En norsk kvindelig skulptør skal udstille sine værker i et galleri i Bordeaux. Bordeauxs åbne plads tvinger gennem sin ubarmhjertigt arkitektur den navnløse hovedperson til at åbne op omkring sit eget livs længsler. Hanne Ørstaviks bog er en uimodståelig og særpræget læseoplevelse, en roman i billeder og sanseindtryk, hvor åbenhed som fænomen udforskes på mange forskellige planer  – åndeligt, kunstnerisk, arkitektonisk og ikke mindst seksuelt. 

bordeaux

To mennesker søger hinanden i Norge. De bor i hver sin del af landet, men finder hinanden og en kærlighed begynder at spire i mødet mellem en kvindelig billedkunstner (romanens Jeg) og forfatteren Johannes. Men noget går galt og pludselig står den navnløse billedkunstner på en åben plads, et fortidens rettersted hvor krop og sjæl har været skilt endegyldigt. Pladsen ryster hende, resonerer i hende eget hule indre ;

Den åbne plads jeg står på, gynger, vakler fra side til side, sprækker, jeg ser at den åbne plads er et sted i min krop, et sted i mig selv.

Hun er såret, åben, hudløs. Men hvorfor?                                                                                                                                                               Ørstavik pakker forsigtigt sin navnløse hovedpersons smerte og længsel ud for læseren, og afslører et facadeforhold mellem protagonisten og Johannes, hvor lysten og nærværret mangler. Hun elsker ham, begærer ham og alligevel er hun ikke nok, da Johannes istedet med barnlig selvfølgelighed kaster sig ud i sine egne erotiske eventyr. Eventyr hun sjældent selv får glæde af.  Og nu står hun på en plads i Bordeaux og venter på, at Johannes skal dukke op og samtidigt ved hun, at hun ønsker sig noget umuligt. For Johannes vil aldrig kunne strække sig så langt, udover sin egen fortabte hjælpeløshed og møde hende, ønske hende, som hun ønsker ham. Men kan nogen overhovedet nå hende længere?

For hun er næppe den eneste i nærheden af denne sjælsopkrængende åbne plads, der længes.                                                     Ørstavik kaster sin hovedperson ud i, hvad der kunne minde om et moderne erotisk eventyr, hvor unge elskende, en hjælpende ånd og en fortabt prins nemt kan udpeges i romanens billedbaserede plot. Med et venligt hint til de norske eventyrmestre Asbjørn og Moe, sender Ørstavik sin kvindelige hovedperson ud på en færd i det åbne, men udenfor eventyrets faste ramme.

Solen er det klare lys, den stærke vilje, handlekraften, det der agerer og virker omkring en, det der gør. Månen er det indirekte lys, vendt indad, det handler om tro, det som skal vokse og gro, lades i fred, tages imod. Sådan ligger Bordeaux også, og er begge dele, den er både og… …

Åbenheden sejrer … også over læseren

Romanen fortælles i  tankestrømninger, drømme, længsler og visuelle indtryk. Det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen er kunstner og hver side rummer et nyt motivs  udfoldelse. Hanne Ørstavik formår med sin visuelt indtryksrige fortælling at give læseren en nærmest overvældende intim læseoplevelse. Ikke kun den navnløse hovedperson åbner sig op for læseren. Alle karaktererne, der trækkes ind i plottet, af Bordeauxs retterplads og dennes magnetiske åbenhed, krænges ud. Alt er åbent, alle møder, alle konflikter og alle personer forbliver i spil, hængende i frie fald, hvor det aldrig helt afsløres, om de overlever faldet eller blot forsvinder i dybet. Til sidst længes man som læser efter en afslutning, en lukning på al denne åbenhed. Men dette var måske også Ørstaviks pointe?