Forfatteren Louis Jensen, bedst kendt for sine originalt udtænkte børnebøger til store og små, er i år aktiv med romanen Stjernebilleder, der i oktober udkom fra Gyldendal. Men romanens univers er kaotisk, til tider uforståeligt og sender læseren på en hæsblæsende jagt efter plottets egentlige sammenhæng i en ellers velskrevet bog. 

Stjernebilleder

 

“Det første mord fandt sted syd for byen på et gartneri. Kun et af drivhusene fungerede. Orkidehuset. Resten var i forfald, knuste ruder, rust og alt for meget ukrudt. Det var gartnerens hustru. En ung kvinde, 32 år. Aviserne holdt sig ikke tilbage. At hun lå i Orkidehuset, var for fristende. Hun blev sammenlignet med en blomst … … 

Mord nummer to gjorde det klart, at der var tale om en seriemorder. Halsen åbnet og panden og kroppen ridset. Et skarpt instrument. En barberkniv?”

Ved første øjekast kunne Louis Jensens nyeste bog, Stjernebilleder, godt synes som en klassisk krimi med astronomiske tilbøjeligheder. En mindre by plages af en række mord, hvor ofrene findes liggende på jorden med blikket vendt mod himlen og mystiske tegn ridset ind i kødet. Mod sin vilje tvinges politikommissæren til at indkalde en ekspert til at finde mening i mordenes æstetiske aspekter. Historiens fortæller gør herefter sin entré i form af en anonym, falleret billedkunstner med en blakket fortid, der gør det umuligt for ham at afslå politiets opfordring.
Få sider inde i romanen og jeg begynder straks at tænke på fortidens lakoniske privatdetektiver, nu med en uventet æstetisk kant, men Louis Jensen er åbenbart en forfatter, der ikke blot ynder at bryde med læserens forventninger, men nærmest sætter en ære i det. For hver gang, jeg under min læsning troede, jeg kunne gennemskue plottet i Stjernebilleder, så skiftede romanens fokus og fortælleren blev optaget af et nyt æstetisk fænomen. Som for eksempel da billedkunstneren er gået under cover i et esoterisk selskab, som flere af ofrene har tilhørt, men fremfor at observere selskabet, distraheres kunstneren af sit eget billedsprog og efterfølgende af en smuk kvindes ordløse sang bag et champagneglas:

“Jeg stod midt i en opera, et esoterisk selskab der ad spiritistisk vej ville skabe forbindelse til seriemorderens ofre, en kitschet opera, en sentimental opera, hvor librettoen ikke kunne bestemme sig, om den skulle forlade det sentimentale og bringe sig nærmere, hvad der kunne fortælles med en større styrke.”

Librettoens lidelser er i høj grad også fortællerens og derved også læserens. For fortælleren selv svinger mellem observationer omkring skønhed, sandhed og sentimentalitet og så endeligt et afsnit hvori, mordene undersøges. Selve mordene og afdækningen af det egentlige motiv bag hvad, der pludseligt viser sig at være ni mord, kunne sagtens have været fortalt med større styrke og er i sig selv en spændende historie, der desværre ofte drukner i en lidt for selvoptaget kunstners tvivl og længsel. Var det ikke for Jensens sprog og sirenesang om mulig forløsning ved bogens ende, så havde jeg for længst smidt bogen fra mig under læsningen. Intet er som forventet, men skal det nu også være det?

Besnærende kaotisk

Stjernebilleder er et sælsomt sammensurium af litterære genrer, kunstneriske referencer og himmelsøgende mordmysterier og brud på læserforventninger. Mit bedste råd til kommende læsere er dette: Drop alle forventninger! Så snart jeg holdt op med at forvente en krimi, blev bogen markant bedre og da jeg endelig var færdig med bogen, var mit første instinkt at starte forfra af ren nysgerrighed, for hvad ville min læseoplevelse være anden gang? Stjernebilleder  har noget besnærende over sig og gør det svært for dens læser helt at løsrive sig igen. Hvad der synes totalt kaos ved første læsning kunne vise sig at udgøre det smukkeste mønster ved anden. Læs den og læs den igen bagefter.