‘Ser du månen, Daniel’ er fortællingen om Daniel Rye Ottosens 13 måneders fangenskab hos ISIS i Syrien. Selvom læseren på forhånd ved, at Daniel slipper fri, så venter man anspændt på bogens udløsning. Flere gange virker situationen fortabt, hvilket forstærkes af Damsgårds inddragelse af både Daniel, familien og deres kontaktperson Arthurs oplevelser. Hver især kæmper de med deres frygt og frustrationer.

Ser du månen, Daniel af Puk Damsgård

Bogen fortæller om Daniel og Daniels familie i årene 2013 og 2014, hvor Daniel tager til Syrien for at fotografere, hvordan krigen påvirker de civile. Trods alle sikkerhedsforanstaltninger løber Daniel ind i de forkerte personer, og inden han når at skabe overblik over situationen, løber den løbsk. Han bliver iført håndjern og bind for øjnene og ført af sted. Den første tid gennemgår han rædselsfulde former for tortur, fordi hans kidnappere er overbeviste om, at han arbejder for efterretningstjenesten. Daniel kæmper for at holde ud, men det går snart op for ham, at der går mere end et par dage, før han slippes fri. Under hans fangeskab møder han andre vestlige fanger, som han får stærke bånd med – bånd som kun kan opstå i situationer som deres. Nogle af båndene bliver knyttet for evigt, mens andre bliver brutalt klippet over af ISIS.

Neutrale facts

Bogen fremstår veldokumenteret og neutral i dens beskrivelser af begivenhederne på det pågældende tidpunkt. Dette hjælpes på vej af landkort, billeder og tegninger, der tilføjer bogen en stor portion autenticitet. Det kan mærkes, at Damsgård har lagt vægt på, at bogen skal informere og oplyse om ISIS og krigen i Syrien. Det er ikke kun detaljerne om krigen, som fremstår veldokumenterede. Det samme gør familien og Daniels fortælling, som bakkes op af stærke følelsesmæssige udsagn. Især Daniels oplevelser sender kraftige beskeder til læseren.

”Ayman sad tavs og ligbleg, og Daniel havde kun én tanke i hovedet: Hvis vi kommer ud herfra, skal vi over grænsen med det samme.”

Daniels stemme trænger skarpt i gennem, og læseren opbygger hurtigt en tillid til Daniel, der får læseren til at føle med ham i de forfærdelige situationer, han ender i.

Ringo panorerede med sit kamera fra den dræbte og op på de fem gidsler, der sad på knæ som sandstøtter ved hullets kant med deres beskeder foran sig. Daniel stirrede på den døde og følte en lettelse over, at døden indtraf så hurtigt, når det endelig skulle være. Beatles havde talt så meget om halshugninger, at det var en befrielse at se, at de også kunne bruge et skydevåben.”

Samtidig får Damsgårds bog en virkelighedsfjern realitet frem i lyset og viser, at fakta kan være værre end fiktion.

Stærkt portræt

” ’Hils på Daniel. Han sad fængslet med Jim. Det var ham, der gav os beskeden,’”

Udover at berette om de 13 måneder i fangenskab så fortæller Damsgård om Daniels tid efterfølgende, hvor han tager kontakt til nogle af sine medfanger og medfangers familie. Blandt dem er James Foleys familie, hvor Daniel optræder som det allersidste bindeled mellem Foley og familien, inden ISIS henretter Foley. Damsgård fortæller ikke kun om, hvordan det er at være kidnappet af ISIS, men også om hvordan Daniel forsøger at finde tilbage til hverdagen igen, selvom han ved, at ikke alle hans medfanger får samme mulighed. De følelsesmæssige beskrivelser og tilliden til Daniels karakter giver bogen et stærkt fundament og formidler om situationen i Syrien på en kraftfuld måde.

Overlevelsesinstinkt

Damsgård har med Ser du månen, Daniel givet danskerne adgang til en stærk og ubarmhjertig fortælling, der til trods for dens virkelighedsfjerne indhold fremstår uhyre realistisk. Menneskets overlevelsesinstinkt kan slå til, når man mindst venter det, men når der er allermest behov for det, hvilket Daniels historie viser meget klart. Netop det har Damsgård til fulde formået at frembringe i denne roman.

 

”Overlevelse kunne også være at glemme sine egne lidelser og hjælpe andre, der havde det værre.”

 

 

‘Ser du månen, Daniel’ blev udgivet på Politikens Forlag i oktober 2015