“Fortællinger om kærlighed” sammentømrer på fin og forunderlig vis 14 vidt forskellige noveller om kærlighed, beskrevet i bred forstand. Novellerne er skrevet af både unge og erfarne forfattere fra det ganske land og samlingen indbyder til bekræftelse på ens egen hverdagskærlighed og vækker samtidig forskrækkelse over, hvor banal og kedelig man kan opfatte den kærlighed.

Fortællinger om kærlighed

Kærlighed på skrift

Fortællingerne er opbygget forskeligt, lige fra Trisse Gejls brevkorrespondance mellem to fortabte elskende til Hanne Kvists satiriske beskrivelse af alkohol med kærlighed i. Alle forfatterne kommer til deres ret i den lykkelige forstand, at Fortællinger om kærlighed lykkes med at overbevise læseren om, at kærlighed kan gøres på alle måder, så længe man blot forsøger.

Hihi – hvor jeg nyder at blive lullet ind i Hanne Kvists Vildt, hvis historie får berusende forelskelse til at virke helt okay, selvom den er blandet med rødvin og gin. Når manuskripter og tekster skal være rigtig sjove, skal replikkerne helst falde hvor man ikke forventer dem, og det kan Hanne Kvist.

Alle felter af kærlighedens barometer

Fortællingerne i udgivelsen lykkes med at drage paralleller mellem hinanden, selvom de intet åbenlyst har til fælles i form af karakterer, tid eller geografi. Der er noget ved Hanne Kvists Vildt, som på skæg vis minder mig om Maria Hellebergs “Single”; en ærlig, umiddelbar og sød historie, som gør singletilværelsen til et valg og ikke til en undskyldning.

Hver historie i udgivelsen kan sit eget og giver mig derfor et løfte om, at netdating ikke nødvendigvis er den eneste løsning, eller at softporn og en diamant på ringfingeren nødvendigvis er vejen frem. Men vidste vi ikke det i forvejen?

Ikke så meget kriller i maven her

Den kærlighed, der beskrives i bogen, omhandler alle felter af kærlighedens barometer: platonisk og fysisk lyst, u/lykkelighed, mangel og behov, død, forelskelse og selvfølgelig de banale: skilsmisser og knepperi.
Alle ovenstående bliver ganske vist repræsenteret, men jeg mangler dog den allermest åbenlyse; den optimistiske, livslystige kærlighed! Hvor er den historie, som giver mig kriller i maven og som lader mig mærke, hvordan det nu er KÆRLIGHED føles?

På den måde bliver udgivelsen på væsentlige punkter en sovepude, som har lullet sig ind i fortænkthed og bearbejdede refleksioner, og det bemærkes, at stort set alle fortællinger er opbygget af noget, som er forkert/ulykkeligt/ondt og som så alligevel ender med at blive lykkeligt. Det bliver rigtig rigtigt! Hvor er Amor med sin pil, afgangshallerne i lufthavnen flankeret af opskårne håndled, og hvor er fortællingen, hvor siderne jeg vender i bogen dufter så meget af liljekonvaller, at jeg får kvalme og alligevel vil have mere? Svaret er, den er der ikke.

Men rendyrket smukhed her

Derimod er der gjort plads til Helleberg, Kvist, Trisse Gejl og Torben Munksgaard og ikke mindst Anne-Marie Vedsø Olesens fine fortælling, som foregår på en pilgrimsrute i Norge, hvor jeg endelig får lidt snedrys, englevinger og rendyrket smukhed, og tak for det!

Jeg undrer mig dog over de mere let tilgængelige ungdomsnoveller skrevet af Kim Blæsbjergs og Ib Lucas. Fint med forfatternavnene, men hvorfor så konventionelle og kedelige opfattelser af kærlighed? Måske netop derfor.
Bogens noveller er skrevet af 9 kvindelige forfattere og 5 mandlige forfattere. Ud af disse fem bidrag skriver både Benn Q. Holm og Kim Blæsbjerg fortællinger set ud fra kvindelige perspektiver. Først undrer jeg mig, dernæst lader jeg mig irritere over min egen kønsbevidsthed. Men kære udgivelse, du ligger da op til det?

