Skyggefugl er en underlig bog, men flyv med, og den vil fortælle dig en smuk og rørende historie

Skygefugl

Tina Sakura Bestles Skyggefugl er en besynderlig bog. Egentlig handler den om de samme ting som så mange andre børnebøger: venskab, ensomhed, at finde sig selv, men den gør det på sin helt egen måde. Det er en surrealistisk, til tider urealistisk bog med en anderledes og underlig logik, men det gør den hverken utroværdig eller usand – snarere tværtimod. For bogen er fortalt af et barn, der som de fleste andre børn lever i en verden, der ikke er helt den samme som din og min, og bogen er helt og aldeles tro mod denne skævvredne verden.

Lad os kigge nærmere: Skyggefugl starter den skæbnesvangre dag, hvor Alma på syv år tager beslutningen om at fortælle sine forældre, at hun er en gammel dame på 72 år, og at hun bliver nødt til at forlade dem. Forældrene reagerer med chokeret tavshed, men kommer dog ud til døren og vinker farvel, da Alma cykler af sted. Det første kapitel slutter således med et afsnit på to sætninger:

”Så cyklede jeg. Så vinkede de.”

De to sætninger jager Alma gennem hele resten af bogen som et tungt og trist minde om det liv, hun er cyklet væk fra. Men selvom det er svært for Alma at have forladt sin forældre, er hun dog ikke i tvivl om, at hun har gjort det rigtige. Alma er nemlig plaget af hvisketanker; tanker, der ikke er hendes egne, tanker, der kommer snigende, mest om natten, og viser hende minder fra en andens liv, en gammel dames liv, en dame, der ikke har fundet ro. Alma ved derfor, at hun må gøre noget. Den gamle dame hører ikke hjemme i en syvårigs krop, og Alma skal derfor hjælpe den gamle dame med at finde hjem og finde ro. Også for sin egen skyld, så hun kan gøre sig fri fra hvisketankerne og blive sig selv. Det er noget af en opgave for en syvårig! Alma er dog ikke alene om opgaven, og heldigvis, for uden følgesvenden Lønborg, en enøjet og meget gammel kalv, ville både Alma og historien miste meget. Det højst besynderlige makkerpar virker simpelthen fortrinligt. Hvad der sker på deres færden, og hvor det hele ender, vil jeg ikke afsløre. Men det bliver mærkeligt, eventyrligt og forfærdeligt trist – det skal siges!

Det skærer i mit bankende hjerte

Det er svært at forklare, hvad bogen handler om, uden at det lyder utroligt mærkværdigt. Men mærkværdigt virker for Sakura Bestle. Også i sproget. Sproget i Skyggefugl er særpræget, men poetisk og til tider særdeles smukt og ganske trist. Det er et sprog, man snarere føler, end forstår. Nogle gange bliver det dog for meget af det gode for denne læser, for metaforerne stikker af og til i lidt for mange retninger og det poetiske bliver til tider lidt forceret. For det meste fungerer det dog, især fordi sproget ligger fint i tråd med den barnlige fortæller. Verden ser bare anderledes ud i børnehøjde: Førerhuset på en lastbil bliver til ”en lille kasse med sang på motorvejen” og en motorbåds motor bliver til ”et stort bankende hjerte, der sejlede forbi”. Det er opløftende at se verden gennem sådanne øjne.

Skyggefugl er en meget levende fortalt historie. I starten virker handlingen lidt for mærkelig og usammenhængende, men fordi sproget er så levende, står Alma og hendes verden meget klart frem, og det overbeviste i hvert fald denne læser om at acceptere fortællingens skæve præmisser og blive hængende. Og bliver man hængende, bliver man belønnet. For som kapitlerne glider af sted, begynder tingene at hænge sammen, der kommer mening i galskaben, og handlingen tager fart og bliver spændende. Jeg vil altså anbefale, at man ruster sig med lidt tålmodighed og ikke mindst læser med hjertet, for så er der virkelig en god og rørende historie at hente i Skyggefugl. Man skal dog også passe lidt på, for selvom det er en børnebog, er bogen i den grad også for voksne, og især de voksne vil nok lade sig mærke af det triste og hjerteskærende i historien. Suk! Det er med sørgmodighed, at man læser om Alma, men med lettelse, at man til sidst kan lukke bogen i.