af Alexandra Favilla Helweg Curtis

Jane Austen - Emma

I år er det ikke blot 240 år siden Jane Austen blev født, men også 200 års jubilæet for udgivelsen af hendes måske mindste kendte roman, Emma. På mange måder skiller Emma sig ud fra Austens andre fortællinger. For selvom historien også denne gang handler om kvinders jagt på et godt parti indenfor det engelske ægteskabsmarked i 1800-tallet, har hovedpersonen  i dette tilfælde ingen reel grund eller lyst til at søge efter en passende mand. Som den eneste af Austens heltinder, er Emma ikke tvunget til at leder efter en ægtemand …. og kan derfor ikke lade være med at lede efter en på andres vegne. 

Emma Woodhouse har, i modsætningen til de øvrige Austen-heltinder, allerede en god og økonomisk sikret status, takket være sin families herkomst, og sin opdragelse som en kvindelig bedsteborger i den søvnige lilleby Highbury.

“Were I to fall in love, indeed, it would be a different thinge; but I never have been in love; it is not my way, or my nature; and I do not think I ever shall.”

Hendes udseende, intelligens og ungdommelige og positive sind gør hende til hele byens darling, og i de flestes øjne kan hun ikke gøre noget forkert. Både Emmas tidligere guvernante, nu bedste ven, Mrs. Anne Weston, og Emmas far, den aldrende, småhypokondriske Henry Woodhouse, ser hende som værende personificeringen af den perfekte unge kvinde. Men man skal ikke altid vurdere hverken bøger eller folk på deres pæne overflader. I Emmas tilfælde lider hun af en frygtelig bedrevidendehed og behov for at blande sig i andre folks liv, (for at bedre dem selvfølgelig), men for denne anmelder bliver Emmas indblandinger for meget relativt kort inden i historien. Det samme gør sig gældende for Emmas eneste åbenlyse kritiker, nemlig familiens gode ven og Emmas svoger, George Knightely, som til tider mere eller mindre kærligt irettesætter hende for hendes seneste påfund.

En atypisk, romantisk heltinde

Som før nævnt er Emma meget ulig Austens andre heltinder, idet at man ikke automatisk finder hende så sympatisk som f.eks. Elizabeth Bennet eller Catherine Morland, men dog ej heller ligefrem ubehagelig. Det er heller ikke hendes personlige forsøg på at finde romantik man følger som læser, men nærmere hendes selvvalgte stilling som Highburys Kirsten Giftekniv og de konsekvenser hendes indblanding har på beboerne. Jeg må dog indrømme, at Emmas naive tilgang til den socialt set laverestående, nye veninde Harriet Smiths romantiske situation irriterer mig, da den i bund og grund virker malplaceret i en karakter som ellers er uhyrligt bevidst om de forskellige sociale lag og deres respektive spilleregler. Dog ville der ikke være megen historie at fortælle, hvis Emma ikke tager så grueligt fejl i hendes forsøg på at smede frk. Smith sammen med den lokale præst Mr Elton.

Romatiske forviklinger og deres fortsat morsomme konsekvenser

Helt immun er Emma dog ikke for det modsatte køns charme. Da den fortabte søn, i form af den unge Frank Churchill, endelig vender tilbage til sin fædrene by, bliver Emma ganske langsomt draget af hans sødmefulde og flirtende væsen. Men har Mr Churchill gode intentioner, eller er han blot en dårlig indflydelse? Og hvad synes Mr Knightley om den just hjemvendte frk. Jane Fairfax? Hvem ender med hvem, hvis nogen? Og lykkes det Emma at få stakkels Harriet Smith gift med et, for Emma, passende parti? Intet står fast før ved slutningen af fortællingen, og i sin samtid er jeg sikker på at både de romatiske forviklinger og deres endelige udfald kom som overraskelser, men med moderne øjne er der ikke de store overraskelser i vente og slet ikke, hvis man holder holder øje med Austens finurlige tankeeksperiementer og potentielle forklaringer på sine karakterers opførsel igennem fortællingen.

Selvom man ikke just overraskes af afslutningen på de romantiske forviklinger i Highbury, så underholdes man af de vittige illustrationer af datidens (mere eller mindre absurde) sociale spilleregler, Austens fænomenale personkarakteristikker og i særdeleshed af Emma og Mr Knightleys knivskarpe, verbale sparringer, der heldigvis evner at gøre bogen charmerende nok til at man kan tilsidesætte sin måske lidt for velbelæste erfaringer og blot nyde sproget og den snørklede vej til Emmas indsigt i sit egent romantiske væsen.

“Perhapse it is our imperfections that make us so perfect for one another.”