed. Det er en roman om en skør, lille, aflukket verden, som vi helt almindelige mennesker ikke så oftest får indsigt i. Ved læsning af Cirkus Manera bliver danske sovebyer som Slagelse og Ribe pludselig forvandlet til scener, der sagtens kan rumme excentricitet og anderledes personager. Der er højt til loftet i Hermanns roman, og derfor skal bogen anbefales og lånes ud til mine bedste venner.
Tak for forestillingen, jeg glæder mig til næste gang.