af Katrine Engelhardt Thomsen

døden

Der er noget i vejen. Hans drømme har ændret sig, han føler sig oftere svimmel og en modvillig overvejelse af livets store regnestykke er begyndt at snige sig ind i hans daglige tankebaner. Men skal han virkelig dø? Døden er en mester  er den danske forfatterinde Jette Drewsens seneste bog, der handler om den midaldrende arkitekt Frank Wertheimers liv – de kvinder han lever udspændt imellem, den bror han ønsker at forlige sig med, den hund han pludselig finder, og en stadig voksende følelse af, at noget i ham er helt galt. Men mens Frank kæmper med livets kompleksitet, så kæmper læseren for fastholde interessen. 

Frank Wertheimer lader ved første møde til at have det godt. Han går ved Nørreport Station sammen med sin seneste veninde og føler en vis ømhed overfor hende, i kraft af sin forvished om, at hun snart vil forsvinde ud/være ude af hans liv. Ligeså hurtigt som læseren møder kvinden Bella, ligeså hurtigt er hun forsvundet igen og Franks tanker flyttet helt andre steder hen. Fra elskerinden og regnvejrsdagen i Indre By, springes der nu til Franks computerundervisning, hvor den unge ekspert, Mathias, forsøger at lære ham om de nyeste programmer for arkitekttegning. En hård opgave, der på afstand observeres af Mathias’ søster, en sangfuld ung kvinde, der også snart vil krydse Frank Wertheimers vej. Hvis hun ikke allerede har gjort det.

Tyve sider inde og Jette Drewsens roman virker umiddelbart lokkende, men dens begyndende løfter om eksistensreflekterende karakterer og dynamisk handling nedbrydes herefter af selve historiens opsætning. Istedet bliver bogen hurtigt til en flydende, til tider helt forlist, læseoplevelse af historien om en måske døende arkitekt og alle de løsender hans liv indtil videre har frembragt. For hvad sker der egentlig for Frank Wertheimer? Som læser er det svært at læse sig ind i på livet af ham, da bogens egen konstruktion og fortællerstemme aktivt går ind og modarbejder læserens forsøg på at komme historien og dens karakterer nærmere:

“Vi kan ikke få alting at vide om Frank Wertheimers indre, eller ydre for den sags skyld. Vi kan skyde os forsigtigt ind på ham, på forskellige sider af hans liv, og måske kan vi få meget at vide om, hvad hans person bærer med sig.”

Men, hvad han tilsyneladende bærer med sig er bare ikke helt nok.

Skæv distanceleg

Historien fortælles i tidsspringende anekdoter fra Franks liv, fra skiftende personers perspektiv og igennem en skiftende distance mellem læser og karakterer, hvor fortælleren lader læseren zoome sig ind og ud af Frank Wertheimers liv. Et teknisk interessant greb, men trættende efter de første 100 sider, hvor det gik op for mig, at jeg som læser aldrig ville kunne komme tættere på historiens personer. At der hver gang, jeg begyndte at læse mig ind under huden på dem, pludseligt ville blive zoomet ud igen.

Til sidst blev distancen for stor til, at jeg egentlig gad interessere mig synderligt for karakterene. Den konstant skiftende afstand mellem læser og karakter tog næsten livet af min læselyst, og i sidste ende sad jeg og talte siderne til bogen endelig var slut. Trist, siden legen med afstanden virkelig kunne være interessant, men bare ikke tydeligt bære noget sted hen, ligesom hovedkarakteren Frank Wertheimers tumlen gennem verden heller ikke rigtigt fører ham eller læseren nogen steder hen.

Et kort ophold på et tjekkisk kursted fejler i at genoprette hans helbred, og en kortvarig affære med en af stedets andre gæster, den glamourøse Hunter, kunne i sig selv have været en ganske glimrende novelle, men føles i romanen om som et mærkværdigt sidespring fra den egentlige handling. Eller rettere, kunne have været et mærkværdigt sidespring fra hovedhandlingen, havde jeg dog bare vist, hvad bogens egentlige handling var?

Lukket bog

For hvad handler bogen egentlig om? En midaldrende mands begyndende midtvejskrise, en lynnedslagsagtig bevidsthed om sin egen dødelighed og muligt begyndende alderdom i kraft af sin skepsis mod tidens teknologi? Er Frank virkelig begyndt at dø? Hvis man som læser holder fast og faktisk læser bogen til ende, vil der være svar på spørgsmålene. Personligt var det en kamp for mig at nå dertil, og svarene var i sidste ende for mig ikke læserkampen værd.

Jeg fandt Døden er en Mester mesterlig kedelig og romanens kaotiske opsætning beboet af overfladiske karakterer, hvis potentielle dybder forblev uudforsket på grund af bogens konstante distancespring. Man får som læser aldrig rigtig lov til at tilpasse sig et perspektiv, før der pludseligt bliver zoomet ud igen eller fortællerens fokus flyttes til en anden karakters syn på Frank Wertheimer, eller Frank Wertheimers syn på en anden karakter. Til sidst var der kun en måde at få bogens handling til at stå stille længe nok til, at jeg kunne orientere mig … og det var simpelthen ved at lukke bogen sammen.