”Slutspil. Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45” er udgivet 07-11-2012, Lindhardt og Ringhof, 759 sider, 399,95 kr.

Slutspil. Hitler-Tysklands hårdnakkede modstand og destruktion 1944-45

Anden Verdenskrig er en uudtømmelig kilde for historisk research. Det vidner især den tyske forlagsverden om i kraft af den særdeles flittige tyske historiker Peter Longerich’s (1955-) biografier om Heinrich Himmler (”Heinrich Himmler: Eine Biographie”, 2008) og Goebbels (”Goebbels. Biographie”, 2010), og hans historiske undersøgelser af Wannsee-konferencen (”Die Wannsee-Konferenz”, 1998), jødeforfølgelsen (”Der Ungeschriebene Befehl”, 2001), og den tyske befolknings stillingtagen til selvsamme (”’Davon haben wir nichts gewusst!’”, 2006).

Sidstnævnte er en del af en tendens indenfor den tyske historieskrivning, der indenfor de sidste tre årtier har beskæftiget sig med spørgsmålet om soldaterne, embedsmændene og den almene befolknings forhold til det tredje riges ekspansive krigstogter og uhyrlige handlinger i koncentrationslejrene. Der bliver undersøgt, hvorfor og hvordan disse samfundsgrupperinger støttede, og delvist ikke støttede, det tredje riges operationer. Især det tyske forlag Fischer Verlag har inden for de seneste 10-15 år udsendt bøger på stribe, der behandler disse spørgsmål.

Anden Verdenskrig i Danmark

Under vore egne himmelstrøg i Danmark er nogle af disse værker blevet oversat til dansk. Blandt disse er den tyske historiker Hans Erbele’s (1970) ”Kære Onkel Hitler” (Peoples Press, 2012), som er en samling breve stilet til Adolf Hitler skrevet af den almene tyske borger. Brevene vidner både om en stor tiltro til føreren og en voksende uro overfor hans handlinger.

Herhjemme er vi inden for de seneste par år heller ikke blevet forskånet for mere generelle historiske undersøgelser af Anden Verdenskrig. Bare i år er flere monumentale historiske værker om Anden verdenskrig blevet publiceret. Det drejer sig om den britiske journalist og historiker Max Hastings’s (1945-) ”Helvede Brød løs. Anden verdenskrig 1939-1945” (Forlaget Herreværelset) og den britiske historiker Antony Beevor’s (1946) ”Anden Verdenskrig” (Lindhardt og Ringhof).

Det har heller ikke skortet på udgivelser omkring mere specifikke dele af Anden Verdenskrig, omhandlende blandt andet spionage, personlige beretninger fra østfronten, sabotage, livet i koncentrationslejrene, Danmark under besættelsen, og så videre. Alt sammen udgivet i år. Dertil kommer de skønlitterære skildringer af forskellige personlige skæbner under Anden Verdenskrig, som vi i år også har set eksempler på. Litteratur omhandlende Anden Verdenskrig er altså ikke en mangel i den danske forlagsverden, snarere tværtimod.

Endnu en – glimrende – bog om Anden Verdenskrig

Med den danske oversættelse af den britiske historiker Ian Kershaw’s (1943-) ”Slutspillet. Hitler-Tysklands hårdnakkede modtand og destruktion 1944-45”, tilføjes endnu et værk om Anden Verdenskrig til denne række af udgivelser. Kershaw har igennem sin akademiske karriere beskæftiget sig intensivt med det tredje rige. Med utallige publikationer bag sig, blandt andet en biografi om Hitler, er Kershaw mere eller mindre blevet en international ekspert på området.

I lighed med de førnævnte tyske udgivelser fra det tyske forlag Fischer Verlag, forsøger Kershaw at finde svaret på, hvorfor den almene tyske befolkning, bureaukratiet og den samlede tyske hær ydede modstand til det sidste. Selv på tidspunkter, hvor alt syntes tabt. Igennem 597 sider (De resterende 162 sider (!) af bogen er forbeholdt fortegnelser over forkortelser, oplistning af arkivmateriale, litteraturliste, notehenvisninger og register) forsøger Kershaw at besvare netop dét spørgsmål igennem en imponerende og intensiv undersøgelse af de bagvedliggende magtmekanismer og mentaliteter, der muliggjorde tyskernes glohede kampiver.

Den brede pensel

Kershaw inddrager ikke kun den almene tyske befolknings forhold til krigen og dens følger, men også den menige soldat, bureaukrat, og hærleders forhold til selvsamme. Den brede pensel tages i brug, hvorved mere detaljerede studier af de enkelte lag af det tyske samfund er udeladt. Den brede pensels optik virker. Og det til fulde. Ud af Kershaw’s bog træder en samlet historie om den tyske mentalitet, under det tredje rige, frem og ved hjælp af et ikke-akademisk og flydende sprog bliver læseren ført igennem de mange forskellige lag af det datidige samfund.

