David Garmarks Det fjerde Menneske er første actionfyldte bind i TURBINE forlagets kommende krimiserie om den internationale problemløser Ditlev Martins. Men først skal læseren finde ud af, hvem denne Martins er og det skal Martins også selv. 

Det fjerde menneske af David Garmark

En navnløs mand vågner pludseligt op i en kirke nær byen Brdo i Slovenien uden nogen erindring om, hvad han laver der eller hvem han faktisk er. Han ved dog, at han stik imod nogens forventninger er i live, og, trods sine alvorlige skader, er han i stand til komme på benene og forsøge at flygte. Der går kun knapt to sider af romanen før den endnu navnløse mand (gen)opdager sit talent for mord og slår den første skurk ihjel.

Den navnløse mand begiver sig derefter ud i verden på jagt efter sin identitet og årsagen til, at han overhovedet er havnet i kisten. Inden læseren får vænnet sig for godt til historien om den hukommelsessvækkede lejemorder, ryster forfatteren dog kalejdoskopet og begynder i stedet at fortælle en gyserhistorie om en gruppe polarforskere, hvis sidste fund bliver deres undergang. Og derefter om en palæontolog, der to år efter polarforskernes endeligt gør et lignende, historisk fund.

Det fjerde Menneske er en kompleks fortælling med flere tangenter, der konstant slår ind og ud mellem hinanden, i et forsøg på at understrege bogens overordnede pointe: At alt er forbundet.

Vildt, velskrevent og verdensomspændende plot

Garmark adresserer mange af tidens konflikter og problematikker, og væver dem mesterligt ind i historien om Ditlev Martins. Som læser beriges man eksempelvis af et komplekst og konstant baggrundsbillede af informationer om klimaforandringens konsekvenser, celleprøveforskningens mysterier og international korruption samt om det potentielt verdensødelæggende udfald ved at lade de forkerte sætte den globale, videnskabelige dagsorden. Bogens plot er dermed ikke så meget et spørgsmål om det gode versus det onde, men snarere et spørgsmål om det ansvarsfulde og langsynedes kamp mod den profitsøgende ressourcehøst. Det gode lever ikke længe i Garmarks verden, men erstattes i stedet af de mange gråzoner, vores hovedperson og hans nærmeste bevæger sig i. Konsekvenserne af hvert valg kan betyde enten lys eller afgrundsdybt mørke lige om hjørnet, og fordi alt er forbundet, er det ikke altid til at sige hvilke valg, der er de rigtige.

Innovativ komposition og stereotype karakterer

Det fjerde Menneske er et actionbrag af en hurtig læst knaldroman, hvor plottets til tider imponerende og innovative sammenvævning af flere fortællinger kan få selv den mest skeptiske læser til at holde vejret indtil de sidste brikker af fortællingens globale puslespil er faldet på plads. Hvor spændende plottet end kan være, så er de stereotype karakterer dog alligevel trættende i længden. Der er skrevet nok bøger om den høje/stærke/tavse-type international lejemorder/agent/voldelig problemknuser, og hans våde drengedrømsagtige rejser gennem verdens kvinder og korruption. I det mindste forsøger Garmark at bløde sin version lidt op med et spin på det klassiske hukommelsestabs-tema. Og det ville måske også være lykkedes ganske godt, havde det ikke været for det øvrige persongalleri og dettes lade uopfindsomhed.

Det fjerde Menneske er kun første bind i en ny serie om den nævesvingende superdræber Ditlev Martins, så et lille håb om, at de forskellige bifigurer og Martins selv får mere dybde i de kommende bøger, lever endnu. Det første møde med Garmarks hæsblæsende action-univers er nu trods alt et interessant og læseværdigt bekendtskab – selv for en anmelder der normalt holder sig på behørig afstand af genren.

For nu er der kun et at sige: Hvornår kommer næste bind?

 

Det fjerde Menneske er David Garmarks anden bog og udkom på TURBINE forlaget d. 12. august 2016.