MERE, MERE tvinger læseren til at se dybt ind i det menneskelige mørke, der både trives i flygtningekrisens afkroge og Vestens velvoksne kynisme. Bogligt.dks anmeldere har allerede haft bogen under kærlig behandling og i anledning af bogens oversættelse til dansk, har Bogligt.dk eksklusivt fået lov at sætte forfatteren stævne ved BogForum for at høre hans egne tanker bag bogen.

Interview med Hakan Günday

 

Der er tætpakket af mennesker omkring os, da Günday og jeg sætter os ved et bord i caféen. Teskeer klirrer i hvide kaffekopper over alt, men overdøves næsten af den begejstrede summen, der fylder hele hallen. 

AP: Først og fremmest, hvad inspirerede dig så til at skrive din bog?

HG: Altså, denne bog? Tjah. Da jeg opdagede, at jeg bedst tænker og bearbejder spørgsmål, mens jeg skriver … Der sagde jeg til mig selv: ”Jeg vil skrive det, jeg ikke forstår – jeg vil bruge fortællingerne til at analysere og bearbejde spørgsmål og tanker.” Alle mine romaner har haft en grundlæggende undren som omdrejningspunkt, men målet har aldrig været at finde et svar. Det har altid mere handlet om at starte med ét enkelt spørgsmål og slutte med flere tusinde. I forbindelse med ’Mere, mere’ var springbrættet en undren over forholdet mellem individet og gruppen- mellem individet og samfundet. For det virkede for mig ofte så usundt, forstår du? Fra dét forhold har vi set diktaturer vokse frem og mennesker ødelagt af samfundet for at være anderledes. Så … det var det forhold, jeg følte behov for at undersøge. Det var den første grund. Den anden grund er, at på dét tidspunkt – da jeg begyndte at skrive bogen i 2013, var der de her små artikler i aviserne. Ikke meget mere end fire linjer med nogle numre. 40, 50, 60. Det var numrene på flygtninge, der var fundet druknet i Det Ægæiske Hav, på vej fra Tyrkiet til Grækenland. Men der var ingen information om dem. Der var ingen navne, der var ingen nationaliteter. Vi vidste ikke, hvor de kom fra. Vi vidste ikke, hvor de skulle hen. Det var bare numre. Og Tyrkiet er 1500km fra øst til vest, så det var lykkedes disse mennesker at forblive usynlige på hele turen. 1500 kilometers usynlighed, og hér var de i avisen, fordi de var døde. Forstår du, det eneste, der var tilbage af deres identitet var at være døde. Dét og så en del af en statistik. Og jeg begyndte at spekulere over dette her og det gik op for mig, at på en rejse som deres, når man forlader sit hjem for sidste gang- forstår du, disse mennesker ved jo ikke, hvor de kommer hen. Det er lige meget, om de er tredive eller tres år gamle, om de har en masse livserfaring og om de er matematiklærere eller neurologer. For første gang i deres liv, er disse mennesker flygtninge og illegale. Alt hvad de har lært og opbygget livet igennem betyder ingenting på den rejse, de skal ud på. Uanset hvad, er de afhængige af at overgive al magten og autoriteten til fremmede – til en person, de ikke kender: til smugleren. Og det er hér forholdet mellem individet og gruppen på sin vis begynder. Og det er så dét, jeg har valgt at basere bogen på.

 

AP: Hvordan kan det være, du valgte at skrive fra smuglerens perspektiv fremfor eksempelvis en flygtnings?

HG: Tjah, det hænger egentlig sammen med bogens oprindelige omdrejningspunkt. Fordi jeg ville undersøge forholdet mellem den enkelte og gruppen, var jeg nødt til at skrive gennem den enkeltes øjne. Jeg vidste, at han skulle være fikspunktet i bogen, mens grupperne ville komme og gå gennem fortællingen. Det var samtidig vigtigt for mig, at det var et barn, der var fortælleren, fordi jeg ville have ham til at stille spørgsmål. Et barn har ikke været her længe nok til at være vant til de nyheder, vi ser hver aften. Vi andre skifter bare hurtigt kanal.

 

AP: Så det er barnets uskyldige undren, der fik dig til at vælge Gaza som hovedperson?

