Keith Richards Life. Titlen er meget sigende for bogens indhold, hvor man bliver taget igennem den nu 71-årige Richards fortælling om sine succeser, nedture samt ekstreme livsstil med sex, drugs and rock ’n’ roll. Biografien om the Rolling Stones guitaristen, Keith Richards er skrevet i samarbejde med den erfarne journalist James Fox og udgivet i oktober 2010.

keith-richards-life-feltrinelli_290x435

Bogen skildrer alt fra Richards tidlige barndom i den hårde London forstad, Dartford, som skilsmissebarn i efterkrigstidens England, hans følelsesmæssige frelse i den amerikanske bluesmusik, formationen af The Rollings Stones og til hans nuværende liv i Connecticut, USA.

I denne skildring får man som læser også indirekte en historisk indsigt i den verdensscene og samfund, hvor Keith Richards liv og musikkarriere udspiller sig.

Dette oplever man allerede i bogens første kapitel, som omhandler en tragikomisk episode, hvor Richards bliver reddet fra at blive dømt for ulovlig besiddelse af stoffer i staten Arkansas under Stones 1975 turne.

Episoden viser det til tider korrupte og strenge politi- og retssystem i the Bible Belt. Som Richards beskriver politichefen Bill Grober:

”… we saw the archetype redneck cop, the Bible Belt version of my friends from Chelsea police station, always prepared to bend the law and abuse their powers. Grober was a man personally enraged by the Rolling Stones – their dress, their hair, what they stood for, their music and above all their challenge to authority, as he saw it. Disobedience.”

Qua sine erindringer maler Richards et foruroligende, fascinerende billede af de sene 60’ere og tidlige 70’eres kampe mellem de konservative kulturelle dyder og den oprørske modkultur. Det er på denne kampscene, at the Rolling Stones og Richards definerer sig som rebeller via en stigende grad af selvdestruktiv hedonisme. Denne rebelske livsstil inkluderer desuden hudløst ærlige beskrivelser af Richards lange misbrug af heroin, som han sluttede i 1979:

“If I hadn’t looked back on that, something would have been missing. When I was taking dope, I was fully convinced that my body is my temple. I can do anything I want with it, and nobody can tell me yea or nay.”

Trods Richards indlevende og ærlige fortælling er det på ingen måde et forsøg på at forherlige eller undskylde de negative konsekvenser af hans livsstil. Som Richards nævner det i forbindelse med hans og Anita Pallenbergs datter Tara, som døde, imens Richards var på turne:

“Leaving a newborn is something I can’t forgive myself for.”

For ekstra dedikerede Stones-fans er der desuden detaljerede beskrivelser og diskussioner af, hvordan sange såsom “Ruby Tuesday” and “Gimme Shelter”, blev skrevet i samarbejde med The Rolling Stones sangeren Mick Jagger. Man får desuden en indsigt i udviklingen og inspirationen til Richards særlige musikalske spillestil og guitargreb.

Det er i Richards søgen efter personlig og kunstnerisk satisfaction, at der opstår diverse anekdoter, konflikter og tragedier mellem hans nærmeste: familie, bandmedlemmer, kærester og ikke mindst ham selv. Og det er denne kombination af forskellige personlige og følelsesmæssige friktioner, at nogle af bogens mest fængende passager opstår.

 

Life er fortalt i et indlevende og ind til benet sprog, der formår at beskrive livet som rockikon, musikelsker, stofmisbruger og familiefar.Der bliver f.eks. ikke sparet på Richards skarpe piratagtige jargon, når han beskriver sit til tider turbulente forhold til Mick Jagger, der ofte spøgefuldt bliver refereret til som “Brenda” eller “Her Majesty”. Lige så snart man har vænnet sig til de til tider lidt indforståede og metaforiske fraser og ordvalg, så er det Richards ærlighed, der klart er bogens styrke.

Biografien er ikke blot en fortælling om ”Se hvor fedt mit liv har været”, men mere en ”Kender du den om sømanden, præsten og Elvis, der sad på en bar?”. Man får som læser en fornemmelse af, at man sidder direkte over for en gammel rocklegende, der gerne vil dele ud af sine anekdoter og holdninger til alt mellem himmel og heroin. Allerede fra første kapitel bliver man grebet af disse surrealtiske fortællinger om ekstreme op- og nedture i en tilsvarende ekstrem rock ‘n’ roll kultur.

Og selvom man ikke er The Rolling Stones fan, så vil der uden tvivl være passager med universelle temaer, som de fleste ville kunne relatere til.