I Tyskland, 1995, sagde en præst de sidste ord til en begravelse; i sig selv ikke en bemærkelsesværdig eller på nogen måde historisk begivenhed, og så dog alligevel. I kisten lå Else Hess, Rudolf Hess’ kone, og blandt de sørgende var Himmlers datter. Og måske mest mærkværdigt: præsten selv var Martin Bormann Jr.

large

My Father’s Keeper behandler med journalistisk skarphed og selvbiografisk eftertænksomhed de følelser, som børnene af topnazisterne sad tilbage med. Igennem interviews med højtstående nazisters børn prøver Stephan Lebert at kortlægge de modstridende følelser og overlevelsesmekanismer, som opbygges hos et barn, når ens far er krigsforbryder. Bogen bygger på Leberts far, Norbert Leberts oprindelige interviews tilbage i 1959 med bl.a. Gudrun Himmler, Wolf-Rüdiger Hess, Martin Bormann Jr. og Niklas & Norman Frank. Stephan Lebert har derefter op fulgt interviewene i år 2000 for at undersøge, hvordan de forholde sig til det mørkeste kapitel i tysk historie med 41 års afstand. Dette er ikke kun historien om individers kamp for at forholde sig til fortiden, men også selve Tysklands forsøg på at forholde sig til hvordan begraver man de forrige generations synder.

En fars minde – Niklas og Norman Frank

Begge brødre har gjort deres bedste for at tage afstand til deres far, ikke blot hans handlinger, men også som person. Hans Frank var guvernør over Polen og ansvarlig for tusinde jøders død. De to interviews med de to brødre giver én det indtryk, at ingen af dem havde et dybt forhold til deres far. De nægter at gøre krav på deres fars indfrosset penge, da de er blod-penge. At tage afstand fra nazisme er forventet og især i det tyske samfund, men alligevel lykkes det især Norman Frank at skabe røre i de tyske aviser med en række artikler i Stern om sig selv og sin far.

He had written that every 16 October – the day of his father’s hanging – he always masturbated over a photo of his dead daddy. He described unprecedented fantasies of hatred and murder he had conceived towards Herr Frank senior. Here was a son dissecting his own father, going into the deepest recesses of his personality and delivering a devastating verdict: that his father was cowardly, corrupt, sexually stimulated by power, pampered, soft.

Stern-artiklerne er paradoksale, da fordømmelsen af krigsforbrydelser mod polske jøder har været hård og retfærdig, men Norman overskrider alligevel en grænse. At hade Hans Frank er vel naturligt – en samfundspligt – men sønnen er bundet af en troskab gennem slægtskab. Begge brødre har slået hånden af deres fars minde – ingen lykkelige minder om et menneske bag nazisten – og det klareste jule-minde er af deres fars genfundne tro, katolicisme.

En præsts advarsel – Martin Bormann Jr.

De to interviews med Martin Bormann Jr. er af nærmest eventyr-proportioner. Ved krigens slutning var Bormann 15-år. I ugerne efter sejrens kaos og brændende ruiner ledte han efter sin familie. Martin Bormann forsvandt sporløst efter krigens slutning, og i mange år var Hitlers sekretær et stort mysterium. Bormann Jr. rejste ned igennem Tyrol til de nordlige alper, hvor han boede under falsk navn hos en bonde. Der blev han introduceret til det, som senere blev hans kald her i livet: katolicisme. Den langt fra religiøst opdraget Bormann Jr. måtte mumle sin fader vor ved middagsbordet igennem den første tid.

Bormanns kald har påvirket hans forhold til sin far. På hans skrivebord står et billede af faderen, men det står der med en bevidsthed om sandheden. Bormann er en sammensat person – forfatteren går så langt til at benytte ordet skizofren. Han har rejst til Israel og været del i støttegrupper for Holocaust overlevende og deres efterkommere, og i modsætning til sine seks søskende har Bormann Jr i pensionsalderen sat sig for at se sin far i øjnene. Der er ingen benyttelse eller ønske om forskønnelse af hans far, men han må give forfatteren ret, det er hans halv skizofrene måde at håndtere virkeligheden på ved at adskille nazisten fra faderen, og for ham, er det den eneste måde at overleve på.

At bære skylden

Interviewene giver et spændende, hjerteskærende og udfordrende blik ind i et følsomt men ignoreret emne. Bør deres fædres handlinger hjemsøge børn? Interviewene viser nødvendigheden af falske navne og identiteter for børnene af sikkerhedsgrunde. Navne som Bormann og Hess var ikke populære efter krigen. Deres efternavn binder dem til unægtelig ikke blot til deres fædre men også til en blodige del af Europas historie. Krigsforbrydelserne og massemord er uhåndgribelige, og er stadig stof for forskning, bøger samt eftertænkning. Disse børn står tilbage i ruinerne med et spinkel håb om at kunne samle stumperne sammen. Måske har Bormann Jr. ret, en skizofren tilgangsvinkel er for nogle den eneste udvej: at splitte det ultimative afskys objekt fra en kærlig far for at håndtere det ubegribelige.