Af Katrine Engelhardt Thomsen

austen northanger abbey

Forfatterinden Jane Austen har i december i år 240 års jubilæum og på Bogligt.dk fejrer vi dette med en helt særlig adventskalender, hvor der hver søndag i advent vil blive anmeldt et af Austens værker. Første søndag i advent byder vi på Austens første værk Northanger Abbey, hvis pastiche over datidens gotiske litteratur byder på et humoristisk så vel som kritisk indblik i fortidens ægteskabsmarked og dets gyselige skyggeside. Men holder den gotisk inspirerede samfundsafslørende uhygge også i dag? 

En ung kvinde, alene på sit værelse på det gotiske landsted Northanger Abbey. Den unge Catherine Morland er blevet inviteret af søskendeparret Tilney og deres strenge fader, General Tilney, til at tilbringe noget tid i deres hjem og er lykkelig over at kunne besøge det gamle kloster, hvis gotiske arkitektur er som taget ud af en af hendes yndlingsromaner. Men hurtigt forstår Cathrine, at alt ikke er vel i det gamle kloster. Alene på sit værelse fornemmer hun tilstedeværelsen af noget mørkt, noget skjult. Hun åbner sit skab og ser en lille bunke sammenbundet papirer ligge bortgemt i skyggerne. Med tilbageholdt åndedrag griber hun sedlerne og ser (da da da da dum) …. en sengetøjsliste!

Gotisk litterært inspirerede fantasier må vige for virkelighedens uhyggelige realiter i Austens Northanger Abbey. Skjulte sedler er ikke afslørende vidnesbyrd, og vaskekvitteringer og klaprende vinduer er ikke spøgelser der kommunikerer deres sorger, men blot vindens rusken. Austens første roman er fortællingen om den unge, lettere naive Catherine Morland og hendes oplevelser i den sociale og kulturelle samlingspunkt, byen Bath, og derefter den unge heltindes lidt for gotiske erfaringer som gæst hos familien Tilney i deres hjem, det gamle kloster Northanger. I sin satirske roman skriver en ung Austen sig op mod datidens gotiske litteratur og den underliggende samfundskritik, som gemte sig indenfor denne genre. Hendes udvalgte heltinde, Cathrine Morland, er hverken forældreløs eller en hemmelig prinsesse, skjult fra onde slægtninge:

“No one who had ever seen Catherine Morland in her infancy, would have supposed her born to be an heroine…”

Hun er hverken guddommelige smuk, rig, exceptionel klog eller på anden vis indehaver af nogle særlige talenter. Hendes eventyr foregår ikke i det sydlige Europa og på intet tidspunkt kidnappes hun af en orden onde munke eller holdes fange af sadistiske nonner. I stedet oplever hun byen Bath, og dens mange farer i form af veltalende unge mænd og overdrevent sentimentale unge kvinder, der i deres standslige fængsel desperat søger en formodet frihed og økonomisk sikkerhed indenfor ægteskabet. Hvem så end dette ægteskab kan indgås med! Denne desperation viser også sine skyggesider og Catherine må med tiden erfare, at hendes jagt efter skjulte døre og dystre familiehemmeligheder overhovedet ikke kan hamle op med virkelighedens mulige rædsler – som et frygteligt ægteskab eller et tyraniserende familieoverhoved.

Undtagelsens satiriske underholdningsværdi

Personligt er jeg ikke stor fan Jane Austen. Objektivt set kan jeg sagtens godtage, at Austen har ydet et fantastisk bidrag til verdenslitteraturen og hendes værker rummer en indsigt i datidens samfundsmæssige, såvel som ægteskabelige magtforhold, som det ville være en virkelig synd ikke at kende. Men personligt fanger hendes værker mig sjældent i længere tid, og som regel overvejer jeg alvorligt at droppe læseforetagnet omkring halvvejs inde i hendes romaner. Stædighed, og ikke begejstring, har styret mig igennem de fleste af Austens værker. Bortset fra Northanger Abbey.

For i dette værk er det en ung, mindre fattet, mere bidende satirisk Austen, der har fat om pennen og med syre skriver om ægteskabsmarkedet i Bath, om den undeliggende dobbeltmoral i samfundets opfattelse af kønnenes rettigheder og om den virkelige terror og gru som et dårligt ægteskab dengang kunne betyde. Ingen grund til at lede efter monstre i skabene eller bag gardinerne, for du kunne snildt have giftet dig med et uden at have opdaget det! En problematik, der fortsat er gyldig i dag.

Austens eviggyldige menneskesyn

Skønt Austen aldrig bliver en af mine yndlingsforfattere, så kan selv ikke jeg lade være med at synes om Northanger Abbey. Den humoristiske omgang med datidens gotiske romaner og deres overdrevne plot kræver lidt kendskab til de omtalte bøger, men Austens kritik af de forskellige karakterer og deres mennesketyper bliver aldrig forældet, eftersom vi mennesker aldrig rigtig ændrer os.  Især kritikken af romanens menneskelige slyngplanter, familien Thorpe og deres opadsøgende, kortsynede snobberi, vidner om Austens evne til at se mennesker, for hvad de egentlig er. Skulle romanen rumme nogen form for moral, ville den efter min mening være denne: Pas på hvem, der søger dit venskab.

Skal jeg læse Austen foretrækker jeg Nothanger Abbey. Jeg kan bedre lide den yngre, mindre drevne Austens roman, skrevet af en forfatterinde der endnu ikke har opnået den diskretion i sin samfundskritik, der efterfølgende blev hendes adelsmærke. Hendes humor, samfundskritik og personskildringer er den smule grovere, den smule mere spidse og for mig derfor den smule mere charmerende at læse.

Den engelske skuespiller Tom Hiddleston forklarede, i forbindelse med dette års store gotiske filmproduktion Crimson Peak, i et interview med Charlie Rose forskellen mellem horror og gotiske romancer. Jeg anbefaler varmt dette interview som startpunkt for enhver, der skulle være nysgerrig på den genre som Austen så satirisk behandler i Northanger Abbey.