af Katrine Engelhardt Thomsen

Imre-Kertesz-Jeg-en-anden-bogforside2-191x300

Verdenen mistede i denne uge den ungarske forfatter Imre Kertész, hvis forfatterskab formidlede ar og erindringer fra hans tid i Auschwitz og det efterfølgende liv som Holocaust-overlever bag Jerntæppet. Hvor stærke værker som De Skæbneløse og Kaddish for et ufødt barn umiddelbart træder frem indenfor Kertész’ forfatterskab, så er det den mere stilfærdige og samtidigt afgrundsdybe, lille bog Jeg-En Anden, som vi på Bogligt.dk især ønsker at huske Kertész for og derfor bringer en særlig mindeanmeldelse af. 

“Der er ikke sket andet end at jeg fået min conditio minimae, min personlige frihed tilbage – fængselcellens dør, bag hvilken man har holdt mig indespærret i fyrretyve år, åbnede sig, om end nok så knirkende…”

Året er 1991. Jerntæppet er brudt og landene i den tidligere Østblok kæmper med Kommunismens virkelighed versus det ideal, de så længe har forsøgt at holde i live. En tidligere “kasseret intellektuel” ser til mens gamle “partikoryfæer” udtaler sig i tv om deres uskyld og tro på partiets løgne. Bogens fortæller I.K konstaterer tørt, at disse mennesker har viet deres liv til et forkert sprogbrug og endnu værre …

“…ophøjede det til gældende konsensus og efterlod ved deres sortie lutter sproginvalider, der nu trænger til moralsk førstehjælp, eftersom den forkerte sprogbrugs værdiløse ord … afslørede deres moralske skrammer.”

Men mens fyrre års forfejlede sprogbrug begynder at blive opløst og smuldre bort som dårligt “indpakningspapir”, må den tidligere fabriksarbejder I.K vender sig til sin nye frihed som anerkendt, praktiserende intellektuel i en tid, hvor alle omkring ham forsøger at glemme “en epoke, som man glemmer et mareridt.” En umulig opgaver da …

“… det jo var dem selv der var mareridtet…”

I dette morads af selvforglemmelse, håbefulde ønsker om tilgivelse og opgør, og en uhyggeligt hurtigt voksende anti-semitisme vandrer fortælleren I.K rundt og forsøger at finde sin egen vej indenfor den nu nye, store og åbne verden. Hans bøger er pludselig interessante og vidt udbredte udenfor Ungarn, hans egen status som mulig systemkritiker og tidligere dødslejr-overlever spændende, og skiftet fra udstødt til inkluderet er næsten for stort til, at I.K selv kan følge med. Den pludselige bevægelsesfrihed overvælder ham og sender ham ud på så mange rejser, at han kun tilbringer tre måneder i Budapest om året og ellers lever livet som “flygtning” på evig rejse mellem Europas nu tilgængelige storbyer. Men hvor befriende den nye livsførelse end kan synes læseren, er omstillingen fra fyrre års diktatur langt fra smertefri. I en ny verdens gentagelser af fortidens begivenheder og samtidige grænseløshed lever I.K med “Diktaturmyndlingens agoraforbi” og usikkerheden om, hvad han nu skal være på vagt overfor…

“Jeg ved ikke hvad jeg skal passe på, og hvorfor jeg skal passe på. Jeg ved ikke hvorfor det (at jeg lever forfatteren I.K’s liv) skulle være naturstridigt. Jeg ved ikke hvorfor undertrykkelsens moral skulle være mere naturlig end de skader friheden kan forårsage …”

Dagbogsnotater og litterære lege med dagligdagens oplevelser

Valaki más: A változás krónikája (1997) kendt på dansk  som Jeg – En Anden (eller Jeg – En Anden: Forandringens Krønike)  er et sammensurium af Kertész’ egne dagbogsnotater i årerne 1991 til 1996, litterære lege med dagligdagsscenarier i en tid under voldsom forandring, dybe filosofiske overvejelser af forholdet mellem identitet og skrift og gennem sin titel et ekko af den franske digter Arthur Rimbauds (1854-1891) udtryk “Jeg er en anden” omkring jeg’et som konstrueret identitet. En konstruktion, der ved Jerntæppets fald og begynder at undergå den samme forandring som dets omgivelser.

Kertész’ bog udgøres af en strøm af velskrevne, tvivlende, søgende og poetiske stumper fra en forfatters liv i en tid af opbrud og matte gentagelser af fortidens fejltagelser. Til tider tragisk og fortvivlet, andre gange humoristisk i sine observationer er Jeg – En Anden  en bog, der kræver lidt tålmod af sin læser, men til gengæld formår at give så meget igen, hvis blot man holder ved. Med reference til flere af sine andre værker beskriver Imre Kertész, hvordan befrielsen skulle have været en lettelse, men i virkeligheden åbnede et kaos og en identitetsrystende usikkerhed, der udspillede sig fra det nationale til individuelle plan. For hvad var Østlandene og deres befolkninger nu? Hvad var den enkelte sovjetborgers identitet uden Sovjet Unionens evigt overvågende stat?

Spørgsmålene efterlades åbne, ubesvaret. Det er hverken forfatterens eller fortællerens ærinde at besvare dem. De står der stadig, åbne for læseren idag.

Dødens intime nærvær i en eviggyldig litteratur

Kertész oplevede i sit 86-årige liv døden mange gange. Fra sine ungdomsår i Auschwitz frem til tiden som borger og undertrykt forfatter under et totalitært regime, en tid hvis pres var så voldsomt, at det drev Kertész til selvmord gennem sin litteratur og sendte hovedkarakteren i Kaddish for et ufødt barn i døden, gennem det senere værk Likvidation (2004), istedet for forfatteren selv. Døden var altid tilstede i hans liv, såvel som i hans værker og som Kertész selv skriver ….

“… jeg begraver mig i mit skuespil. Jeg repeterer Ibsens ord – at skrive er at holde dommedag over sig selv. I stykket dømmer jeg mig selv  til døden (det gør jeg i alle mine arbejder, jeg dør uophørligt), og hvis jeg overlever dommen, flygter jeg videre, mod nye dødsfald (hvoriblandt jeg engang, sikkert helt uventet og fuldstændigt uforberedt, også vil støde på den virkelige død: sikke en overraskelse det bliver!)…”

Om den “virkelige død” for Kertész også var en overraskelse til sidst kan ikke siges med sikkerhed. Men at han efterlader sig fortsat levende værker for eftertiden at læse og forundres over er dog ganske vist. Vi på Bogligt.dk takker mange gange for de glimt af hans liv og tanker, som Kertész  delte så meget af gennem sine værker. For et unikt og uafrysteligt vidnesbyrd om livets lykkelig stunder i mordets lejre, for håbets forsigtige og tvivlende opretholdelse under et diktaturs pres og for ærligheden omkring frihedens smertelige tilvænningsperiode og identitetsknusende effekt.

Tak for alt Imre Kertész. Må du blive læst længe endnu.