Jubilæumsudgaven af Halfdan Rasmussens ABC er et kærkomment, men noget nostalgisk gensyn.

halfdans-abc-mcd_298938

Faderen til en lang række vrøvlende og ravruskende geniale rim og remser – og desuden også til mere dystre digte – den folkekære Halfdan Rasmussen rundede i sidste måned, nærmere bestemt den 29. januar, hele 100 år. Halfdan selv fejrede sandsynligvis sin fødselsdag i Mågodtland, mens vi hernede fejrede ham med spag hyldest, blandt andet ved at udgive en jubilæumsudgave af hans velkendte ABC. Den nye udgivelse adskiller sig ikke meget fra den originale udgave fra 1967. Indbindingsmaterialet er lækrere, en CD med sange, som danske musikere har lavet over rimene, følger med, og et lille rødt banneromslag omfavner bogen og reklamerer med, at dette er en jubilæumsudgave. Ellers er alt ved det gamle; det samme format, de samme illustrationer og selvfølgelig den samme tekst. Og fungerer det? Dur Halfdans ABC illustreret af Ib Spang Olsen også i dag? Både og.

Her kan alle være med

Når Halfdan skriver rim og remser for børn, skaber han for det meste et uskyldigt, underfundigt og morsomt univers, som alle kan være med i. Hans ABC er for så vidt ingen undtagelse. Alle bogstavernes rim tager udgangspunkt i noget alment genkendeligt. Her er ingen udelukket, heller ikke dem, der er børn i dag. For alle kan forstå de ord, der bliver brugt, og de situationer, der bliver beskrevet; høns er høns uanset, hvem du er, og hvor gammel du er, og når hønsene tramper deres egne æg til æggekage, kan langt de fleste forstå situationen og måske også gnægge lidt af den. Denne almenhed giver Halfdans rim en tidløshed, (i hvert fald så længe høns og julemænd og hekse og citroner er referenter i vores verden), men placerer også et stort ansvar på bogens billedside, som jeg vil vende tilbage til.
Udover at de alle bærer i sig noget alment, er Halfdans ABC-rim dog også meget forskellige; nogle er sjove og nogle er fjollede, mens andre er tankevækkende eller sørgmodige, et enkelt er en smule vulgært, og nogle få endda er lidt ligegyldige. Eksempelvis er det sjovt, når kanonkongen er så gal, at han skyder hovedet af sin kone, fjollet, men også barnligt selvfølgeligt, når vaskebjørne vasker vasketøj og nisser låser deres næsebor for ikke at nyse, en smule trist når uglen skriver med usynligt blæk, og kedeligt når Halfdan tørt konstaterer, at Q er et bogstav i alfabetet. For det vidste vi jo allerede i forvejen.
Det vigtigste ved en ABC er dog, at bogstavernes lyde bliver fremhævet, og heri er Halfdan en sand mester. Alliterationer, assonans, enderim, rytme, polysemi, osv. er tilstede overalt i en sand leg med sprogets lyde, og resultatet er ikke bare lydligt tilfredsstillende rim, men rim, der både giver mening og skaber fortællinger og stemninger. Det er fantastisk flot!

I fortidens land

Og så er der illustrationerne. Ib Spang Olsen har illustreret Halfdans ABC, og han har gjort det godt. Illustrationerne er smukke og stemningsfyldte fortolkninger af det, der foregår i rimene, og de fungerer ofte som forstærkere, idet de understreger og udvider det morsomme, det uskyldige, det sørgmodige. Kort sagt fungerer samspillet mellem tekst og illustrationer (ikonoteksten) rigtig fint. Men! Illustrationerne er ligesom teksten fra 1967, men hvor teksten er tidløs, er illustrationerne det bestemt ikke. Hippieanemonerne, de gammeldags biler, det umoderne tøj, det fine, gamle lokomotiv – alle emmer de af noget, der er passeret, og placerer de ellers eviggyldige rim i en tabt fortid. På den ene side er dette hyggeligt og nostalgisk, men på den anden side havde jeg gerne set, at man i jubilæumsudgaven havde forsøgt at gøre den gamle klassiker mere aktuel. Når rimene er så tidløse og almene, er det i høj grad illustrationernes opgave at gøre dem aktuelle og vedkommende for den enkelte, og her kunne forlaget have eksperimenteret lidt. Vi har et væld af dygtige illustratorer i Danmark, og mon ikke en eller nogle af dem ville have vovet at give Halfdans ABC-rim et moderne præg, fortolke dem på ny, og således have løftet dem ud af Spang Olsens smukke, ukomplicerede fortid og vist os, at rimene også er aktuelle i vores verden i dag? Mon ikke?

Når alt er sagt, er Halfdans ABC med illustrationer af Ib Spang Olsen dog unægtelig en gedigen klassiker. Godt nok hensættes man til en stemning af nostalgi, mens man slentrer fra A til Å i en verden, der ikke længere findes, men det er hyggeligt og sprogligt stimulerende, og man smiler det meste af vejen.

Hurra og tillykke med de hundrede år, kære Halfdan!