British Comedy Award 2013-vinderen, Miranda Hart, har kastet sig ud i bogverdenen med sin uortodokse gennemgang af voksenslivets faldgrupper. I dialog med sit 18-årige ‘Jeg’ gennemgår Miranda Hart voksenlivet facetter fra hobbyer, arbejde, og krop og sundhed til magtkampe med kæledyr – alt sammen i et forsøg på at besvare spørgsmålet; “er livet ikke lidt svært… or is it just me?”

Is it just me?

”Where’s the flipping guidebook?”

I atten kapitler forsøger Miranda Hart at give læseren den guidebog til livet, som hun så ofte selv syntes at have manglet. I modsætning til så mange andre bøger om livstrategier, selvhjælp og slankekure er det er ikke en perfekt eller ‘kureret’ rådgiver, der hjælper læseren gennem bogen. Hart trækker i stedet på sit erhverv som komiker, og er ikke bleg for at dele ud af egne pinlige oplevelser.

Hele bogen ville hurtigt kunne være blevet en voksen kvindes tur/retur til barndommens dagbogsskrivning, hvis ikke Hart allerede i introduktionen lod sig afbryde af sit eget, entusastiske 18-årige ‘Jeg’/Lille Miranda, der gennem sin dialog med den voksne Hart må sande, at livets pinligheder ikke kan undgås, uanset hvor meget du prøver at svømme udenom. Til gengæld er fortælleren nærmest høj af begejstring over faktisk at have læsere:

My Dear Reader Chum, a very hearty hello to you. What an honour and a privilege it is to have you perusing my written word.

Det er en pinagtig virkelighed Hart sætter op. Ikke alene forveksles hun af duer med en lygtepæl (grundet hendes højde — et helt kapitel er dedikeret til livet som høj kvinde), men hun indrømmer blankt, at der kan gå flere år mellem dates, at cocktail-parasoller for hende er øjneskader der venter på at ske, og at hun flere gange i sit liv er kommet i karambolage med offentlige toiletter. Hart formår desuden ved enhver give, social lejlighed at afsløre sig selv, som frygteligt uvidende, eller rettere, med en total mangel på interesse indenfor musik, sport, politik, kultur og øvrige ’voksen-emner’;

I reckon you are lucky if you come to the more learned stuff later in life.

Hos Hart er livet ikke summen af pinlige begivenheder, indrømmet uvidenhed eller antallet af duer på dit hoved. Livet udgøres i stedet af det sjov, man har på trods af  det hele.

En grinagtig sandsigerske

Men mellem de pinlige anekdoter og lommefilosofiske overvejelser gemmer der sig nogle befriende sandheder om livets udfordringer. Ikke alene kom drømmejobbet som komiker ikke af sig selv, men Hart indrømmer gerne, at hun gennem det meste af sine tyvere ikke rigtigt vidste hvad pokker, hun egentlig ville med sit liv. I stedet for at gå i panik over den manglende livsplan, var hun i stedet villig til at lade sig drive fra arbejde til arbejde, indtil hun en dag – i et mørk kontorlager – indrømmede overfor sig selv, hvad det egentlig var hun ville være; komiker. Livet er svært, men gøres kun sværere ved at lyve for sig selv eller ved, at man af frygt kalder sin inderste ønskedrøm for barnelig eller uopnåelig. Hvad Hart mest af alt lader til at ville med sin bog, er at stikke hul på ideen om en bestemt måde at være voksen – en bestemt måde at leve på. Der findes andre livsformer end det stressede karriereræs eller den klassiske Villa, Volvo og Vovse. Hart vil eksempelvis allerhelst ’nøjes’ med vovsen (som ligeledes tildeles et helt kapitel). På uhøjtidelig vis ønsker Hart at fortælle sin læser, at alt kan lade sig gøre… for det meste. Hvis man prøver.

Heave yourself up the mountain, for there’s bound to be a biscuit at the top.

Harts opfordring til læseren er; Prøv! Går det galt så griner vi bare.                                                               En opfordring, der er svær ikke at lade sig rive lidt med af.

Er det bare Hart, der har det sådan?

På en del punkter, ja!!

Kapitlet om hendes forhold til og magtkampe med hunden Peggy er lige barnligt nok. Hendes utopi om Miranda-land med behageligt fodtøj og unisex-kaftaner til alle, som et alternativ til modebranchens konstante stilskift og den småborgerlig villa-eksistens med tre børn, er også en smule foruroligende at læse. Men på trods af en række anekdoter, der afslører Hart selv som den forværrende faktor i mødet med voksenslivets udfordringer, så er bogen i sin kerne befriende uhøjtidelig i sin kærlige og pudseløjerlige rådgivning til alle, der føler sig alene med livets pinlige situationer. Hart koger da også hele slankeindustrien ned til: “Kapitel 1 – Spis mindre. Kapitel 2 – Bevæg dig mere. SLUT”. Og hele hendes bog kan ses som et forsøg på at normalisere livets potentielle pinligheder ved at koge dem ned til kapitler i en guidebog, og dermed vise læseren vej gennem dem.Og indenfor pinligheder og selv-accept er der lige i dette tilfælde kun ét at sige:

Show the way Miranda!