Med den danske oversættelse af Hakan Gündays uafrystelige værk ‘MERE, MERE’, har forlaget TURBINE trukket en moderne, litterær mastodont af international klasse ind på den danske kulturscene. Bogen tvinger læseren til at se det, vi helst lukker øjnene for – om det så er den globale flygtningekrises grusomhed eller menneskets inderste mørke og det, som dette mørke kan gøre os alle i stand til. 

Mere, Mere af Hakan Günday

 

MERE, MERE er Hakan Gündays internationale gennembrud og har allerede vundet adskillige priser. Selvom bogen oprindelig udkom i 2013, er det først i år blevet muligt at læse den for de af os, der ikke er flydende på hverken fransk eller tyrkisk. For få måneder siden udkom bogen således for første gang på engelsk, og nu er den således også endelig kommet på dansk – og i en virkelig fin oversættelse endda.

Bogen følger drengen Gaza, der fra barnsben hjælper sin hårdhændede menneskesmugler-far med hans forfærdelige forretning, som han driver fra familiens hus i en lille tyrkisk landsby. Her modtager de flygtninge fra Afghanistan, Pakistan og andre lande i området, som de opbevarer og fragter videre til fiskere, der kan sejle flygtningene til Europa. Mens flygtningene passerer gennem drengens lyssky familieforetagende og ud til bådene ved kysten mod det Ægæiske hav, funderer Gaza over verdenens konflikter og problematikker i lyset af kolde kontanter og en barnlig bebrejdelse af flygtningene selv.

 

“Hvis min far ikke havde været morder, var jeg aldrig blevet født…”

Hvis drengen Gazas far, Ahad, ikke havde druknet en anden bådflygtning og taget hans redningskrans, var Gaza aldrig blevet født. Faderens voldsomme oplevelser har desuden affødt familieforetagendet, der transporterer og driver flygtninge gennem Tyrkiet, som var de kvæg. Hvorfra flygtningene kommer og hvorfor de er endt hos dem, interesserer hverken Gaza eller Ahad, der blot venter på næste “last” og de penge hvert “hoved” vil indbringe.

Fortabte børn og henfaldne håb

Gaza gør og oplever som menneskesmugler, så findes der hele tiden en my af håb om at kunne undslippe sin far og det liv af nedværdigelse og menneskehad, som han syntes født ind i. Men først langt senere, da en mennesketransport går galt, vågner Gaza op fanget under et bjerg af døde kroppe, uden kræfter til at kæmpe sig fri. Med hjælp fra stemmen af drengens første drabsoffer, den venlige flygtning Cuma, lykkes det Gaza at forlade sin egen krop og først vende tilbage igen, da hjælpen når frem. På hospitalet opnår Gaza en nærmest hellig status, som drengen der overlevede at blive begravet under døden, og mens hele lokalsamfundet forsøger at fortrænge menneskesmuglingen og det massedrab der har fundet sted, øjner Gaza en mulighed for at undslippe sin fortid. I en alder af femten vender Gaza et nyt blad, og det lykkes ham at finde et andet liv, langt væk fra alt han kender og alt, han har gjort.

Et håb meget lig det håb, der lokkede de flygtningene ud på deres farefulde færd, lokker nu også Gaza ud på hans. Men lykken varer ikke ved, og Gaza finder hurtigt sig selv ude af stand til at undslippe fortiden og de uendeligt synende voldspiraler, der fortsat dominerer Mellemøsten og dens mange kultursammenstød.

“Jeg hader håb, denne elendige ting, der får de mest fortabte børn til at drømme.”

For hvis håbet altid svigter og vold kun afføder mere vold, hvor er det så Gaza og læseren kan finde trøst i den verden, som Günday så hårdt og ligefremt skriver om?

Væmmelig, velskreven og uhyggeligt væsenlig

MERE, MERE  er en bog om alt det, de fleste af os godt ved finder sted, men som vi alligevel helst vil se bort fra. Vi ved godt, at folk drukner i kampen for at nå freden i Europa. Og vi ved godt, at et uforståeligt antal mennesker stadig på flugt. Vi ved det godt alt sammen.

Og så alligevel. Indtil jeg læste Hakan Gündays MERE, MERE, kunne jeg næsten overbevise mig selv om, at det var helt forståeligt – ja, nærmest naturligt, at kigge væk og ikke ville se alt det, der faktisk finder sted lige nu, mens jeg skriver denne anmeldelse (eller for den sags skyld, mens du læser den).

Hvad Gündays bog mere end noget andet minder sin læser om er, hvor instinktivt mennesket tyer til vold og had, og at jo mere, der insisteres på et “os” og “dem”, desto mere tilforladelig bliver vold og alle menneskets skyggesider også.

“Således delte paradis og helvede, det gode og det onde, skabningen kaldet mennesket i to og satte det i denne absurde situation: Dets to halvdele lå i krig med hinanden.” 

 

MERE, MERE vil med sit velskrevne sprog og sit emnes uhyggelige relevans altid hvile tungt og sikkert i min lille læserhjerte. Blandt de utallige bøger, der efterhånden har krydset min vej, er Gündays roman den eneste, der har trukket mig ud på så dybt vand, at jeg næsten druknede. Bogen tilbyder hverken løsning eller aflad. Det er ikke bogens ærinde at skabe verdensfred. MERE, MERE er snarere et opråb til alle os, der helst vil se væk. Forfatteren sagde det selv under hans interview med Bogligt.dk:

“Medfølelse er en muskel. Medfølelse er en muskel, og hvis du ikke motionerer den, mister du evnen til at kunne bruge den.”