af Katrine Engelhardt Thomsen

larsson

En kontroversiel, kvindelig præst findes hængt foran orglet i sin egen kirke. Efterforskningen går hurtigt i stå, da lokalsamfundet lukker sig sammen og holder sin skyggeside skjult. Tre måneder senere vender Rebecka tilbage til sin fødeegn, Kiruna, i håb om at kunne tackle sin livshæmmende PTSD, udvidende om, at endnu et mord har fundet sted og derved allerede har tilintetgjort den chance for sjælero, hun håbede gensynet med nordsvenske by ville give hende.

 

“Men den underste del af orglet kan hun se. Og hun ser et par fødder hænge ned foran orgelgalleriet.”

Kirkebetjenten Pia Svonni har en meget dårlig dag på jobbet, da hun finder den kvindelig præst Mildred Nilsson hængt op i en jernkæde foran orglet i kirken. En efterforskning sættes igang, men da mordet har fundet sted om sommeren (og de fleste retsmedicinske eksperter holder ferie) og lokalsamfundet ikke samarbejder, strander politiinspektør Sven-Erik Stålnackes efterforskning hurtigt. Efter tre måneders dødvande ved han, at der kun er ét at gøre: At bede kriminalinspektør Anna-Maria Mella om at komme tilbage fra barsel.

Samtidigt får advokaten Rebecka Martinsson et tilbud fra sin arbejdsgiver om at hjælpe advokatfirmaet med at sikre sig Kirunas kirke og dens velhavende fond som klienter. Hun har indtil nu fejlet som firmaets showstopper, juraens “Modesty Blaise”, der for snart to år siden slog et andet menneske ihjel i nødværge. Det næsten kvælende traume har hæmmet Martinsson i at udføre sit arbejde, men firmaet holder fortsat fast i hende som attraktion og ønsker nu at bruge hendes lokalkendskab til at sikre den kontroversielle klient. Men da Martinsson og chef møder op i Kiruna erfarer de, at kirken måske hurtigere end forventet får brug for deres juridiske bistand. Noget tyder nemlig på, at sommerens præstemord blev begået af en af kirkens egne.

Kvindekamp og Ulvehyl

Blodskyld handler om et lokalsamfunds forsøg på at holde alle dets skeletter inde i skabet. Et næsten klassisk plot, som Larsson forsøger at gøre sit eget ved at introducere et større karaktergalleri og deres potentielle konflikter. Den afdøde præst, Nilsson, forsøgte at ændre forholdene for områdets enlige mødre og voldsramte kvinder gennem oprettelsen af støttegruppen “Magdalena”. Mange ægteskaber blev påvirket af gruppens arbejde og præsten oplevede da også sten gennem sin rude og et nedbrændt udhus, som tak for sit arbejde. Også den lokale jagtklub står på politiets liste over mulige mistænkte, da det kommer frem, at præsten fik oprettet en vildt-og skovplejefond med formålet at beskytte en ulv i området mod ulovlig jagt og ellers ønskede at udbyde klubbens jagtret på kirkens jord til bedre betalende klubber.

Den omstridte ulv, Gule Ben, der løber vild i Kirunas skovområder, træder selv frem fra fortællingens udkant og giver sit eget perspektiv på livet i det nordsvenske landområde:

“Gule Ben indhenter den ene etårige, og han laver en dobbelt saltomortale i sneen. Så brydes de et stykke tid, og derefter er det hendes tur til at blive jaget. Hun piler som en ilder ind mellem træstammerne. Sagtner nu og da farten, så de næsten haler ind på hende, og fortsætter så derudad som et lyn. Hun bliver ikke fanget, før hun selv ønsker det.”

Det bliver næsten for meget udenomssnak, og trods det poetiske sprog i ulvedelene af historien, er det svært ikke at blive utålmodig efter hvornår, man som  læser kommer tilbage til mordopklaringen igen og får svar på, hvornår kriminalsinspektør Mellas og advokat Martinssons veje krydser hinanden.

Lige lovligt langsomt tempo

Personligt foretrækker jeg normalt krimier med et højere tempo.

Bogen strækker sig i sin realhandling fra den første til den tolvte september, men på grund af de mange sekundærfortællinger opløses læserens tidsfornemmelse og det bliver ofte svært at fastholde hvornår og hvor man er henne, da fortidens spøgelser hæmningsløst kaster sig ind i nutiden for så pludseligt at forsvinde igen. Samtidigt har læseren også hunulven Gule Ben at holde styr på. Det bliver til tider for meget og trækker den egentlige historie, mordet på Mildred Nilsson, i unødvendige langdrag. For det er jo morderens afsløring, man sidder og venter på!

Jeg kan ikke undgå at være irriteret over det voldsomme temposkift, der forekommer i bogens sidste 50 sider, hvor mere end 300 siders litterær vævning endelig skal knyttes sammen. Det slutter næsten for hurtigt. For meget skal pludseligt passe sammen. Så hellere lidt færre sidehistorier og naturbeskrivelser. For hvor velskrevet de mange stemnings- og karakterbeskrivelser end er, så bliver bogens persongalleri for stort. Jeg vidste til sidst ikke hvad, jeg skulle være mest investeret i; Om morderen blev afsløret, om Martinsson blev i Kiruna eller om Stålnackes kat Manne nogensinde vendte hjem igen.

Men trods sine mangler og irritationsmomenter, så måtte jeg alligevel læse den færdig. Omend så bare for at vide om inspektør Stålnackes nogensinde så Manne igen. Larssons styrke ligger i sine karakterer. Det er svært ikke at føle noget for dem allesammen. Selv Gule Ben. Så selvom jeg var frustreret over bogens bratte slutningen, så ved jeg også, at det ikke er sidste gang, jeg læser den …. eller de øvrige bind i serien.

 

Blodskyld er bind to i Åsa Larssons kriminalromanserie om politiinspektør Anna-Maria Mella og advokaten Rebecka Martinsson, men kan læses uafhængigt af seriens øvrige bøger …. hvis man altså ikke kaster sig frådende over dem bagefter.