Af Laura Maria Kjær

8702171341

I Bramstrup ser man sig selv som Danmarks vigtigste forsvar imod hære af illegale indvandrere, der vil krydse den nu åbne grænse. Folk holder øje, og ved, at et hvert øjeblik kan det gå løs, og så vil de komme. Men hvem er ’de’? Og hvad er det egentlig dette udefinerbare ’de’ dækker over?

I Hjertets Dannelse, Erling Jepsens nyeste roman, befinder vi os i den fiktive by Bramstrup kun få kilometer fra den tyske grænse. Her finder man landlig idyl og sammenhold. Her kender alle hinanden, og Peder-post har tid til en sludder. Men butikkerne lukker ned, og den lokale kro har næsten ingen kunder, for de tyske turister søger mod Vestkysten i stedet, og det lille samfund er sårbart. Derfor må man passe på hinanden og det er vigtigt at holde øje.

“Vi holder bare lidt øje, det er det hele”

lyder bogens omkvæd, der i takt med at læseren bevæger sig dybere ind i kernen af denne sønderjyske landsby, kommer til at lyde mere og mere skummelt. Det er svært at falde til som fremmed i Bramstrup, hvilket det lokale postbud Peder da også har erfaret. Selv efter 27 år i byen må han stadig huske, at han er fra Vejle, og derfor ikke lokal. Alt dette ændrer sig dog da den unge historiestuderende Christian kommer til byen fra København.

En fremmed kommer til byen

Som så mange andre fortællinger begynder Hjertets dannelse med at en fremmed kommer til byen. Gamle Erna står i sit vindue og ser en fremmed ung mand komme gående ud af skoven, hvor alle de fremmede burde komme ud. Derfor er det Ernas opgave at holde øje med skoven. Advarslen om den fremmede sendes ud til Grænseværnets medlemmer med postbuddet Peder. Her opstår hans chance for at føle sig som en del af fællesskabet, da formanden for Grænseværnet inviterer ham med på aftenens patrulje i skoven. Da den fremmede tjekker ind på Gunners Kro, påstår han at hedde Christian Boldrup og at være en historiestuderende fra København. Men hans opførsel, eller rettere tilstedeværelse, er mistænksom, så byens beboere må være på vagt. Hverdagen i Bramstrup er præget af landlig kedsomhed, men de åbne grænser mod syd repræsenterer for beboerne en potentiel fare for overstrømning af illegale indvandrere, og derfor må de konstant være på vagt. Bevæbnet med geværer og bidske hunde begiver Grænseværnet sig ud for at beskytte Bramstrup og Danmark imod de fremmede. Sammenholdet om at beskytte sig imod de fremmede lægger sig oppe ad samme strategi, der bruges om ukrudtsbekæmpelse:

“Ukrudtsfrø spreder sig som bekendt uden hensyn til haveskel, så man måtte stå sammen om at holde det nede.”

Men hver gang samfundets spidser konfronteres med hvem det egentlig er, de holder øje med, forstås det, at det udefinerbare ’de’ kommer i spil:

“Han var … overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid før de ville begynde at røre på sig. Hvem de var, var der vidst ingen, der rigtig vidste. Og det var på en måde det, der gjorde det hele så anspændt.”

 

Hvad er det egentlig der beskyttes?

Erling Jepsen har her produceret en genial roman, der skildrer angsten for det fremmede, som sidder så dybt i Danmark, at det mere er frygt for frygtens skyld end der egentlig er tale om en reel trussel. For mens Grænseværnet gang på gang må tage i skoven og konkludere, at de vilde horder af fremmede ikke er skyllet op over Danmark denne nat heller, må læseren konstatere, at frygten er et skalkeskjul for noget andet. For selvom de fremmede masser lader vente på sig, så er der stadig trafik igennem skoven; en trafik, der takket være Grænseværnet slutter ude i Sigvarts gamle gård, hvor der ofte holder en masse biler. Jepsen benytter sig af den historiestuderende Christian og kroejerens litteraturinteresserede datter, Kirstine, til at åbenbare, hvad Bramstrup egentlig står sammen om. Som stemningen i Bramstrup bliver mere anspændt jo tættere og tættere Christian og Kirstine kommer på sandheden, jo mere åbenlyst bliver det, at der er noget, der er råddent i Bramstrup.