Blandt efterårets lokkende udgivelser er Chris Heapes anden roman fra forlaget TURBINE. ‘Glimt’ er historien om en aldrende mesterfotograf, der, inden han mister synet, forsøger at bruge sine talenter til at opklare, hvad der egentlig skete den nat, hans familie blev myrdet og han selv overlevede på mystisk vis. Krimi, poesi og magisk realisme mødes i Heapes roman, men er det en vellykket sammensætning? 

imagegen

 

Sproget fanger fra første side. En hurtig, men fyldestgørende introduktion næsten hopper af siden i et værk, hvis lyriske sprog leger med genrer og lokker læseren til at rydde resten af dagen for at kunne forsætte og følge fotografen Sam Hythe ind i fortidens uafklarede erindringsglimt og mordmysterium. For hvad skete der den 20. august 1960, den dag hans far, hans stedmor og hans to tvillinge-lillesøstre blev dræbt? Tilbage står kun glimt og sælsomme erindringer af brændende skibe i fosfortåger, en faldende måne og et flimmer af lys:

 

“Jeg har kun lidt at forholde mig til. Bortset fra flygtige glimt står detaljerne endnu vagt frem for mig. Som dæmpede ekkoer, svære at opfange. Den smule jeg ved, har jeg opdaget ved gradvist at rekonstruere begivenhederne ud fra det materiale, jeg har til rådighed og min egen måde at samle stumperne fra fortiden på.”

Med en interessant og legende tilgang til fortællerperspektiv og genrekrydsninger, belyser forfatteren fortidens tragedie gennem den voksne Sam Hythes erindringer og refleksioner over livet efter familiens død. Et liv, hvor en niårig dreng begynder at lede efter skjulte forbindelser og hemmelige sigtelinjer i livets mange billed-opsætninger i et forsøg på at finde sjælefred og skabe en form for forståelse. Men alt kan ikke sættes i orden, ramme og glas, og fortiden vender derfor stadig tilbage som et åbent sår, der aldrig vil hele. Den større sammenhæng undslipper stadig Sam.

Heapes billedsprog og bjergtagende beskrivelser af fotografens verdenssyn er fængende, og med en forbløffende behændighed opbygges en psykologisk spænding hurtigt – selvom plottet hovedsageligt hviler på Sams kamp for afklaring, trods sit langsomt svigtende syn. Men kampen mod den kommende blindhed har desværre en lidt trættende effekt på læseoplevelsen – især da Sam begynder at vende sit døende, dog endnu skarpe blik mod sig selv.

Lovlig lang selvransagelse

For desværre skuer Sam lidt for længe indad, og de poetiske, dragende og visualiserbare beskrivelser af blandt andet det evigt skønne engelske landskab, som Heape lokker læseren med, varer desværre ikke ved. I stedet begynder Sam i glimt at skifte til gengivelser af voksenlivets fejlslagne forsøg på at skabe en familie. Disse glimt går især ud over romanens ellers spændende mordgåde og smukke billedeopsætninger. I stedet overdøves de af Sams eksistentielle navlepilleri, kredsende omkring skilsmisse og en fraværende fars fotografiske forhold til sin datter. Igen er Heapes sprog med til at sikre læserens troskab til sidste side, men efter knap 50 siders gennemgang af Sams voksenliv kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvornår bogen mon ville vende tilbage til opklaringen af mordet, fremfor Sams lidt anstrengende selvransagelse.

Da forfatteren endelig leder historien tilbage til gåden om de blodige begivenheder, er det næsten for sent. Ikke engang romanens sidste, nærved geniale drejning kan gøre omvejen gennem Sams forfejlede familieliv, overfladiske anekdoter og leg med magisk realisme og måneskin acceptabel. For en roman skrevet i billeder, bliver motivet simpelthen for uskarpt. Romanen reddes kun af sin gode, sidste drejning, samt hovedkarakterens erhverv og dets betydning. Chris Heapes bog er betagende og dragende, men den kunne godt tåle at fokusere mere på mordgåden og mysteriet.