Vinteren forsætter ubarmhjertigt uden det mindste tegn på et snarligt forårs komme. I sit nordisk mytologiske inspirerede eventyr om drengen Odd giver Neil Gaiman sit bud på, hvad der holder foråret tilbage skønt kalenderen siger marts og sender en haltende dreng fra sin velkendte vikingelandsby ud i et ukendt snelandskab i tre overnaturlige dyrs selskab, på jagt efter vinterkuldens egentlige årsag. 

odd_forside

“I marts var det værste af vinteren overstået. Sneen smeltede, elvene begyndte at strømme, og verden vågnede op og blev sig selv igen. Men ikke det år. Vinteren blev hængende som en invalid, der nægter at dø. Dag efter grå dag var isen stadig hård; verden blev ved med at være uvenlig og kold.”

Men ingen andre lader til at lægge mærke til vinterens pludselige forlængelse. Ingen andre end drengen Odd, men Odd er nu heller ikke som alle andre i landsbyen. Gjort halt efter en arbejdsulykke, hvor han forsøgte at udføre sin afdøde fars skovhuggerarbejde, bliver Odd mest af alt anset for en byrde af sin stedfamilie og hans sære vane med at smile, selv under de mest fortvivlende omstændigheder, har trods hans unge alder givet ham en status som udstødt. Kun Odds mor synes at nære nogen form for kærlighed til drengen, men er selv for hårdt ramt af sorg over tabet af Odds far og hendes eget hjemland, Skotland, til at sætte sig op mod stedfaderens og stedfamiliens tyranni, der ikke bliver bedre af den kolde vinters forlængelse. Hele landsbyen syder af vinterdepression og kommende ufred, så Odd beslutter en mørk martsnat at forsvinde med sin afdøde fars økse, inden al vreden og indestængtheden går ud over ham.

På sin vej gennem den snedækkede skov møder Odd tre dyr: En ræv, der med sit kropssprog beder ham følge den til en bjørn, der sidder fast mellem to træer efter en forfejlet honningjagt og en enøjet ørn, der holder øje med bjørn, ræv og Odd fra et højt træ i nærheden. Da Odd for hjulpet bjørnen fri følger de tre dyr Odd til en glemt skovhuggerhytte, men da Odd næsten er faldet i søvn hører han pludseligt dyrene tale sammen…

“Han satte sig op og lænede sig op ad væggen. Bjørnen og ørnen ignorerede ham begge to. Ræven sendte ham et grønøjet blik…

>>Nogen snakkede og det var ikke mig.<< sagde Odd >> Der er ikke andre herinde. Det betyder, at det var jer tre. Og der er ingen grund til at skændes.<<

>>Vi skændes ikke,<< sagde bjørnen. >>For vi kan ikke tale,<< så sagde den: >>Hovsa.<<“

De tre talende dyr viser sig at være Odin, Thor og Loke i dyreskikkelser, forvandlet af en frostjætte, der efter en veludført narrestreg nu har hele Asgård i sin magt og derfor lader vinteren rase gennem Midgård. De tre guder betror deres kvaler til Odd, der lover at hjælpe dem, skønt de tvivler på han faktisk kan. Odd begiver sig således sammen med de tre guder ud på et eventyr for at vinde Asgård tilbage fra frostjætten og på en jagt efter en regnbue, der kan bringe dem fra menneskenes verden i Midgård til aserne og vanernes hjem … og forhåbentlig bringe Odd hjem igen bagefter. Hvis han da nogensinde kommer hjem igen?

Et godt vintereventyr mens vi venter på foråret

Odd og Frostjætterne er en original drejning på den for os i Norden velkendte mytologi om aser, vaner og jætters evige kamp. Gaiman har fint fanget den nordiske mytologis særegne humor og guder og jætters interne sprog og omgangstone, og fortællingen om drengen Odd kan fint læses som en potentiel sidehistorie til den udbredte og højelskede Valhalla-tegneserie af tegneren Peter Madsen og forfattermakkerparret Hening Kure og Hans Rancke, hvis fortællinger fik ekstra farve af Søren Håkanssons farvelægning. Odd og Frostjætterne er i midlertidigt solidt illustreret af Brett Helquist (blandt andet kendt fra sine mere børnevenlige illustrationer af Alwin Schwartz’ Scary Stories to tell in the Dark), hvis eventyrlige tegnestil fint er tilpasset den nordiske mytologis verden. Sammen har Gaiman og Helquist skabt et hyggeligt vintereventyr for alle aldre, der udgør en varmende læseoplevelse for alle os, der venter på forårets komme.