Af Alexandra F. Helweg Curtis

George RR Martin - Feberdrøm

På trod af at George R. R. Martin har været en meget produktiv forfatter det meste af sit liv, er det som om det først er gået op for resten af verden efter hans  succes med En Sang om Is og Ild-serien. Du skal nok på nuværende tidspunkt lede længe for at finde folk som ikke har hørt om Game of Thrones, men Martin evner mere end blot at skrive omsiggribende, klassisk, high fantasy. Gyldendal har som første oversættelse valgt en bog der ligger ret langt fra Game of Thrones. Kort før jul udkom således Martins vampyrroman fra 1982, Feberdrøm.

Feberdrøm, eller på engelsk Fevredream, er en lidt atypisk vampyrfortælling. Ligesom alfaderen til genren, Dracula, følger man de mennesker som vampyrerne kommer i berøring med, og via dem opleves mysteriet om de udødelige skabninger. Og ligesom Dracula er alle dele af historien om Abner Marsh’ søgen efter sandheden om hans mystiske, nye forretningspartner nøjsommeligt dateret. Men her slutter sammenligningen også brat. Der er langt mere historisk fortælling og action over Martins vampyrroman end Bram Stoker evnede, og det er endda på trods af at den foregår adskillige årtier før Draculas tid. Dog skal man selvfølgelig ikke undervurdere det faktum at A) Feberdrøm foregår i en verden som slet ikke er underlagt de samme rigide, sociale spilleregler som Draculas karakterer er og B) den er skrevet små 100 år senere.

En beskidt og blodig verden, både med og uden vampyrer

Feberdrøms verden er rå og beskidt, flydt med flodvand, slavers sved og frem for alt damp. Hjuldamperen er konge i 1850’ernes Sydstater, hvor floderne forbinder store dele af de mere ufremkommelige stater. Den brovtne kaptajn Abner Marsh, som absolut ikke ligger under for sociale konventioner, har oplevet lidt af hvert efter et langt liv levet på flodpramme, hjuldampere og diverse flodknajper. Men da den mystiske og belevende Joshua York tilbyder at købe sig ind i Marsh’ skrantende damperselskab, Fevre River, er det starten på en farlig rejse for både Marsh og York og deres nye luksushjuldamper, Fevredream.

Sydstatsgotik og forfald går hånd i hånd

Glimtvis får læseren også indblik i livet på den faldefærdige Garoux-plantage nær New Orleans, og hvorledes den sardoniske og hedonistiske Damon Julian bestemmer over liv og død for sine undersåtter. Der er Sydstatsgotik at finde i alle dele af romanen, men især de dele der omhandler Julian og hans “hof” emmer af spansk mos der hænger i tunge klaser fra halvrådne træer og cikadernes summen. Desuden kommer de føromtalte manglende sociale spilleregler til deres ret i disse dele af fortællingen, der ofte omhandler både sorte og hvides rettigheder, såvel som sydstaternes nøjsommelige opdeling af de
mennesker der hverken var helt hvide eller sorte.

“Da solen stod op over New Orleans næsten morgen, et opsvulmet gult øje, der farvede disen over floden rød og gav løfte om en koldhed dag, stod Abner Marsh og ventede på landingsstedet.”

Mens vi venter på næste bind af GoT…

Romanenes eneste problem er, at man skal have tålmodighed nok til at komme ca. 100 sider ind i den før der virkelig kommer gang i forviklinger såvel som historien. Og da Marsh ikke just er den mest sympatiske hoveperson i verden, kan dette godt volde én lidt problemer. Til gengæld virker alle detaljerne omkring hjuldamperne og tilværelsen på floderne utrolig gennemresearched og troværdige, og dette giver romanen et virkelighedstro skær. Dog fylder det meget, måske lidt for meget, til at starte med, og det kan godt gøre bogen tung at danse med for læsere som ikke finder alle disse detaljer relevante. Omvendt er læsere der allerede kender og elsker Martins bøger allerede bekendt med hans meget detaljerede verdener, og derfor måske også mindre kritiske overfor dette.

Hvis vampyrgenren normalt ikke er éns kop the så skal man dog ikke lade sig skræmme af Martins livtag med genren. Det er hverken de lækre, sexhungrende vampyrer fra Sookie Stackhouse/True Blood verdenen eller de smukke, udødelige og gennemromantisedede væsner fra Anne Rices The Vampire Chronicles man har med at gøre i Martins dystre flodlandskaber. Hans vampyrer har nogle helt andre spilleregler og planer for deres verden end de fleste andre moderne udgaver af nattens skabninger har. Der er samtidig ikke så megen uhygge at finde i historien, men derimod nærmere en del ubehagelige sider af menneskeligheden, så denne udgave af vampyrgenren er også for dem med mere hang til psykologiske virkemidler end bloddryppende gys.

Oversættelsen i sig selv bærer heldigvis præ af at være lavet under væsentlig mindre tidspres end Game of Thrones-serien, men der går stadig en del af de stemningsfyldte beskrivelser tabt, specielt når steder og geografi beskrives.  Kan man overskue det, er den originale engelske udgave at foretrække.