af Katrine Engelhardt Thomsen

hawkins

Hver morgen på sin sædvanlige togtur til London kigger Rachel efter et ungt par i et hus ved jernbanen. Men en dag ser hun noget uventet og pludselig er kvinden i huset forsvundet og morgenen efter vågner Rachel op med blod på tøjet. Men er det kun hendes eget? Paula Hawkins’ debutroman Kvinden i toget er historien om tre kvinder: To hvis liv væves tættere og tættere ind i hinandens og en tredje, der pludselig forsvinder. 

“Jeg er ikke den samme kvinde, jeg engang var. Jeg er ikke længere attråværdig, jeg er frastødende på en eller anden måde. Det er ikke bare det, at jeg har taget på, eller at mit ansigt er ophovnet af alkoholen og manglen på søvn; det er, som om folk kan se skaden på mig, de kan se det skrevet i mit ansigt, i måden jeg står på, bevæger mig på.” 

Rachel Watson har kendt bedre dage. Ulykkelig fraskilt og med et alvorligt alkoholproblem venter hun hver morgen i toget med bankende hjerte på at passere sin gamle gade og det hus, hendes eksmand og dennes nye kone bor i. Men på samme vej har et andet hus tiltrukket sig Rachels opmærksomhed, mens hun som regel sidder og venter på, at togsignalet endeligt skifter. I et hus på samme vej bor et ungt par, hvis morgen og aftenrutiner er blevet et faste holdpunkter på Rachels pendlerture mellem forstaden Ashbury og London. Jess og Jason (hun kender ikke deres navne) bliver til lykkelige eventyrfigurer, der udlever det ægteskab Rachel aldrig selv havde. Men en dag kommer virkeligheden bragende ind i Rachels togtursdrømmerier. Hun ser Jess kysser en anden mand! I raseri over Jess’ utroskab og fantasiens ødelæggelse kaster den alkoholiske Rachel sig ud i natten og vågner dagen efter op med en stærk følelse af anger, blod og bræk:

“Det kommer over mig som en bølge, sort ængstelse. Der skete noget, det ved jeg. Jeg kan ikke se det for mig , men jeg kan mærke det. Indersiden af min mund gør ondt, som om jeg har en metallisk bismag af blod på min tunge. Jeg har kvalme, er svimmel. Jeg løber hænderne gennem håret, over min isse. Jeg krymper mig. Der er en bule, smertefuld og øm, på højre side af mit hoved. Mit hår er filtret ind i blod.”

Kvinden i huset, Jess, er væk og Rachel kan ikke slippe frygten for at noget af blodet på tøjet ikke er hendes eget.

Paula Hawkins væver en interessant, flerstemmig fortælling om Rachels jagt på sandheden om den aften kvinden forsvandt, historien om husets egentlige beboere og samtidigt historien om Rachels eksmand Tom og hans nye kone, Anna, og deres fælles liv i Rachels gamle hus, hvor hun som et alkoholiseret spøgelse stadig hjemsøger parret og deres barn. Hawkins’ sprog er let og ligetil og som læser suser man igennem romanen i jagten på sandheden om en aften, hvor en kvinde forsvandt, en anden kom til skade og en tredje pludseligt måtte blive hjemme. Man lukkes ind i tilværelsen hos Rachel, Anna og kvinden i huset, Megan, og følger deres liv op til og efter den aften, hvor Megan forsvinder. En gribende fortælling, der dog trækkes unødvendigt ud på midten, hvor Rachel pendler lige voldsomt nok mellem sit lille, lejede værelse i Ashbury og sit gamle hjem i Witney uden egentlig at komme nogen vegne. Sandheden om den aften Megan forsvandt er dog de mange togture værd … …

Gribende togrejse, men intet ønske om returbillet

… og så alligevel ikke. For selvom jeg læste bogen på en dag og øjeblikkeligt var fanget, ja endda glædeligt smed alt, der kunne smides, for at blive færdig med bogen og få svaret på, hvad der egentlig skete den trettende juli, da Megan Hipwell forsvandt, så var jeg alligevel lidt skuffet.

For da jeg endelig fik svaret, var min litterære rejse og læselyst også forbi.Og jeg havde ingen trang til at springe tilbage på toget igen. Kvinden i toget er en meget spændende bog, men det er ikke en bog, jeg kommer til at læse igen. Plottets tilsyneladende smukke enkelthed bliver ved bogens slutning næsten for enkelt, for nemt og lukker dermed bogen for fremtidig læsning. Der er ikke noget at vende tilbage til eller overveje. Men siden Kvinden i Toget er Paula Hawkins første bog, kan man have lov at håbe, at den næste bog har en bedre krølle på plottet, der netop giver læseren lyst til at starte forfra … fremfor som denne gang at kaste bogen over skulderen og lede efter noget nyt og bedre at læse.