Af Laura Maria Kjær

511228YX67L

At være teenager er ikke nemt. At være teenager i 1970ernes London er bestemt ikke nemt, slet ikke hvis man tilfældigvis er født af jamaicanske forældre. Andrea Levy, en marginaliseret stemme indenfor multikulturel fiktion, beskriver med stor intensitet livet for søstrene Olive og Vivien, men hvor stor en rolle spiller hudfarve egentlig når man kæmper imod arbejderklassekår?

Olive og Vivien er søstre med jamaicanske forældre, der sammen er født og opvokset i London i boligblokke i 1970erne. Hvor Viviens liv er et normalt teenage-arbejderklasse liv med venner, ungdomsklubber, gymnasiefag, diskoteker og uddannelse udvikler Olives liv sig meget anderledes. Pigerne har det samme udgangspunkt men med en forskel: Olives hud er en tone mørkere end Viviens.

Never far from Nowhere (1996), en temafyldt roman af Andrea Levy er hendes anden udgivelse i rækken af bøger om livet i England for børn af første generations indvandrere fra de Vestindiske øer til Storbritannien. Indtil hun vandt the Orange Prize og Whitbread Book of the Year i 2004 for hendes fjerde roman, Small Island, var hun en marginaliseret forfatter, der, længe før Zadie Smith og Monica Ali kom til, skrev om hvordan det var at være ung og sort i Storbritannien. Men selv efter disse priser er hun en forfatter der hurtigt falder i baggrunden, og det er virkelig en skam.

Teenagehormoner, racisme og klassekamp

Fortællingen om Olive og Vivien, og de meget forskellige veje deres liv tager, er en kraftfuld og velskrevet historie, der ikke alene formidler udfordringen i at vokse op som sort i 1970ernes London, men som også beretter om de forhindringer der ligger i at bryde med arbejderklassen. Som om det i sig selv ikke er nok, skal Olive og Vivien også navigere rundt i en tid, hvor det at være ung signifikant adskiller sig fra deres forældres ungdom. Trænge økonomiske kår, seksuel udfoldelse med dertilhørende komplikationer og konsekvenser, blandet sammen med fremtidsambitioner der overskrider den gængse kutyme i omgangskredsen er alt sammen svært nok i forvejen når man er ung, men når truslen fra skinheads konstant lurer bag hvert et hjørne, bliver udfordringerne langt mere svære at gennemgå. Racismens paralyserende effekt skinner igennem når Olive må ned og stå i kø for at søge om kontanthjælp:

“…this big fat white man came in and stood at the back of my queue and started shouting… ‘I wouldn’t be in here if it weren’t for those fucking wogs…’… I looked around me, but no one was taking any notice. It was like it was just me and him in the room. I kept thinking of all the things I should have said to him….but there isn’t anything you can say to a white man that’s as bad as coon bitch.”

Olive og Vivien har to forskellige tilgange til det at være sort i London: hvor Olive oplever situationer som denne og er opmærksom på og insisterer på at hun er sort, gemmer Vivien sig bag sin lysere nuance og foretrækker ikke at tale om det.

Hudfarvens hindringer?

Never far from Nowhere lader læseren drage sine egne konklusioner om hvori den virkelige udfordring ligger for Olive og Vivien. Er deres forskellige hudtoner årsagen til at deres liv udvikler sig så drastisk forskelligt, eller det et spørgsmål om gåpåmod? Hver af søstrene repræsenterer hver deres tilgang til deres opvækst. Olive er bitter og fjendtlig mod et England, hvor hun ikke kan finde noget at identificere sig med, hun beskylder lillesøsteren for at være forkælet og at have haft det nemt, og for at skamme sig over sin jamaicanske arv. Vivien er derimod tilbageholdende, men ambitiøs, og til nogen grad føler hun sig mere hjemme i England end søsteren. Bogen leder læseren til at drage deres egne konklusioner om årsagen til, hvorfor den ene søster klarer sig godt og hvorfor den anden klarer sig mindre godt, hvis man spørger Vivien er Olives ulykke selvforskyldt:

“You act as if we grew up in different places. Didn’t have the same mum and dad. Didn’t go to the same bloody school. But we did. We had the same chances, we started from the same place. And… you chose to lead your life and I chose to lead mine.”

Men hvem af søstrene lyver for sig selv? Læs bogen og afgør det selv. De to forskellige fortællerperspektiver lægger op til at man vælger side, og til at se indad og forstå hvorfor man vælger den side man gør. Og det er netop en af de ting der gør at Andrea Levy fortjener at blive genkendt som en af giganterne inden for multikulturel fiktion.