af Katrine Engelhardt Thomsen

an education

An Education er ikke kun historien om en ung piges romance med en ældre, gift mand, som vi ellers kender den fra Lone Scherfigs film og Nick Hornbys manuskript – det er historien om og beviset for, at selv de bedst tilrettelagte planer sjældent går i opfyldelse, da tilfældet ofte råder mere end forstanden … og gudskelov for det.

Det skete ikke som i filmen. Den unge Lynn gik ikke hjem i regnvejr fra musikundervisning, da en bil kørte op på siden af hende og ejeren spurgte hende heller ikke om, han måtte give hendes cello et lift. Faktisk var der ingen cello, ingen regn og føreren af bilen lignede heller ikke Peter Sarsgaard. Det kunne lyde som en skuffende virkelighed set i lyset af Lone Scherfigs anmelderroste og oscarnominerede film, men Lynn Barbers egen historie er alligevel mere besnærende med sin ærlighed og afglamourisering af forholdet mellem den sekstenårige Lynn og den næsten fyrreårige “Simon” An Education handler desuden om meget mere end den unge Lynns første katastrofale forhold, og rummer flere nærmest diabolsk ærligt beskrevne anekdoter fra den voksne Lynns liv, blandt andet fra tiden hvor, hun som interviewende og opsøgende journalist blev kendt under navnet The Demon Barber of Fleet Street” Bogen følger hendes opvækst (det af den Barber selv kan huske) og slutter i 2003, hvor tragiske hændelser indenfor Barbers nærmeste familie sætter punktum for bogen og det liv Barber tidligere har levet.

Hellere klog end god

Som datter af ambitiøse arbejderklasseforældre blev Barber nærmest fra spæd opdraget til at dyrke uddannelsen, og især muligheden for videregående uddannelse, som et nærmest religiøst foretagende. Især Barbers far, der aldrig undslap sin sociale arv og dens ar, pressede datteren hårdt i akademiske sammenhænge;

“Jeg blev fra vuggen opdraget til at tage hver eneste mulige eksamen, vinde hvert muligt stipendium og komme på universitetet – Cambridge hvis jeg hældede mod matematikken som min far , eller Oxford hvis det viste sig at jeg var “kunstnerisk”som min mor. Min far citerede tit Charles Kingsleys verselinje: “Vær god søde pige, og lad den der kan, være dygtigt,” men han sagde den sarkastisk – han ville have jeg var dygtig og lade den der kan, være god.”

Barber fulgte måske også sin fars råd for meget og efterlod den gode pige på fortorvet da, hun en dag som på vej hjem fra den forhadte skuespilsundervisning blev tilbudt et lift af en fremmed mand. Manden var dog ikke fremmed længe og kaldes i bogen for “Simon”, en charmerende ejendomssvindler, der i virkeligheden betager Barbers forældre i langt højere grad end den unge Lynn selv. Faktisk er det ikke Simon, men Barbers egne forældre, der knuste hendes hjerte, da udsigten til en forlovelse mellem den dengang attenårige Lynn og næsten fyrreårige Simon får forældrene til at opgive drømmen om en universitetsuddannet datter. Pludselig så de ingen grund til, at Barber skulle kæmpe om et stipendium til Oxford;

“Dette skete i 1962, et godt stykke tid før feminismens komme. Alligevel fik jeg en følelse af at være fuldkommen forrådt, som om jeg havde tilbragt atten år i et kloster, og så sagde priorinde; “Selvfølgelig eksisterer  Gud jo ikke.”

Forlovelsen endte, som vist i Scherfigs film, ikke med ægteskab, men istedet med afsløringen af Simon som gift, far til flere børn og som en kriminel på vej i fængsel. Barber valgte alligevel at fortsætte sin uddannelse og kom efterfølgende til Oxford, men hendes foretrukne studie lå langt fra den klassiske dannelse.

Dæmonens vovede liv efter uddannelse

Under sin studietid i Oxford gik Barber mere op i mænd end lærdom. Det modsatte køn udgjorde for Barber et langt mere interessant studieemne end litteratur og latin nogensinde kunne blive;

“… studiet af mænd. Jeg gik ud med så mange af dem som muligt – det var helt normalt for mig at spise frokost med én, drikke te med en anden, spise middag med en tredje…”

Og mænd forblev da også en del af Barbers liv, selv efter hun traf sin partner og senere ægtemand, David. Efter sin uddannelse i Oxford anede Barber nemlig ikke hvad, hun skulle tage sig til og ved et lykketræf fik hun job på det dengang nystartede og senere berygtede Penthouse. Den engelske konkurrent til Playboy oplevede i 1970erne sit gennembrud og Barber fortæller levende om fortidens kollegaer og karrieremæssige fejltagelser. Men generelt fortæller Barber om sin ungdom, sin uddannelse, sin familie og sit liv uden den mindste skyld eller skam. Der er intet skriftemål af synder over “The Demon Barber” og hverken karrieren hos Penthouse, eller de to bøger hun skrev som sexekspert bliver undskyldt. End ikke de mest dystre dage i Barbers liv, de dystre dage under ægtemanden Davids sygdomsforløb, pakkes ind. Det eneste Barber fortryder er, at hun ikke slog en sygeplejeske, der på det meste kritiske tidspunkt under Davids sygdom foreslog, at Barber og datteren Theo bare “skulle tage hjem og få jer en kop dejlig te” og så besøge deres “patient” dagen efter.

Befriende fra dannelsens fornuft

Lynn Barbers gennemgang af sit liv og dets knap så akademiske udformning, trods mange års stræbsom uddannelse, er befriende læsning for enhver, hvis liv føles fastlåst i fornuftige beslutninger om uddannelse og arbejde. Barbers karriere som prisvindende journalist er underholdende læsning og hendes lakoniske ærlighed er svær at ryste af sig. Med andre ord: En god bog at læse i studiestartsugen… selvom du efter læsningen risikerer at se noget mere afslappet på din næste eksamen.