af Katrine Engelhardt Thomsen

dodger1

Hvem var den listige Lurendrejer fra Dickens roman om den forældreløse Oliver Twist og hvad var hans historie? I sin roman Dodger, Lurendrejers navn på originalsproget, lader fantasy-ikonet Terry Pratchett Lurendrejer møde den mand, der for eftertiden gjorde ham berømt, men aldrig helt lod læseren vide, hvorfra drengen med de rappe fingre og den charmerende gadesnuhed kom eller endte henne. Pratchett forsøger nu at give Dickensfans det svar. Men lykkes det nu også for den garvede fantasyforfatter?

Som alle gode Dickensinspirerede eventyr starter historien om Lurendrejer en mørk og stormfuld nat, hvor Londons kloarker flyder over, mens to mænd er ved at tæve en unge kvinde ihjel. Pludselig springer et kloarkdæksel op og en ung, ildelugtende mand begynder at tæve løs på de to overfaldsmænd. Slagene hagler ned over skurkene, forstærket af det koben den unge mand altid har gemt oppe i sit ene ærme og forslåede og forfærdede flygter de ud i natten usikre på hvilket underjordisk fantom, der har overfaldet dem og hindret dem i deres dystre ærinde. Den unge mand vender sig mod den søndertævet unge kvinde. Hun er stadig i live, men kun lige og mens han overvejer næste træk og mulige gemmested for dem begge, overraskes han selv af to gentlemen, der er blevet tilkaldt af slagsmålets larm. Den ene viser sig at være den velmenende Hr. Henry Mayhew, den anden Charles Dickens. Modvilligt præsenterer den unge mand fra kloarkernes dyb sig som “Dodger” og indvilliger i at lade de to mænd hjælpe sig med at beskytte den fortsat ukendte, unge kvinde.

Herfra udvikler et mærkværdigt Dickens-inspirereret, men tydeligt Pratchett-skabt eventyr sig, hvori “Dodger” må sige farvel til livet som kloarkjæger (en “Tosher”) efter tabte værdigenstande, velsignet af London-kloarkernes hemmelige gudinde, The Lady of the Sewers, og istedet begynde en ny og mere indbringende karriere som snushane for den nysgerrige journalist Charlie (Dickens), og forelsket livvagt for den slemt tilredte unge kvinde, hvis sande identitet, gemt bag dæknavnet “Simplicity”, forbliver et mysterium gennem stort set hele romanen.

Velment Dickens Fanfiction

Pratchett starter lovende ud med en velskrevet Dickensagtigt plotopsætning, der desværre opløses til fordel for et velmenende stykke fanfiktion, hvilket havde syntes langt mere tilgiveligt var Pratchett ikke startet så seriøst ud. Havde Pratchett meldt ærligt ud om sin betagelse af Lurendrejer og blot skrevet en kort fortælling for sin egen skyld, havde jeg med glæde læst den … og nok læst den igen. Men det bliver hurtigt tydeligt, at Pratchett i sin iver for at skrive videre på Dickens figur får slået for stort brød op og så alligevel ikke har kunne lade være med at slå videre i dejen og lade Lurendrejer møde et væld af victoriansk karakterer, fiktive som faktiske, uden forfatteren helt vidste, hvad han egentlig ville med dette voldsomt voksende persongalleri.

Fra Dickens, til Sir Robert Peel og Benjamin Disraeli til den kommende kloark-revolutionære ingeniør Jospeh Bazalgette  og den fascinerende baronesse Angela Burdett-Coutts kastes Lurendrejer og læser ud i konstante møder med excentriske personligheder og historiske karakterer, der aldrig helt får den plads de fortjener og derfor forbliver skygger i udkanten af romanens egentlige mysterium om, hvem den unge kvinde egentlig er.

En enkel undtagelse i denne række af berømtheder, hvis møde med Lurendrejer næsten formår at løsrive romanen fra sin tilbedelse af Dickens og hans samtid og istedet opnå en reel narrativ selvstændighed, er Luredrejers møde med den berygtede dæmoniske barber fra Fleet Street, Sweeney Todd. Pratchett formår her at give historien og myten om den morderiske barber et fantastisk twist, da Lurendrejer  i forsøg på at lugte bedre ankommer til Sweeny Todds salon, hvor barberen ramt af Post Traumatisk Stress, hjemsøges af mareridt om alle de soldater, hvis liv endte på hans operationsbænk omgivet af amputerede lemmer. Dodger kommer farligt tæt på sit livs første og sidste barbering, da den PTSD-ramte Todd forsvinder ind i mareridtet om de soldater han ikke kunne redde og begynder at svinge barberkniven over den forbløffede geezer:

” ‘Not enough bandages, not enough medicines, not enough … life’ Sweeney Todd mumbled. ‘ I tried. I never pointed the weapon at another man, I just tried to help, when the best help you can give is the gentle knife, and yet still they come  … they come here now, all the time … looking for me … And they say they aren’t dead, but I know they are. Dead, but still walking. Oh! The pity of it, the pity…'”

Hvordan Lurendrejer slipper levende fra mødet, vil jeg ikke afsløre, men jeg må dog advare håbefulde læsere om, at Pratchett desværre ikke bruger sin velskrevne groteskt sympatiske variant af Sweeny Todd nok og ligesom barberens kniv, der gennem resten af romanen gemmes bort i Lurendrejers inderlomme, forbliver figurens potentiale også sørgeligt bortgemt i romanes brogede stof.

Lurendrejer slipper måske fra alt, men det gør Pratchett ikke

Trods mange humoristiske fodnoter og enkelte velskrevne vink til Victoriatidens øvrige litterære figurer, så kunne jeg ikke lade være med langsomt, men sikkert, at miste interessen for Lurendrejers luskerier og Simplicitys sande identitet. Alene valget af dæknavn til den ukendte unge kvinde var lige ved at få mig til at smide bogen i kloarken. Men jeg besindede mig og læste den færdig … og genovervejede så min oprindelige kloarkmanøvre. Men lod så alligevel være. For jeg vil virkelig gerne kunne lide Pratchetts bog! Som inkarneret Dickensfan og Pratchett-læser burde den falde i min smag, men rammer istedet lige præcist ved siden af. For uanset hvor velundersøgt og velment den er skrevet, så bliver den aldrig en rigtig god bog, men istedet en skygge af Dickens egne flere lags plot og uendelige persongalleri, hvis charme i nogle af Dickens værkers tilfælde ærligt talt ligger i bevistheden om, at den slags bøger ikke skrives mere … og heldigvis.

Pratchetts plot opbygges i et mærkværdigt skiftende tempo med alt for mange sidespring, der skal muliggøre endnu en historisk persons indlemmelse i fortællingen, fremfor blot at lade romanens charmende og interessante hovedperson for en gangs skyld fortælle sin egen historie. En historie, der endnu en gang reduceres til katalysator for en helt anden fortælling og her en med et usikkert og irriterende hurtigt afklaret plot, hvis egentlig potentiale sammen med den egentlig hovedpersons historie aldrig rigtigt bliver realiseret.

“The pity of it, the pity…'”