At leve op til 50 shades of gray

Udgivelsens forside sætter mit forventningsberedskab i gang: jeg forventer kærlighedsanekdoter, hvor jeg bliver inviteret ind i andres søde hemmeligheder, deres sandheder, som måske gør mig misundelig eller en lille smule kælen. På coveret af “Fortællinger om kærlighed” kunne man sagtens påstå, at “udgivelsen er den danske pendant til 50 shades”, men så ville den ikke blive solgt, for alle ved, at skal man læse noget vaskeægte kampliderligt, så skal det ikke være skrevet af en dansker.

Heldigvis bliver mine forventninger snigende indfriet da udgivelsen præsenterer nogle af Danmarks tungeste drenge(red. piger!). Fortællinger om kærlighed starter for eksempel let og luftigt ud med Sissel Bergfjords Leroy Knud Petersen, som fremstiller kærligheden som værende noget andet end blot bekræftende kærlighedserklæringer og våde inderlår. Sissel Bergfjord forklarer læseren, at forkertheden ofte er den hemmelige ingrediens i enhver historie, og det er bekræftende.

Indrømmet, når historier bliver lumre i “Fortællinger om kærlighed” sætter det en mild rødmen på min kind, men desværre gør de ikke mere end det. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg er dansker, som læser litteratur, der forholder sig til janteloven. Jeg bliver lært, at kærlighed ikke behøves være stort eller pompøst, men at et sødt og varm blik kan være nok. Det vidste jeg da også godt.

Den altdominerende malurt

Jeg mister dog helt tråden, når jeg læser Blæsbjergs og Lucas fortællinger. Her klæber den pubertære lystighed op og ned af væggene i historier, som begge er dybt banale og kedelige. I Blæsbjergs Brandstifter undrer jeg mig over, om kvindemagasinet Q har skrottet novellen og om hvorfor Blæsbjerg ikke har forfinet sit sprog eller sin fortælling bare lidt mere, så det bliver friskt, eller i det mindste frister.

Jeg undrer sig over, hvad Blæsbjerg vil med sin historie, og jeg undrer mig over, hvad Helleberg, Munksgaard og Vedsø Olesen blandt andre vil i selskab med Blæsbjergs historie. I nævnte novelle lader forfatteren os aldrig komme i dybden med personerne. De forelskede bliver beskrevet gennem samtaler som denne:

“Rune fortæller om sit job. Han laver radio på en lokalstation i Salinas … Infotainment, siger han. Det er sådan noget, de laver … “P3 er virkelig også noget lort” siger Rune med et smil. “Undtagen deres sene eftermiddagsprogrammer?” siger Emilie. “Netop.”

I fortællingen ligger Emilie (mor, gift, gymnasielærer) pludselig i med en gammel barndomsven i hendes fars dødsbo, og efter et par siders knepperi i afdøde fars seng kommer Emilies mand forbi: “Emilie er glad for at se Christian, føler stor kærlighed til ham, glæder sig til at sove med hans arme om sig i nat, men tænker også hele tiden på Rune, bliver våd ved den mindste genkaldelse af et kærtegn”.

For mig kulminerer Blæsbjergs novelle da Emilie en nat ængsteligt trisser rundt i dødsboet hvor hun ikke kan vælge hvem af de to mænd hun igen skal parre sig med. Af mangel på stillingtagen, forlader hun huset for at gå ud og onanere:

“mens Emilie traver af sted, gnider kønslæberne, let svulmende efter Christians tilstedeværelse, mod hinanden i en rytme, hun bestemmer med sine skridt. Hun sætter farten op, tager så et par skridt i slowmotion, kan dårligt holde følsomheden ud, bliver så våd, at hun må mærke efter med den ene hånd, et par fingre op, erstatning for Rune. Hun går sådan, akavet, hjulbenet, nogle meter, indtil hun må sætte sig i grøftekanten”.

Er Blæsbjergs fortælling i virkeligheden genial satire? Hvorfor gør hans fortælling mig så rasende, at jeg her sidder og genlæser passager og får stressknopper?

Nyd “Fortællinger om kærlighed” lige før du skal i seng. Nyd den svage ophidselse af lummerhed, sødme eller undren.