Det føles efterhånden som om Neil Gaiman ikke kan skrive noget intet forkert. Hans bøger høster et utal af priser, både læsere og anmeldere elsker ham, og utrolig mange af hans værker appellerer til så godt som alle aldersklasser. Flere af Gaimans værker er ved at gå hen og blive nutidige klassikere, og den engelske forfatter med den krøllede hjerne virker ikke til at have i sinde at stoppe med at skrive foreløbigt. Heldigvis for dét. For Gaiman evner at finde det fantastiske, det uhyggelige og endda det mytiske i hverdagen og det genkendelige, og viser os igen og igen, at utrolige ting ligger og venter på os hvis vi bare holder op med at se verden på den konventionelle måde.

Neil Gaiman - The Ocean at the End of the Lane

I The Ocean at the End of the Lane, Gaimans første bog for voksne i næsten 10 år, får man for alvor hans sans for magiske realisme at føle. Her blandes den ukendte, mandlige hovedpersonens nutid med minder fra hans barndom. En barndom der både evner at virke trøstesløs og samtidig tryg og kærlig. Men det genkendelige bliver hurtigt erstattet af erindringer om skumle væsner og uhyggelige situationer, som da slet ikke kan være andet end en overaktiv barnefantasis pudsige indfald? Eller kan det det?

Gaiman har valgt at indlede historien med en meget sigende epigraf af Maurice Sendak, skaberen af billedbogsklassikeren Where the Wild Things Are

”I remember my own childhood vividly… I knew terrible things.
But I knew I mustn’t let adults know I knew. It would scare them” – Maurice Sendak

Denne indledning viser sig hurtigt at være indikativ for drengens historie og de glemte erindringer der langsomt dukker op til overfladen. Midt i barndommens landlige idyl har der udspillet sig en magtkamp – både den normale imellem børn og forældre – men også en langt mere farlig én, som dog var uset og ubemærket for de fleste involverede. Den begynder da familien hyrer en nye barnepige, en vis Ursula Monkton. Det går dog hurtigt op for drengen at hun slet ikke er den hun siger hun er, men ingen tror på ham når han prøver at få sin familie til at indse at der er noget galt med hende. Kun pigen for enden af grusvejen, Lettie Hempstock, og hendes mor og bedstemor lader til at se tingene som hovedpersonen gør. Men kan man stole på drengens opfattelse af tingene, eller har vi her at gøre med et uligevægtigt individ? Findes Hempstock-familien i virkeligheden, eller er hele historien blot en løbsk dagdrøm?

” If you’d asked me an hour before, I would have said no, I did not remember the way. I do not even think I would have remembered Lettie Hempstock’s name. But standing in that hallway, it was all coming back to me. Memories were waiting at the edges of things, beckoning to me. Had you told me that I was seven again, I might have half-believed you, for a moment.”

The Ocean at the End of the Lane (på dansk Oceanet hvor grusvejen endte) er IKKE en bog for børn, for den fokusere på mange af de største frygte og bange anelser man har som barn, og viser læseren hvor galt det kan gå hvis disse bliver realiseret. Hvor utrygt et barns verden kan blive når et barn indser at dets forældre hverken er ufejlbarlige, mentalt stærke eller, værst af alt, ikke tror på alt hvad barnet fortæller dem. Igennem det meste af fortællingen sad jeg selv og kunne genkende mange af hovedpersonens mere paniske barndomsfølelser, og det var langt fra rare gensyn. Uhyggen og det ukendte lurer i skyggerne, i det usete man aner ud af øjenkrogen, og ingen tror på én når man siger at der er noget farligt der ligger på lur i skyggerne. Handlingslammelse og panik truer med at overtage hjernen… Dette er uhygge af højeste kaliber, fordi den spejler sig i læseren selv. Man føler sig næsten hensat til sit gamle værelse da man var 8, og det gør at denne ellers så uskyldigt udseende lille bog kryber langt ind under huden på én, og kun ganske langsomt giver slip igen.