Anthony Doerr overvældede læsere verden over i 2015 med sin Pulitzerpris-vindende roman, Alt det lys vi ikke ser. I kølvandet på den seneste succes er også hans debutroman, Noget om Grace, nu blevet oversat til dansk. Så er spørgsmålet bare, om Noget om Grace kan leve op til samme standard som efterfølgeren?

Noget om Grace af Anthony Doerr

Hovedpersonen David Winkler er på vej hjem efter femogtyve år, men før vi som læsere må vide, hvad han er på vej hjem til, så fortælles der først, hvorfor han rejste væk i første omgang. Det var frygten for, at hans drømme ville gå i opfyldelse – drømme der handlede om hans datters død. Winkler har haft drømme, der er gået i opfyldelse, siden han var dreng, derfor er han sikker på, at denne også vil. Handlingslammet stikker han af. Det bliver bare ikke så let at komme tilbage, som han forventede.

I frygt for sandheden om hvad, der skete efter han stak af, bosætter han sig på en øde ø i femogtyve år. Herefter kæmper han sig gennem fortiden for at få svar, hele tiden på kant med sig selv. For tør han stå ansigt til ansigt med sin egen samvittighed?

Alt er vand

David Winkler arbejder med hydrologi, og alt drejer sig om vand – vel at mærke vand i forskellige stadier; vand som sne, vand som skyer, vand som vand. Helt nede på molekyleniveau forbinder forfatteren begivenheder og personer gennem dette vand og dets form. Det lykkes, fordi Doerr udnytter sproget til at fremtrylle sansefulde og samtidig jordnære beskrivelser.

Vores kroppe er også vand, skrev han. Vores hud, vores øjne. Selv de dele, vi tror vil blive bevaret: fingernegle, knogler, hår. Det er ikke så mærkeligt, at lægerne altid har et intravenøst drop parat; når alt vandet er fordampet, bliver vi til støv.

På samme måde som iagttagelser af vand og sne fylder en stor del af bogens sider, så fylder spekulationer om tiden også en vægtig del.

Hvad er tid? Skrev han på sin blok. Forløber tiden nødvendigvis i sekvenser – begyndelse, midte, slutning – eller er det blot én måde at opfatte den på? Måske kan tiden blive spildt, fryse og trække sig tilbage; måske er tid som vand, der i det uendelige bevæger sig mellem dets forskellige stadier.

Disse tanker om tid væves sammen med drømmene, der forudsiger fremtidige begivenheder. For hvis Winklers drømme virkelig viser fremtiden, hvordan skal han så forholde sig til tid? Flere muligheder presser sig løbende på i bogen: Enten kan han reagere på drømmene og forsøge at ændre begivenhederne; han kan også flygte fra dem, selvom det at flygte fra tiden hurtigt ender med, at tiden flygter fra Winkler. På den måde forsvinder femogtyve år op i skyerne. Samtidig er der den rugende tvivl – drømmer Winkler om fremtidige begivenheder, eller sker de fremtidige begivenheder, fordi han drømmer om dem?

I et mareridt slæbte Naaliyah store metalkæder op på en strand og rystede levende fisk ud af håret. ”Den slags ting sker,” sagde hun, ”ikke, fordi du forudser dem, men fordi du forudsiger dem. Når du siger det, kommer det til at ske.”

Og netop her sætter Naaliyah ord på den fornemmelse, der gnaver mellem linjerne.

Fintfølende sprog – der til tider tager overhånd

Doerr indlægger utrolig mange smukke beskrivelser, som især er iøjnefaldende, fordi de er anderledes. Som forfatter forstår han at lege med sproget. Han udnytter og former det, så sproget i bogen er en oplevelse i sig selv, ofte i effektfulde og dramatiske sammenligninger og metaforer:

(…) når det var blevet eftermiddag, voksede hele kolonier af uvejrsområder op på radaren, som blodpletter, der langsomt gennemblødte en forbinding.

Dog er det ikke altid, at beskrivelserne holder sig så korte som ovenstående. Til tider tager de overhånd og episoder bliver trukket i langdrag. Som en sætning der leder op til en dramatisk hændelse, men først efter fire siders beskrivelser bliver fulgt op på og fuldbyrdet. Tempoet i bogen er uendelig langsomt, og handlingen går til tider helt i stå. Desuden sidder læseren hele fortællingen igennem og venter på en forløsning af en art – på en destination eller et endemål. På et eller andet. Men stort set hele bogen er én lang rejse, uden løbende rast eller forløsning. Doerr leger med tiden på samme måde som i Alt det lys vi ikke ser. Han løfter et flig af sløret for, hvad der er i vente, og trækker så læseren tilbage til starten. Det fungerede i Alt det lys vi ikke ser, men i Noget om Grace er slutmålet for uklart og for fjernt, og når beskrivelserne samtidig fylder mere end handlingen, så gør denne kombination bogen til en langvarig læseoplevelse.

En smuk fortælling på alt for mange sider

Doerr har helt bestemt holdt fast i det finurlige sprog og de stærke personkarakterer i sin senere roman, Alt det lys vi ikke ser, men han har også skruet op for tempoet. Så vær forberedt på at sætte tempoet gevaldigt ned, hvis du læser Noget om Grace efter at have læst Alt det lys vi ikke ser. Debutromanen ulmer ikke i hænderne på samme måde. Snarere tværtimod. Tonen er forsvundet lidt for Doerr i den ny-oversatte roman – selvom det vel egentlig er mere præcist at sige, at han ikke har fundet den endnu.

 

Noget om Grace udkom  d. 18. februar 2016 på Politikens Forlag og kan købes i boghandler landet over.