af Katrine Engelhardt Thomsen

Rad American Women

Rad American Women A-Z af  Kate Schatz, illustreret af  Miriam Klein Stahl er et ABC over de kvinder indenfor amerikansk historie, der på alle mulige måde indenfor alle tænkelige felter indenfor samfundet sprængte rammerne, brød med det forventede og det acceptable og istedet satte verdensrekorder, udfordrede fordomme og gjorde en forskel. 

 

“A is for Angela … … Angela Davis

 Who never backs down from the fight for justice”

Menneskerettighedsforkæmperen Angela Davis er blot en af mange seje, revolutionerende, ‘rad’ kvinder som Schatz og Klein Stahl har valgt at gennemgå i deres ABC, der spænder fra de mere kendte skikkelser som Davis til de i dag ofte oversete eller glemte som forfatteren og performancekunstneren Kate Bornstein, der var blandt de første forekæmpere for transkønnedes rettigheder og som har dedikeret sit liv og sine værker til at hjælpe med at oplyse omkring køn og dets kulturelle konstruktioner og kompleksitet.

ABC’et over revolutionerende kvinder byder desuden på historien om Dolores Huerta, der kæmpede for drueplukkerens rettigheder i Californien, Ella Baker også kendt som kvinden bag The Civil Rights Movement i USA, nuværende højesteretsdommer Sonia Sotomayor og mange flere. Selvom hvert bogstavs gennemgang af et kvindeliv kan synes en smule overfladisk, så er ideen med værket ikke en samling uddybende biografier, men en istedet en opremsning af kvinder, hvis navne burde være de fleste ligeså bekendte som alfabetet selv.

Aldrig for gammel til at lære en ny ABC

Rad American Women A-Z var en hyggelig, oplysende, indsigtsgivende læseoplevelse, der straks sendte mig på jagt efter flere bøger og mere viden om de seje, rebelske og patriarkatrystende kvinder, som Kate Schatz og Miriam Klein Stahl har valgt at vise i deres ABC. Skønt værket gennemgår en bred vifte af kvinder fra forskellige baggrunde, kulturer, befolkningsgrupper og tidsaldre, så er både forfatter og illustrator bevidste om, hvilket ansvar ABC’et har givet dem i forhold til ellers ukendte kvinders repræsentation, og bogstavet X er derfor dedikeret til alle de kvinder, hvis heltemod og revolutionerende handlinger fortsat er os alle ukendte og sandsynligvis altid vil være det…

“X is for the women whose voices weren’t heard.

X is for the radical histories that didn’t get recorded. 

… 

X is for all we don’t know about the past, but X is also for the future.”

Forhåbentlig vil bøger som Rad American Women A-Z  for fremtiden være med til at sikre at færre historier om banebrydende, kulturrevolutionerende, verdensforandrende, seje individers gerninger ikke blot huskes under det anonyme X.