af Katrine Engelhardt Thomsen

elleve

I Arne Dahls roman Elleve samles den gamle A-gruppe igen gennem en mystisk indbydelse. Med løftet om en god aften i godt selskab og flygter de fra hverdagen for tilbringe en aften på en afsides herregård med at fortælle hinanden historier. Men hvem har egentlig inviteret dem?

Elleve minutter i midnat 1737 stormes en herregård. Forberedt på gensynet med fortidens synder har gårdens herre konstrueret en nødudgang og undslipper sine forfølgere gennem en skjult tunnel. Men hvad læseren tror vil bringe den forfulgte ud i friheden, fører ham i stedet til hans selvvalgte underjordiske fængsel:

“Han gik ind gennem en døråbning og så sig omkring. Det var et rum mere, mindre end det første. Nærmest en celle. Den celle han altid var veget uden om. Han så en briks og en stol. Han så fire store skrin på gulvet. Og han så, at alt var godt.”

Små 270 år senere bliver herregården sat i stand og gjort klar til nye gæster.

Det er næsten halvandet år siden svensk politis afdeling for efterforskning af voldelige forbrydelser med et internationalt aspekter blev nedlagt. Afdelingens tidligere medlemmer, også kendt som A-gruppen, modtager pludselig alle en invitation til at mødes:

“Ærede FHV Medlemmer af A-Gruppen! 

Meget vand er løbet under broen, siden vi for over et år siden besluttede os for at ses igen. Og selv om vi er kommet langt væk fra hinanden, ja er blevet spredt for alle vinde, har jeg svært ved at tro, at nogen af os skulle have glemt det…”

De ti politikfolk samles nu igen for at tilbringe en aften sammen væk fra hverdagen og samtidspesten af klimafrygt, massevold og voksende empati-mangel, men fremfor at svømme hen i nostalgiske erindringer om deres fortidige samarbejde, er de hver især gennem invitationen blevet bedt om at forberede en historie, som de kan fortælle til selskabet. Ti politifolk, ti historier…

…eller hvad?

For mens de ti venner og kollegaer ankommer til den afsides herregård, begynder tvivlen at sætte ind. Hvem af dem har egentlig arrangeret denne aften? Og som middagen skrider frem og de første historier fortælles, begynder det langsomt at gå op for den tidligere A-gruppe, at arrangøren måske alligevel ikke er en af dem.

“Mens hun vaskede hænder, hævede hun blikket op mod det gamle spejl. Selve glasset var så misfarvet, at det slet ikke lignede spejlglas. Det tog hende lang tid at få øje på konturerne af sit eget ansigt i det grumsede glas. Og samtidigt med et ansigtstrækkene trådte frem begyndte baggrunden også at træde frem. Og hun frøs til is. Bag ved hendes spejlbillede trådte omridset af en tynd, hvid skikkelse frem mod mørket.” 

Men hvem er den elvte gæst?Hvem er det, der ønsker at høre deres historier og hvad skete der egentlig dengang for 270 år siden, da herregården blev indviet og forladt samme nat? Hvem var manden i den underjordiske celle?

En lille smule magisk

Istedet for en moderne opsætning af Agatha Christies krimi-klassiker And then there were none (på dansk En af os er morderen) har Arne Dahl hentet inspiration fra det meste af verdenslitteraturens kanon og byder sine læsere på en moderne Decamerons farverige fortællinger, med en bagvedliggende krimifortælling, der dækker over noget nært et litterært-magisk eventyr om netop den magi, der opstår mellem læseren og virkelig god bog. Elleve er Dahls litterære skæmteleg med sin læser, såvel som sine litterære karakterer, men samtidigt også en påmindelse om det hårde kamp, der ligger bag den almindelige befolknings ret til viden – og til at læse.

Romanens egentlige handling spaltes mellem en næsten fan-fictionagtig sammenbringning af A-gruppen efter seriens sidste bog er afsluttet, men omfatter også historien en herregårds fatale indvielsesaften, samt hvert gruppemedlems udvalgte fortælling … og så lige en ekstra historie oveni som jeg ikke tør afsløre mere om.

Det er sjældent, at jeg støder på en bog, der på så underfundig vis formår at lukke og samtidigt åbne for så mange fortællinger på en gang. Med et solidt fundament i sin kriminalserie om A-gruppen formår Arne Dahl at komme det meste verdenlitteraturen rundt og dog aldrig trætte sin læser.

Der er kun et at sige: Læs den!