Iqbal Farooq og den sorte pjerrot er sjov og dybt ualvorlig

Iqbal

Iqbal Farooq og den sorte pjerrot fra 2006 er første bind i Manu Sareens serie om den dansk-indiske dreng Iqbal og hans familie fra Blågårdsgade. Bøgerne er hamrende populære, og efter at have læst den første bog er jeg helt med på hvorfor. For det er en sjov bog. Den maler karikerede og stereotype billeder af mennesker af forskellig etnicitet – også dansk – og det er ganske simpelt sjovt at se disse stereotyper navigere klodset rundt både i hverdagen og mellem kulturer. Det er især Iqbals far, der er kommet til Danmark som voksen, og som virkelig gerne vil være ”rigtig” dansker, der giver anledning til smil og grin. Gang på gang forsøger han, og gang på gang afslører han sig selv som ikke-indfødt dansker. Eksempelvis når han bedyrer, at H. C. Andersen skrev Den grumme ælling eller tager på campingferie ”som en rigtig dansker” i cirkustelt og udstyret med spejderuniform og flammekaster.

Lidt for morsomt
Udover at være en bog, der gør sig sjov over menneskers sære adfærd og kollisionen mellem forskellige kulturer, er Iqbal Farooq og den sorte pjerrot også en fortælling om en nogenlunde almindelig dreng, der tilfældigvis bliver blandet ind i noget værre rod, og som derfor må træde i karakter og agere helt, selvom han ikke ligefrem er lavet af heltemateriale.

”Det hele startede vist med, at far ville have et juletræ…”

siger hovedpersonen Iqbal i starten af bogen, og så fører han ellers læseren direkte ind i en vanvittig fortælling om et juletræ pyntet med tennissokker, en bombeformel indeholdende kontaktlim og grannåle, en kæmpeeksplosion, en kidnapning og fire skurkes plan om at lave Tivoli om til verdens største parkeringshus. Iqbal Farooq og den sorte pjerrot er altså en gakket, underholdende og spændende ‘fang-skurken’-historie.

Problemet for denne læser er dog, at der er for lidt ‘fang-skurken’ og for mange morsomheder. For mange steder i bogen støder man på detaljer, indskudte anekdoter og endda hele scener, der er uvedkommende for plottet, og som lader til kun at være taget med i bogen, fordi man kan grine af dem. Og det er synd for det fuldstændigt usandsynlige, men fantastisk underholdende plot, der drukner i disse uvedkommende morsomheder. Kill your darlings, Manu Sareen! For de stjæler bare fokus og flow fra en ellers god fortælling.

Mest for sjov
Overordnet set er Iqbal Farooq og den sorte pjerrot altså en både sjov og spændende historie. Denne læser kunne godt tænke sig en strammere komposition, nogle karakterer, der var mere end bare karikaturer og en finjustering af sproget (det lyder bare forkert, når en 13-årig dreng, der ellers har haft et meget alderssvarende sprog, pludselig bruger udtrykket ”at glide sig af hænde”), men det er i det store hele småting i en bog, hvor det vigtigste er, at man har det sjovt. Leder man efter en underholdende historie, der får en til at fnise og grine, kan man altså roligt gå til Iqbal, for hos ham fyger det med morsomheder, mens handlingen flyver af sted gennem en fjollet verden, hvor ingenting nogensinde bliver farligt eller rigtig alvorligt.