‘Havet i Theresienstadt’ er Morten Brasks skønlitterære debutroman og udkom i 2007. Med den viser Brask sit talent for at gøre historie levende – og menneskelig. Gennem jeg-fortælleren bliver læseren ført ned ad Theresienstadts gader og ind i barakkerne. Og det er ikke en særligt behagelig oplevelse, netop fordi Brask trækker læseren tæt ind i Theresienstadt. Det er en oplevelse, som bliver ubehageligt virkelig og nær. Lejren er ikke blot et sted fra en fjern fortid. Den er virkelig og ikke til at ryste af sig.

Havet i Theresienstadt af Morten Brask

“Jeg er tilbage ved havet.”

Sådan indledes fortællingen om Daniel, en dansk medicinstuderende jødisk ung mand, der transporteres væk fra Danmark og til Theresienstadt. Selvom Theresienstadt fremstår som det sidste sted, nogen vil ønske at være, så er frygten for at blive transporteret videre gennemtrængende hos romanens karakterer. For de næste transporters endestation er endestationen. Mellem sygdom, død og sult spirer et håb om varme og et håb om en fremtid væk fra Theresienstadt. Håbet udspringer af båndet mellem Daniel og den unge jødiske kvinde, Ludmilla, som Daniel bliver rungende forelsket i. Og det i sådan en grad, at han stjæler de dødes madrationer til hende på trods af frygten for at blive opdaget. Båndet mellem dem bliver stærkere, mens en af Theresienstadts mange sygdomme langsomt svækker den enes livskraft.

Når minder er alt, man har tilbage

Romanen er delt mellem Daniels nutid og de tilbageblik, han fortæller om. Erindringerne bliver oftest startet af noget i nutiden, som minder Daniel om episoder fra barndommen. Brask bruger på den måde associationer til at sammenkæde fortællingen om Daniels nutid og fortid, hvilket forhindrer, at de mange flashback bliver løsrevet fra den resterende del af fortællingen. Langsomt afdækkes Daniels barndom gennem minderne om hans afdøde forældre. Samtidig holder han fast i et fotoalbum, som er alt, hvad han har tilbage – indtil også det forsvinder.

Når sproget taler for sig selv

I beskrivelserne af Theresienstadt overfylder Brask ikke med abstrakte billeder, men viser, hvad Daniel oplever, da han eksempelvis første gang træder ind og forventer at møde den sterile duft af Frederiksberg Hospital:

“Stanken er varm, kvalmende; stanken fra hundreder, tusinder af menneskers uddunstninger, stanken af deres sved, deres ånde, deres urin, deres fækalier, deres opkast. (…) Nogen hiver i mit ene bukseben. Da jeg vender mig, får jeg øje på en yngre mand. Han ligger på gulvet. Han er ramt af heftig diarré, og afføringen løber ned ad de nøgne ben.”

De konkrete beskrivelser har en kraftfuld effekt og gør sproget nærværende på en virkningsfuld måde, hvor Brask udnytter det til at få læseren til at føle:

“Jeg så op på min far. Han så ikke på mig. Han så ud over havet. Hans ene hånd knugede en håndfuld sand, knugede det så hårdt at knoerne blev hvide, men selv om han knugede det af alle kræfter, løb sandet ud mellem fingrene.”

Sproget i romanen og forelskelsen gør Brasks historie om Theresienstadt til en helt særlig fortælling. De to aspekter gør, at en uvirkelig og forfærdelig historie bliver virkelig og endnu mere vigtigt – menneskelig. De tilfangetagne jøder i Theresienstadt er ikke længere et tal, når man har læst Havet i Theresienstadt, de er virkelige personer med følelser og substans. Kærligheden mellem Daniel og Ludmilla vækker et håb i dem, selvom Theresienstadt kvæler både håbet og kærligheden i sin grusomhed, og det gør historien særdeles nærværende og nuanceret.

Undertegnede anmelder har selv besøgt Theresienstadt, gået i de tomme gader, langs de høje mure, og set ind i barakkerne. Men aldrig har Theresienstadts historie været så virkelig for mig, som efter jeg har læst Brasks fortælling!

 

 

Havet i Theresienstadt er udgivet på Politikens Forlag og kan købes landet over.