Bogen er inddelt i 9 hovedkapitler med dertilhørende underkapitler. Med sine sammenlagt 759 sider kan bogen synes som noget af en mundfuld, men ved hjælp af inddelingen af det samlede tekstkorpus i større og mindre kapitler, kan den nydes i afpassede bider alt efter temperament og læselyst.

En grum start

Kershaw tager udgangspunkt i det mislykkede attentatforsøg mod Hitler i 1944 og ender med arrestationen af generalen Karl Dönitz’s eksilregering i Flensborg i 1945. Kershaw har valgt at strukturere bogen ud fra en narrativ struktur, hvilket kommer til udtryk i Kershaw’s brug af dagbogsoptegnelser, breve og andet kildemateriale; de datidige aktører får taleret, og man får en god fornemmelse af de forskellige aktørers opfattelse af regimet, krigen og de dertilhørende uhyrligheder. Det letter læsningen af et ellers kompliceret stykke verdenshistorie. At Kershaw formår at strikke denne kompleksitet sammen til én samlet og sammenhængende historie er imponerende.

Beskrivelsen af det historiske forløb fungerer som en baggrund for undersøgelsen af den tyske mentalitet. Kershaw skærer ind til benet af det ellers ret komplicerede historiske materiale, og Sir Kershaw har tydeligvis styr på sine kilder, som taksigelses-kapitlet og det fylde noteapparat vidner om: Han har haft snuden helt nede i materien og ved, hvad han snakker om.

Skiftevis hører vi derfor om krigens udvikling, nazitoppens beslutninger og den almindelige stemning blandt den almene tyske befolkning, hærledelsen, bureaukraterne og nazitoppen. De to parallelle spor fungerer formidlingsmæssigt fremragende.

Inden påbegyndelsen af beskrivelsen af tiden efter attentatforsøget, skildrer Kershaw en ihærdig henrettelse af en ung teologistuderende, der var anklaget for sabotage. Vi befinder os i en af de sidste måneder for krigens afslutning, hvor den unge mand formåede at flygte fra sin henrettelse. Han bliver efterfølgende arresteret for derefter endnu engang at blive lagt løkken om halsen. Det mislykkedes dog, rebet er ikke stærk nok, og det knækker. Ved tredje forsøg lykkes det endelig. Beskrivelsen vækker minder om den franske filosof Michel Foucault’s (1926-1984) beskrivelse af en særdeles voldsom henrettelse i starten af hans ”Overvågning og straf” fra 1975. Stemningen er sat lige fra begyndelsen. Historien om den mislykkede henrettelse skal være med til at illustrere, hvilke forskellige holdninger til det nazistiske regime, der eksisterede fra 1944 og frem.

Hvorfor gjorde de det?

Dette spor følger Kershaw bogen igennem, og det efterfølgende kapitel tager som sagt fat i tiden efter attentatforsøget mod Hitler i 1944. Det er på samme tid fascinerende og skræmmende læsning, for hvorfor kæmpede tyskerne videre, på trods af de omfattende ødelæggelser?

Formår Kershaw at levere et plausibelt svar på spørgsmålet? Ja. Ifølge Kershaw var én af grundene til den fortsatte kampgejst det velfungerende bureaukrati og hærledelsen, der holdt sammen på alle de løse ender, som krigen kontinuerligt producerede. At der stadig blev udbetalt lønninger, sendt post ud, opsat teater- og filmforestillinger, dømt, straffet og administreret, lige indtil de sidste uger af krigen, var én af de medvirkende årsager til, at regimet ikke endte i ét stort anarki og at kampgejsten derved gik fløjten.

Der var således stadigvæk noget at kæmpe for. Ikke fordi at størstedelen af befolkningen og hæren støttede den nazistiske ideologi (Hitlers popularitet var allerede var 1943 stærkt dalende), men fordi befolkningen havde en interesse i at forsvare deres eget land og familie og længtes efter en afslutning på krigen. Derudover var soldaterne drevet af en gruppesolidaritet og en overlevelsesvilje. Man ville simpelthen bare overleve og kæmpede derfor videre.

Propagandamaskineriets forsøg på at overbevise tyskerne om den uundgåelige sejr, Hitlers storhed og rigtigheden af den nazistiske ideologi var derfor slået fejl, og Kershaw afviser enhver påstand om en samlet tysk massepsykose. Hvad der midlertidig lykkedes var dekreter og magttiltag, udført af særdeles effektive bureaukrater og hærledere på vegne af Hitlers ordrer (Som Kershaw mener var nogle af de få medlemmer af regimet efter 1944 der var ideologisk motiverede), der både direkte tvang den almene borger i krigstjeneste og forøgede forfølgelsen af regimets modstandere. At Hitler til det sidste insisterede på en forlængelse af krigen, var en af de store grunde til, hvorfor den fortsatte. ”Terroren”, som Kershaw benævner de eksekverede dekreter og magttiltag, kan dårligt overvurderes.

