af Katrine Engelhardt Thomsen

Land i Datid

Jesper Bugge Kold, kendt fra debutværket Vintermænd, er denne uge aktuel med romanen Land i Datid om den forfejlede specialestuderende Andreas, der flygter fra sit kaotiske, ensomme liv i København til Berlin for at begrave den far, han aldrig nåede at møde. Men fortiden overtager hurtigt Kolds roman og drukner nutidsfortællingen i spørgsmålet, man desperat læser romanen igennem efter svar på: Hvem dræbte Andreas’ far? Og hvorfor? 

 

“Han hænger på kniven som et dyr på et spyd. Fire øjne, opspærrede af frygt, ser på hinanden. Han genkender den anden. Og han husker manden og ved, hvorfor han skal dø.”

Oktober 2006. En mand stikkes ned foran sit hjem i Prenzlauer Berg, Berlin. Den søn, han aldrig nåede at møde, kommer fra København for at arrangere begravelsen og rydde op i boet. Trods de dystre omstændigheder er den 30-årige evighedsstudent Andreas lykkelig over at kunne bruge sin ukendte fars død som undskyldning for at undslippe livet, forpligtelserne, ekskæresten og det stadig ufærdige speciale.

“Der har altid været en tom plads i familiealbummet, og nu har han endelig chancen for at udfylde den.”

Den tomme plads i familiealbummet viser sig hurtigt ikke at passe til det billede, Andreas begynder at få af sin far. For mens Andreas flere gange har frygtet for sin fars liv som overvåget, undertrykt borger i det totalitære DDR, viser det sig at have været faderen selv, Peter Körber, der i Statens Sikkerhedstjeneste overvågede andre og indberettede andre borgere. Gennem samtaler med sin fars tidligere kollegaer, sin nyopdagede faster og kusine og via adgang DDR-tidens gamle sagsakter forsøger Andreas desperat at forstå sin far og det arbejde, han så pligtopfyldende udførte, trods konsekvenserne for hans medborgere, hans nærmeste og ham selv.

Fortidens spænding og nutidens naglepilleri

Romanens nutidsberetning om Andreas og Beas forsøg på at afdække sandheden om Peter, overdøves hurtigt af historier fra fortiden fortalt fra den afdøde Peter og brødrene Stefan og Alexanders skiftende perspektiver. Peter Körbers dedikation og tro på DDR stilles i skarpt relief til de to flugtplanlæggende brødre, der siden barndommen har drømt om at flygte over muren og langt væk fra netop den stat, som Peter så pligtopfyldende arbejder for. Deres livsbaner kolliderer, da Peter bliver en del af det hold, der overvåger brødrene og gennem uhyggelige, orwellske træk skubber familiens flugtfantasier ud, hvor kun en sørgelig virkelighed venter dem.

De ligefremme beskrivelser af Peters ildhu og disciplin opnår hurtigt et skræmmende fanatisk skær, og hans oprigtige, urokkelig tro på, at Staten kun ønsker borgernes bedste, selv hvis dette bedste ikke er, hvad borgerene selv ønsker, rummer en uhygge og samtidigt en utrolig menneskelighed i ønsket om at gøre sit bedste, gøre et godt stykke arbejde og tjene sit land. Det er i denne ånd og overbevisning, at Peter giver sin søster en aflyttet telefon og angiver en kamerat fra soldatertiden for at have beholdt et vestligt, kulørt blad, han fandt under en opgave:

” Peter havde undret sig over, at en så dygtig soldat ikke var i stand til at kende forskel på rigtigt og forkert. Hvis alle handlede så skødesløst, ville det hele ende i kaos. Derfor var Peter ikke i tvivl om sit eget engagement: Som soldat havde han pligt til at eliminere fjenden, og som meddeler gjorde han det samme.”

Hvor spændende fortidens tragiske skæbneberetninger end er, så blegner romanen som helhed ved nutidsfortællingens svaghed. Jeg forsøgte virkelig at fastholde interessen for Andreas og hans jagt efter sandheden, men ved siden af historien om Peter den pligtopfyldende, statsfjendefjernende stasiagent, så er historien om en usikker 30-årigs selvbedrag og overspringshandlinger ikke meget andet en eksistentielt navlepilleri. Så er den nyopdagede kusine Bea langt mere interessant at følge og det liver også klart fortællingen om Andreas op, at hans jagt på sandheden om sin far viser sig at have uforudsete og katastrofale konsekvenser for kusinen.

Bogen er dog langtfra svær at komme igennem og spørgsmålet om hvem, der dræbte Peter Körber er ikke det eneste, der fik mig til at drøne gennem bogen på en dag. For Bugge Kolds beskrivelser af livet i DDR er fantastiske! Den konstante overvågnings deprimerende realitet og det enkelte individs forsøg på at trodse denne grå virkeligheds betonstyre og uanset prisen alligevel lytte til Bruce Springsteen, planlægge flugt eller blot drømme sig over muren, er så godt beskrevet og så nøgternt fremlagt, at bogen til tider tog vejret fra mig. For historien skulle jo efterhånden være slidt op. Vi ved alle, at livet i DDR næppe var nogen dans på Kommunismens lovede roser. De fleste har set “De Andres Liv” eller “Good Bye Lenin” , inklusiv jeg, men alligevel har intet, jeg har læst eller set krøbet ind under min hud, helt ind til min rygrads marv, på samme måde som den selvundertrykkende Peter Körbers forbløffelse over sin medmenneskers manglende taknemlighed for Statens indblanding i deres liv. Da en fange omkommer under et forhør, er det ikke skyld eller skam, der overvælder Peter, men forundring over, hvor lidt der skal til før et liv går tabt:

“Hvis kanten på bordet havde været et blødt, faset stykke træ, så havde hun været her endnu. Hvad skal jeg sige? Det er uheldigt. Vi lukker sagen. 

Med en ærgerlig mine gav lægen sig til at pakke sin taske som for at vise sit ubehag over situationen Peter kørte hånden over bordets skarpe kant; metalrammen føltes kold mod hans fingerspidser. Tænk, at så lidt kan dræbe så meget.”

Jesper Bugge Kolds styrke ligger i hans evne til at vise magten i de små ting og hvordan de hurtigt vokser sig store og altødelæggende. Der er ikke tale om onde mennesker, der nyder at plage deres medborgere, men i stedet tale om folk, der ofte troede, at det de gjorde var for alles bedste. Land i Datid er historien om, hvordan en lille observation om en kammerats læsevaner voksede sig til en karriere indenfor overvågning og ødelæggelsen af flere liv, selv efter observatørens eget liv var slut.