… som måske skulle hvile lidt endnu?

kundera

Den anerkendte tjekkiske forfatter Milan Kunderas nyeste bog Det Ubetydeliges Fest er i år udkommet på dansk fra Gyldendals Forlag. En umiddelbart lille og let udseende bog, der med sine korte afsnit og hyggelige metakommenterende fortæller fremstod som potentielt filosofisk ferielæsning. Men  jeg tog fejl – for man skal aldrig dømme en bog på dens opsætning. 

En gruppe venner og bekendte, der alle har lagt ungdommen bag sig, krydser hinandens veje i dagene op til og under en mindre festlig lejlighed. Alain filosoferer over navlens besynderlige forheksende magt som nutidens sexsybol, og mindes nostalgisk barmen, bagdelen og de lange bens storhedstid og grunden til deres tilbedelse. D’Ardelo skal alligevel ikke dø af kræft, som han havde troet. Ramon vil gerne se Chagall-udstillingen, men magter ikke køen. Han har også et selskab at arrangere.

Charles  drømmer om at skrive et stykke for marionetteater om Stalin, Khrusjtjov og Kalinin. Og den fallerede skuespiller Caliban drømmer om opdagelse og har derfor gjort sig til udenlandsk tjener med et opdigtet modersmål.

Det kunne jo lyde som begyndelsen på en ganske feriepassende farce, men Kunderas roman rummer en forbløffende tyngde, trods sit komiske persongalleri. For hver person er en lille verden i sig selv. En kompleks og kompliceret verden, man som læser kun får lov at opleve i intense glimt. Det ubetydelige har ofte en overraskende dyb betydning, og jo længere man komme ind i romanen og karakterenes mikrokosmos, jo mere føler man sig som læser sig selv trukket af en litterær tyngdekraft ind i romanens ukendte kerne.

Velskrevne vragstykker

Bogen rummer som nævnt en række ganske interessante karakterer, men selv ikke Alains og hans forbløffende filosofiske overvejelser over navlens ukendte dybder, kunne fange og fastholde mig i længere tid. For karaktererne opleves kun i fragmenter. Et eller to afsnit kan nydes før fortælleren ryster kalejdoskopet og lader en anden karakters historie komme i front. Det er kun brudstykker og aldrig hele mennesket man som læser får lov at møde og det går ud over læseoplevelsen. Istedet for at holde vejret til næste afsnit, begyndte jeg istedet at miste interessen, men det var nu ikke bogens skyld alene.

Forkert bog på det forkerte tidspunkt

For Kunderas roman og jeg har simpelthen mødt hinanden på det forkerte tidspunkt.

Bogen bevæger sig mellem dybt personlige indre monologer, morsomme og mærkværdige anekdoter, Stalins Sovjet og dets endelige fald og så romanens egentlige realtid – tiden op til, under og efter festen. De mange spring og bogens generelt tilbageskuende tone gjorde det svært for mig at samle mig rigtigt om handlingen i længere tid. Kundera skriver rigt, medrivende og lokkende, men jeg blev alligevel hurtigt mæt. Måske fordi, jeg ikke selv befinder mig i en tilbageskuende fase af mit liv.

Kunderas bog er en ældre herre med hang til flaneren i Paris’ gade og filosofiske overvejelser om unge kvinders blottede navler. En herre hvis gemte armagnacflaske fra fordums gyldne tider skal drikkes nu;

 Caliban iagttog flasken på skabet.

“Armagmac!”

“Jeg har anbragt den deroppe for at den kan trone some en dronning” sagde Alain

“Fra hvilket år er den?” Caliban forsøgte at læse etiketten, så sagde han fuld af beundring:

“Åh nej! Det er ikke muligt!”

“Luk den op!” beordrede Alain.

Den bedste armagnac står bare på toppen af skabet og venter på at blive drukket. Hele bogen emmer af liv, hvor de bedste oplevelser egentlig er oplevet og svælger derfor i en hyggefilosofisk hang til se tilbage, som jeg endnu ikke deler.

Så lige nu er Milan Kunderas Det Ubetydeliges Fest ikke en bog for mig. Men jeg prøver hjertens gerne igen… om en fyrre års tid.