HG: Ja, præcis. Som voksne, har vi levet længe nok til at blive hærdede og vant til alt det forfærdelige, der sker. Voksne spørger ikke ”hvorfor?” længere. Jo, de spørger måske ”hvorfor er det så dyrt?”. Ikke andet. Det er det eneste hv-spørgsmål, de stiller. Og et barn stiller masser af hv-spørgsmål. Samtidig er det påfaldende, hvordan hans reaktioner spejler de vestlige samfunds reaktioner, dengang flygtningestrømmen for alvor startede. I starten tænker han: ”Jeg bor i den her lille landsby. Jeg er ti-elleve år gammel. Jeg har ikke gjort nogen noget. Det eneste, jeg vil, er at gå i skole og lege med mine venner. Men I, flygtninge fra 5000km væk, I kommer til mit hjem i jeres rejse videre vestpå, og I forstyrrer fuldstændig mit liv. Det er jeres skyld alt sammen.” Han begynder altså at bebrejde dem for sin egen ulyksalighed. Han tror, at disse mennesker – flygtningestrømmen, er årsagen. Han forstår ikke, at de er konsekvensen. Og samfundet gjorde det samme, og gør det stadig. De tror, at disse mennesker, der er fuldstændig desperate efter at få lov at starte et nyt liv, at de kommer for fornøjelsens skyld. Dette er hans første reaktion. Hans anden reaktion spejler også samfundets. Idet det går op for ham, hvor desperate disse mennesker er – og idet han ikke har et system omkring sig der eksempelvis producerer kopivarer og sælger til flygtningene, så begynder han at sælge de her vandflasker, han burde uddele gratis. Han begynder at udnytte situationen. Og det var, hvad samfundet gjorde. Til syvende og sidst ser man også en empati vokse frem, men empatien krævede bare ufattelige mængder af vold og rå brutalitet først. Og det var det samme i samfundet.

 

AP: Ville du så mene, at vi nu er nået til empati, som samfund?

HG: Ikke rigtig. Empatien var der lige et enkelt sekund, i et enkelt blink. Folk begyndte at vise mere medfølelse efter fremkomsten af billedet af den lille dreng på stranden. Vi havde brug for at se dét, for at blive rigtig opmærksomme på situationen og rent faktisk tale om det. Men andre børn har ligget døde på den samme strand i årevis. Det var kun billedet, der var nyt.

 

AP: Jeg er næsten bange for at spørge, men hvordan researchede du, inden du skrev bogen? Har du været ude at tale med flygtninge, eller har du haft kontakt til nogle smuglere…?

HG: Nej. Nejnej. Den eneste research, som jeg egentlig havde brug for at se, var rapporter fra FN og rapporter fra EU omkring statistikkerne og de ruter, flygtningene tager. Resten er bare livet, fordi resten er det samme over alt. Hvis man bruger vold som et kommunikationsværktøj, vil historien altid dreje sig i samme retning, fordi dét er forholdet mellem mennesker. Så, hvis du eksempelvis som samfund begynder at se bort fra værdien af menneskeliv, er historien altid den samme. Alt bliver forgiftet. Alt, hvad du bygger som samfund, vil blive revet ned eller bryde sammen inden for ganske få generationer, fordi det menneskelige grundlag ikke er der – respekten for værdien af menneskeliv, eksempelvis. Men, forstår du, min research lå i luften i Tyrkiet på det tidspunkt, hvor jeg boede der. De var over det hele, disse mennesker. Nogle gange skulle man bare se sig omkring. Dét var min primære research. Men der er også den her svenske organisation, der hvert år udgiver rapporter omkring våbenhandel og –produktion. De laver disse meget simple, grafiske gengivelser af et verdenskort med pile på. Pilene viser, hvordan våben bevæger sig fra vesten og østpå gennem handel. Hvis man sætter disse verdenskort over for de grafiske gengivelser, EU har lavet i forbindelse med flygtningekrisen, kan man se hvordan våbnene bevæger sig den ene vej, og flygtningene den modsatte. Det er såre simpelt i virkeligheden: Hvis du skaber en helvedeslignende situation og forventer, at folk bliver boende i dette helvede, så vil du blive skuffet.

