Når de andre sover er ved første øjekast (og når man læser på bagsiden), en ”børnegyser”. Måske det er måden det er skrevet på, måske det er navnet ”Alfie”, jeg er ikke sikker, men jeg var overbevist om at der ikke var meget at blive skræmt af i denne bog.
Jeg tog fejl.

naiomi

Måske er jeg lidt af en tøsedreng på nogle punkter, men jeg kan bestemt anbefale denne bog, den fangede mig hurtigt, den er godt skrevet, og den holder en fast i troen om at man ved hvad der foregår og at man ved hvem der er ”den gode” og ”den onde”.

Når de andre sover handler om Alfred Mandeville, også kaldte Alfie, som lider af insomni (søvnløshed). Alfie kan ikke sove og da han er en Mandeville kan han derfor ikke blive boende med sin familie når ikke han er ”normal”. Derfor bliver Alfie sendt på sanatoriet Scarbrook for at Dr. Grenfell kan helbrede hans insomni. På Scarbrook møder Alfie drengen William Travers og de bliver hurtigt en form for venner. Der er flere børn på Scarbrook, alle mellem 10 og 17, da Dr. Grenfell mener det er inden for denne alder man bedst kan behandle børn. Scarbrook er specielt på den måde at det er form velhavende og ”vigtige” menneskers børn, også derfor kaldet sanatorium i stedet for anstalt. Her kan fornemme familier sende deres tossede børn hen uden at få ødelagt deres omdømme. Drengen Yardley snakker konstant om spøgelser og advarer flere gange Alfie om at passe på, men han afviser ham uden at tage sig af det. Dette er lige indtil der begynder at ske mærkelige ting på Scarbrook. Altså, mærkeligere ting end der normalt vil ske på en anstalt for tossede børn.

 »Åndeverdenen har advaret mig om Skraberne,« forsatte Yardley. »De er jægere, omvandrende mareridt. De lever af hus og muskler og marv, og de spiser alt, som krydser deres vej. Deres syn er dårligt, men de kan fornemme frygt, som en lugt i brisen eller som en smag af mad på tungen. Hvis man vil være i sikkerhed for dem, er det bedst ikke engang at vide, de er der. Det bedste forsvar er at sove« Bitter latter rungede ud over klippehaven. » Jamen det er jo bare vidunderligt, Yardley,« sagde Alfie. »For den eneste grund til, at jeg er her, er, at jeg ikke kan sove.«

Sproget er fangende og velformuleret, der kommer overraskelser med passende mellemrum og når man tror man har luret det hele, så bliver der vendt op og ned på hele historien så man sidder tilbage med en ”What the fuck” (beklager mit franske) – følelse.

Personligt elsker jeg disse slutninger da de altid kommer bag på mig og giver mig en følelse af at forfatteren virkelig har skrevet en vellykket historie. Jeg blev meget positivt overrasket over bogen, og ser frem til at læse flere bøger af Tom Becker, med håb om at hans andre værker vil være lige så fantastiske som dette!