Medløbere, magtmennesker og karriereryttere

Dermed ikke sagt at Kershaw nægter, at der har været tilhængere af regimet, der var ideologisk motiverede, for det har der givetvis været. Disse har bare udgjort et mindretal. Det var nemlig de føromtalte bureaukrater og hærledere, der i princippet kunne have forhindret Hitlers insisteren på krigens videre udførelse, men ikke ville, på grund af deres ideologiske overbevisning. Det eneste mulige emancipationspotentiale var desværre lokaliseret i denne del af regimet.
Dertil kommer de utallige magtmennesker og karriereryttere, der kun fulgte den officielle linje for at sikre deres egne positioner: Det var individuelle aktører, der kørte deres eget løb og som havde økonomiske-, karriere- og magtmæssige interesser i fortsat at deltage i krigen. At de ikke trodsede Hitler fik katastrofale følger.
Ovennævnte er kun Kershaw’s overordnede konklusion. Der er utallige delkonklusioner og mellemregninger, der her ville være for fyldige at tage med. Det vidner kun om Kershaw’s fænomenale arbejde med det historiske materiale.

Det plurale blik

Bogen igennem bliver læseren konfronteret med sådanne eksempler på tyskernes handlinger, tanker og motiver, der fører til en bedre forståelse af, hvorfor de gjorde det. Det er dét, der gør ”Slutspil” til et stort værk, nemlig det plurale blik. Man får fornemmelsen af det totale billede af den tyske sindstilstand under krigen, hvilket er et imponerende stykke arbejde. Hvor andre historiske fremstillinger, som Kershaw selv er inde på i sin indledning, kun har blik for regimets tilhængere, inkludere Kershaw derimod hele spektret. Virkeligheden er ikke altid så entydig, som man ved første øjekast synes at ane.

Socialpsykologisk historie

Kershaw hævder i sit forord, at ingen før ham nogensinde har forsøgt at besvaret spørgsmålet, om hvorfor tyskerne blev ved med at kæmpe til det sidste. Deri har han ikke ret. Kaster man et blik på den tyske filosofi og sociologis teoriudviklinger fra omkring 1940 og frem, lyser figurer som Theodor W. Adorno (1903-1969), Max Horkheimer (1895-1973), Hannah Arendt (1906-1975), Elias Canetti (1905-1994) og Erich Fromm (1900-1980) op i det intellektuelle landskab. Alle disse intellektuelle har givet hver deres bud på, hvorfor tyskerne dansede efter Hitlers fløjte. Når Kershaw derfor fremhæver sit værk som værende enestående, er det slet og ret forkert. Dette på trods af at Kershaw rent faktisk henviser til blandt andet Hannah Arendt i sit noteapparat. Det kan undre at Kershaw ikke er stødt på nogen af de andre navne i sin research.

”Slutspil” henholder sig derfor til det historiske materiale og forsøger derudfra at reflektere over, hvorfor tyskerne gjorde som de gjorde. I modsætning til de førnævnte filosoffer og sociologer, opererer Kershaw ikke med en filosofisk eller sociologisk overbygning, baseret på inddragelse af filosofisk og sociologisk teori og metoderefleksion. Det giver en anden type forklaring på det spørgsmål, Kershaw stiller sig selv i starten af bogen, end den forklaring Adorno, Horkheimer eller Fromm har givet. Ifølge Kershaw handler det ikke om en tysk massepsykose, men et samspil mellem forskellige interesser og motiver og ikke kun én interesse og ét motiv. Det samlede billede er meget mere komplekst. Det er styrken i Kershaw’s undersøgelse.

En filosofisk og sociologisk overbygning er i tilfældet ”Slutspil” derfor slet ikke nødvendig, idet bogen viser, hvad en undersøgelse af de konkrete historiske kilder kan fortælle os, om end Kershaw ikke holder sig fra at konkludere socialpsykologisk. Dog er det næsten umuligt, det historiske materiale in mente, ikke at forholde sig socialpsykologisk til materialet, som Kershaw gør det. En undersøgelse af historisk materiale ender uundgåeligt i en fortolkning af materialet. Det er historikerens lod, han kan ikke undgå at fremstille materialet i et bestemt lys. Endvidere er det jo også Kershaw’s hensigt at stille materialet i et bestemt lys: Hvorfor gjorde tyskerne det? Det er imidlertid en socialpsykologisk forklaring der holder vand og som forekommer plausibel.

Plej din fetich

Man skal som læser ikke lade sig skræmme af det store sideantal. Sproget flyder let, og stoffet er interessant og spændende. Nærværende anmelder gled bogstavelig talt igennem bogen og blev overrasket over det letfordøjelige ved det historiske materiale. Den danske udgivelse bliver heller ikke dårligere af Morten Visby’s blændende oversættelse. Enhver med en fetich for Anden Verdenskrig burde anskaffe sig ”Slutspil”, især på grund af bogens emne, et emne der i generelle introduktioner til Anden Verdenskrig ikke bliver skænket megen opmærksomhed. Kære læser, udvid Deres Anden Verdenskrigs-horisont og anskaf Dem ”Slutspil”.