Frihedens pris er udgivet 20-08-12, Lindhardt og Ringhof, 176 sider, 269,95 kr.

Frihedens Pris

André Gide (1869-1951), den franske forfatter og nobelprismodtager i litteratur, har levet en stille tilværelse i den danske forlagsverden: Forlaget Lindhardt og Ringhof udgav i 2009 en oversættelse af Gides ”Pastoralsymfonien” (1919), men man skal helt tilbage til 1960’erne for at finde danske oversættelser af andre af Gides værker. I nyere tid er Gide altså blevet glemt af de danske forlag. Samme skæbne har Gide lidt i den danske sekundærlitteratur. Hvor de tysk-, engelsk- og fransksprogede litterater flittigt har publiceret monografier om Gide, har de danske litterater haltet gevaldigt bagud. Dermed ikke sagt at Gide ikke har været diskuteret på de danske universiteter og har været genstand for diverse afhandlinger, men det har været en interesse der har holdt sig indenfor universitetets tunge mure; det universitære miljø har ikke haft en interesse i at formidle Gide, eller forskningen omkring Gide, til et større publikum.

Den danske Gide

På dansk jord mangler der derfor et værk der kan sidestilles med de tyske, engelske og franske forfattermonografier, det være sig Klaus Mann’s meget personlige ”André Gide and the Crisis of Modern Thought” fra 1943, Alan Sheridan’s monomentale ”André Gide: A Life in the Present” fra 1998 og Frank Lestringant’s endnu mere monumentale to-binds værk ”André Gide, l’inquiéteur” fra 2011 og 2012. Henrik Rasmussen (1964-), der er uddannet i litteraturvidenskab og derudover også underviser på Grundtvigs Højskole, har forsøgt sig med netop sådan en dansk udgivelse.

Introduktionens kunst i Frihedens Pris

Rasmussens ”Frihedens Pris – André Gides liv og værk” er en gennemgang og analyse af Gides liv og værk. I 12 kapitler springes der frem og tilbage mellem det biografiske og litterære stof. For Rasmussen er disse to ikke væsensforskellige, men tæt forbundne: Gides liv og værk spejler sig i hinanden, livet sniger ind i kunsten og kunsten ind i livet. Derfor er ”Frihedens Pris” struktureret ud fra to spor: Det biografiske og det litterære. Monografien igennem kører de sideløbende ved siden af hinanden, for lejlighedsvis at flette ind i hinanden.

Med hensyn til det biografiske tager Rasmussen udgangspunkt i Gides selvbiografiske værk ”Hvis hvedekornet ikke dør” fra 1926, Gides dagbogsoptegnelse, diverse brevvekslinger og den føromtalte monografi af Alan Sheridan. Hvad det litterære angår har Rasmussen valgt at fokusere på enkelte værker fra Gides omfangsrige bibliografi: ”Jordens frugter” (1897), ”Den umoralske” (1902), ”Den snævre port” (1909), ”Vatikanets kældre” (1914) og ”Falskmøntnerne” (1925). Løbende henvises der til andre af Gides værker, for at anskueliggøre pointer og for at placerer de førnævnte værker i den samlede bibliografis kontekst. At Rasmussen har valgt at rette sig fokus mod disse værker, har konsekvenser for omfanget af hans monografi. Med sine kun 176 sider kommer Rasmussens slet ikke i nærheden af Sheridans 709 sider, eller for den sags skyld Lestringant’s hele 2685 sider (!). Sammenligner man ”Frihedens Pris” med Sheridan og Lestringant’s monografier, er der en masse materiale som Rasmussen ikke inddrager; både biografisk og litterært materiale. Dog formår ”Frihedens Pris” at levere det som Sheridan og Lestringant’s monografier ikke formår: En generel introduktion til personen Gide og dennes værker. Jovist, Rasmussen kunne sagtens have inddraget andre og flere værker af Gide og tilføjet flere biografiske oplysninger, men hvorfor? Hensigten er en introduktion til Gides liv og værk. Vurderet på baggrund af denne præmis er værket vellykket: De af Rasmussen valgte værker og biografiske begivenheder er de mest centrale værker og begivenheder. Det er dem man skal kende til, hvis man vil vide noget om Gides liv og værk. Nybegynderen kan begynde her og har man fået blod på tanden kan man rykke videre til andre og mere omfangsrige monografier.