 

AP: Jeg spørger, fordi din bog har denne virkelig urovækkende kvalitet- denne klare fornemmelse af, at dette kunne finde sted lige nu. Uroen er naturligvis også forbundet til den anseelige mængde vold og sadisme, bogen indeholder, men først og fremmeste er der den her vedvarende følelse af, at det sandsynligvis sker lige nu et sted i Tyrkiet.

HG: Altså, jeg vil sige det sådan, at min bog oprindelig blev udgivet i 2013. Jeg har altså haft mulighed for at følge udviklingen gennem de seneste tre år, og det er gået op for mig, at uanset hvor voldsomme jeg skriver mine bøger, så er jeg ikke i nærheden af virkeligheden. Da jeg sad og prøvede at forstille mig de mest afskyelige situationer, disse mennesker kunne komme ud for, faldt det mig eksempelvis aldrig ind, at man kunne begynde at sælge falske redningsveste. Men det er sket i virkeligheden. For lige at tjene lidt ekstra, er der nogen, der har lavet falske redningsveste og solgt dem til kunder, sælgeren vidste han aldrig ville se igen – enten fordi de var døde eller fordi det var lykkedes dem at komme til Grækenland. Så efterfølgende, er jeg blevet ret sikker på, at det er umuligt at skrive noget, der overgår virkeligheden i de nyheder, vi ser på TV. Det er ganske enkelt umuligt. Man kan prøve, men det er umuligt. Nogle gange er virkeligheden bare værre end de værste mareridt.

 

AP: Gennem en stor del af bogen har hovedpersonen nærmest en fantasiven i den afdøde flygtning, Cuma. Hvorfor skrev du dette element ind i bogen? Hvilken betydning har denne imaginære karakter for dig?

HG: Det var vigtigt for mig at italesætte hovedpersonens indre kamp og samtidig vise hans umodenhed – vise barnligheden i en person, der aldrig rigtig fik mulighed for at blive voksen, hvis du forstår? Børn som ham er ikke født som monstre. Et eller andet gjorde ham til dét, han er. Selvom han generelt føler en dyb ligegyldighed over for de mennesker, han har al denne magt over, så er Cuma den første voksne, der viser ham venlighed og nogen form for medmenneskelig kontakt. Så Cuma dør- drengen forsøgte jo ikke at dræbe denne mand. Han glemte bare at tænde for ventilationen i lastrummet. Det var en dum fejl og et uheld. Men da Gaza opdager ulykken og oprevet fortæller sin far hvad der er sket, er hans fars reaktion at berolige sønnen med, at de bare kan betale det, tabet af flygtningen koster dem. Som var det en sending grøntsager, der fik for meget varme eller et får, der døde under transporten. For faderen og i alt dette her, er menneskene intet mere end varer, der skal opbevares og transporteres. De er bare numre, der er x-antal penge værd. Værdien af et menneskeliv bliver udregnet i penge. Dét er, hvad denne dehumanisering af flygtningestrømmen har gjort ved opfattelsen af mennesket. Men … Medfølelse er en muskel. Medfølelse er en muskel, og hvis man ikke motionerer den, mister man evnen til at bruge den – til at føle ting som empati og medmenneskelighed.

 

AP: Er det så dit personlige projekt med denne bog? At motionere medfølelsen i dine læsere?

HG: Både og. Vi er nødt til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved denne dehumanisering og den frygt, medierne bruger til at sælge den med. Medierne i dag lever af at sælge frygt, og vi er nødt til at spørge os selv, hvad prisen for denne frygt er. Hvis prisen bare var penge, ja, så var det måske lidt lige gyldigt. Men medierne er fyldt med frygt, for hvis du først har fået dit publikum til at frygte, kan du fortælle dem og sælge dem alting. Og prisen for denne frygt er derfor ofte både frihed, medfølelse og medmenneskelighed – og, ikke mindst, muligheden for at træffe vores egne valg. Vi er nødt til at begynde at stille flere spørgsmål.

 

Ganske apropos, er det hér jeg løber tør for tid og spørgsmål. Jeg følges med forfatteren tilbage til forlagets repræsentanter, og mens vi går og småsludrer om København og Istanbul, funderer jeg over det paradoksale i, at så behageligt og venligt et menneske kan skrive så voldsomme og rystende scener, som bliver beskrevet i anmeldelsen.

 

 

MERE, MERE udkom på dansk ved TURBINE forlaget d. 10. november 2016 og kan købes i boghandler landet over.