Sonya Hartnett kombinerer forglemte fortællinger fra 2. Verdenskrig med Alice i Eventyrlands fabeltræk i en fantastisk rørende fortælling om to børns møde med det frie valg. The Midnight Zoo er smuk lommefilosofi i børnehøjde.

The Midnight Zoo

The Midnight Zoo foregår under 2. Verdenskrig og fortæller historien om de to roma brødre Andrej og Tomas og deres møde med beboerne i en zoologisk have: En zoologisk have hvis ejer er taget væk, og ejerens datter – Alice, den såkaldte datter af zoo’en – er flygtet til bjergene med andre modstandsfolk. Fra starten kører Sonya Hartnett læseren i stilling til en fabel med personificeringen af Natten med månen som hans lygte. Det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at dyrene ikke vil lade sig binde til en tavs birolle, men hvert enkelt dyr bidrager med en unik indsigt og holdning til menneskenes krig.

Fakta eller fiktion?

At lade romaer –  ofte oversete ofre for Nazismen – og dyr sætte dagsordenen giver et nyt syn på krig og frihed. Bogen skaber en forbindelse mellem romaernes flugt og dyrenes fangenskab ved, at begge partnere har sat sig uden for ansvar: Det er Gadje’s War, ifølge brødrene, og ifølge dyrene er det blot menneskenes krig. Alligevel må den ældste bror Andrej lade sig belære af et vildsvin og forstå, at han har også selv kun har øje for hans egne behov. På denne fabelagtige måde slår vildsvinet ned på grunden bag krigen:

The boar gave a slight, low snicker. ”You claim to be different from the gadje, but you aren’t. Humans are all exactly the same. Each of you lives in a fever of selfishness and destruction. You persecute the creatures that you fear, yet the species you should fear most is your own. I hope the war buries every one of you. Oblivion is clearly what you want, and I hope your wish is fulfilled.”

Selvom ‘Krigen’ ikke navngives, så spreder Hartnett rigelig med spor i løbet af fortælling til at lave sammenkoblingen mellem Krigen i bogen og 2. Verdenskrig bl.a. i den gribende scene, hvor Andrej ser sin mor blive ført væk sammen med resten af familien. Hendes sidste ord runger uhyggeligt igennem hele romanen: Run!

Selvom Hartnett uden tvivl trækker på historiske faktorer, så udfordrer hun samtlige læseren ved sine fabelelementer, og man må – på samme måde som Andrej – lade sig retteligt belære om krigen af et gammelt vildsvin.

Til Små og Store Filosofer

Trods de eventyrlige og fabelagtige elementer så fanger Hartnetts fortælling med en uhyggelig præcision Krigens destruktion og menneskelige tab ved hjælp af poetisk snilde. At omslaget praler med, at Sonya Hartnett vandt Astrid Lindgren Memorial Award i 2008 overrasker mig ikke. Hendes sprog er fængende, og hvordan hun formår at jonglere med så store koncepter som krig, frihed, ansvar og medmenneskelighed uden at tale ned til sit publikum er for mig lige så forunderligt som de talende dyr. Læs den. For dig selv og dine børn.