Den evige uro

Hvad med Rasmussens gengivelse af det biografiske materiale og den analytiske tilgang til det litterære stof, holder det vand? Ja! Igennem et fejlfrit og ukompliceret dansk bliver læseren taget med fra vugge til grav og fra de første litterære forsøg til alderdomsværkerne.

Gides livshistorie er mindst lige så fascinerende og spændende som hans værker: Gide voksede op med en puritansk mor og en mere løssluppen far, og anså sig selv som en krydsning mellem sine to forældre. Livet igennem følte Gide sig splittet imellem disse to verdensforestillinger som havde til huse i ham: Den puritanske og den livsglade. Gide var plaget af en evig uro og fandt sig aldrig til rette med kun én af verdensforestillingerne. Det blev ikke gjort nemmere af at Gide var homoseksuel og at han på trods af dette giftede sig med sin kusine. Det var for øvrigt et ægteskab som aldrig blev fuldbyrdet. Sideløbende med sit ægteskab forsøgte Gide at udleve sin homoseksualitet, hvilket bestemt ikke var med til at formindske hans personlige og moralske kvababbelser.

Hr. Rasmussen, De er så dejlig kritisk

Rasmussens skildring af Gides levede liv er både saglig og kritisk. Formidlingen af den faktabårede information står side om side med en kritisk stillingtagen til Gides egne ord omkring sin egen person. Rasmussen er kritisk reflekterende og varsom over for de steder i Gides selvbiografi ” Hvis hvedekornet ikke dør”, som han inddrager for at belyse det biografiske stof. Gides ord får ikke lov til at stå for sig selv, men bliver taget under kærlig behandling af Rasmussens intellektuelle ragekniv. Blandt andet gør Rasmussen opmærksom på, hvordan fiktionen sniger sig ind på biografiens område og omvendt; altså, at Gide ser sin fortid i et bestemt lys, for at få den til at passe ind i sin egen selvforståelse. Jeg får helt lyst til at tage en høj sort hat af mit hoved, række Rasmussen min hånd og fortælle ham: ”Hr. Rasmussen, De er så dejlig kritisk”.

Biografien i litteraturen

Som Rasmussen i ”Frihedens Pris” løbende påviser, overførte Gide sine personlige erfaringer og refleksioner til sine romaner. Det biografiske og det litterære står derfor, ifølge Rasmussen, i et spændingsforhold. Derfor er det spektrum, hvorigennem Rasmussen gengiver og analyserer Gides værker, det biografiske. Dialektikken mellem den strenge moral og livsglæden (Som den jo også forefindes hos Gide selv) er derfor det centrale fokus i gennemgangen og analysen af værkerne: Rasmussen starter med den uundgåelige sammenhæng mellem livsnydelse og melankoli i ”Jordens frugter”, går derfra videre til ”Den umoralske”s tematisering af konsekvenserne af en moralsk frigørelsesproces, belyser herefter de to forskellige opfattelser af lykke i ”Den snævre port”, tager som det næstsidste fat i den satiriske roman ”Vatikanets kældre”s skildring af fravalg og tilvalg af moralske imperativer, og ender slutteligt med at undersøge det farefulde i en både moralsk og amoralsk indflydelse fra sine medmennesker i ”Falskmøntnerne”.

Der er ingen løsning på splittelsen

Fælles for Gides romanfigurer er, som Rasmussen rigtig nok pointerer, deres splittelse mellem moral og livsglæde. Splittelsen forsøger figurerne på hver deres måde at forholde sig til, ved at kaste sig i armene på enten moralen eller livsglæden, begge med store konsekvenser som slutresultat. Andre figurer forsøger at leve i splittelsen, dog med lige så store lidelser som konsekvens. Gide giver ikke læseren løsningen på splittelsen, hvilket er styrken ved Gides værker: ”Gide formulerer ikke et alternativ, men leverer en stadig kritisk undersøgelse af, hvad mennesket består af og er i stand til.”.

Rasmussen formår også at trække de stilistiske forskelle mellem værkerne fornemt op, fra den fragmentariske sprogeksplosion i ”Jordens frugter” til den realistisk-metapoetiske og flerperspektivistiske ”Falskmøntnerne”.

Fravalg og præmis

Gennemgangen og analysen af værkerne er klar og skåret lige ind til benet. Det skal Rasmussen have stor ros for. Undervejs sættes værkerne i forbindelse med den øvrige litteraturhistoriske kontekst, som er med til at lette forståelsen af nogle af de stilistiske og tematiske valg Gide foretager i sine værker. Det patosfyldte og abstrakte sprogbrug i ”Jordens frugter” giver derigennem bedre mening, når Rasmussen henviser til Gides adoptering af symbolismens filosofi, sådan som den var fremherskende i Frankrig i sidste halvdel af 1800-tallet.

På trods af den flotte litteraturhistoriske kontekstualisering, er der her og der visse udeladelser der kan undre: 1) Er Gides filosofiske forbindelse til psykoanalytikeren Sigmund Freuds teorier ikke oplagt? 2) Hvor står Gide i forhold til den franske realisme og naturalisme (Som han tydeligvis står i gæld til), som toppede i anden halvdel af 1800-tallet?

I selve analysen af værkerne er der også bemærkelsesværdige udeladelser: 1) Hvad med nævnelsen af filosoffen Johann Gottlieb Fichtes filosofiske projekt ”videnskabslæren”, i ”Jordens frugter”? Er den filosofiske forbindelse til Fichtes panteistiske gudsopfattelse (Som fortælleren i ”Jordens frugter” også abonnerer på) ikke oplagt? 2) Hvorfor behandles det indirekte homoseksuelle tema i ”Den umoralske” ikke? 3) Gides direkte og indirekte brug af den græske mytologi og litteratur bliver ikke inddraget, hvorfor?

Udeladelserne skal dog ikke skærme for den kraftpræstation som Rasmussen yder i sin værkgennemgang og værkanalyse. Hvis monografien vurderes på baggrund af de præmisser Rasmussen opstiller, er monografien særdeles vellykket som introduktionsværk.

Den biografiske optiks herredømme

Det er dog ikke litteraturvidenskabelige landvindinger Rasmussen præsenterer for læseren. Det er derimod den herskende og traditionelle udlægning af Gides værker vi blive præsenteret for, nemlig den biografiske udlægning. Sådan skal det også være, taget monografiens førnævnte præmis i betragtning. Den biografiske udlægning af værkerne er dog kun én ud af flere måde at læse Gide på. Hvad ville man få ud af værkerne hvis de blev læst ud fra for eksempel en feministisk, anti-kolonialistisk, deleuziansk eller marxistisk optik? Rasmussen fortæller indirekte læseren, at den eneste mulige måde at læse Gide på, er igennem en biografisk optik. Det er monografiens eneste svaghed, nemlig dens manglende selvrefleksion over egen metodiske og teoretiske ståsted.

Udgiv! Udgiv! Udgiv!

Den alment interesserede læser og den litteraturstuderende burde starte med Rasmussens ”Frihedens Pris” og bagefter tage fat i andre og mere fyldige sekundære værker, hvis Rasmussen bog har givet blod på tanden. Rasmussen har forsynet ”Frihedens Pris” med en litteraturliste til netop dette formål. Samtidig burde vi føle os heldige og være stolte over på dansk grund endelig at være i besiddelse af en introduktion til Gides liv og værk. Ikke alene er Gides værker et bekendtskab værd, kendskabet til Gides værker kan også sætte den nutidige litteratur i perspektiv, idet den litterære indflydelse fra Gide her er meget tydelig. Blandt andet har den norske forfatter Karl Ove Knausgård, i sit seksbinds værk ”Min Kamp”, tilkendegivet sin litterære arv til Gide, og det måske mere end Knausgård på papir tør indrømme: For underligger Knausgård sig ikke ligesom Gide en ”ærlighedsmoral”, i sin bestræbelse på at skrive om alt i ham og omkring ham, uanset konsekvenserne? Opererer sidste og sjette bind af ”Min Kamp” ikke med den samme selvrefleksion over værket selv som Gides ”Falskmøntnerne” gør det?

Man kan håbe at udgivelsen af ”Frihedens Pris” kan igangsætte en større interesse for Gides værker. Hvad vi derimod mangler for at dette ønske kan gå i opfyldelse, er flere nyudgivelser af Gides værker. Hermed et opråb: Danske forlag, kom i gang! Udgiv! Udgiv! Udgiv!