Hvem har efterhånden ikke hørt om Piper Kermans år i Danbury Kvindefængslet? Tredje sæson af den prisbelønnede amerikanske tv-serie Orange Is the New Black rullede her i sommers henover alle skærme med adgang til Netflix, men nu hvor også tredje sæson er blevet fortærret, hvad skal man så få ventetiden til at gå med indtil den mulige sæson fires udgivelse? Måske læse bogen, det hele startede med. For man kan jo ikke vide om, det en dag vil vise sig som nyttig viden at kende en smule til livet indenfor fængselsmurene. 

o s

“I 1993 var jeg firetyve år gammel og lignede sikkert enhver ængstelig, ung erhvervskvinde… “

I 1993 stod Piper Kerman og ventede mere end blot ængsteligt på en kuffert fuld af narkopenge, der ikke var kommet med samme fly som hende selv. Fanget i Bruexelles’ luffthavn travede Kerman frem og tilbage indtil den længeventede kuffert ankom med et senere fly. Endelig kunne hun flygte fra bagagebåndet og ud til sin narkosmuglende kæreste.

Som forelsket, eventyrlysten, firetyveårig havde Kerman ingen fornemmelse af de konsekvenser hendes involvering i kærstens (tv-seriens Alex Vause, i bogen kaldet Nora Jansen, i virkeligheden Cleary Wolters) liv og narkotikasmugling kunne have for hende selv senere hen, og slet ingen ide om, hvad smugleringens forretninger betød for andres menneskers liv. Først små ti år senere, iført fangdragt og med et næsten fem år langt retsforløb bag sig, begyndte det at gå op for Kerman, hvad det egentlig var for et slags eventyr, hun så tankeløst havde kastet sig ud i. Trods det kaos hendes forbrydelse havde kastet hende selv og hendes familie ud i, trods den voksende gæld fra advokatregningerne og trods den skam Kerman selv følte på sin families vegne, stod forbrydelsens egentlige betydning ikke klart frem for hende indtil, at hun indenfor Danburys mure fik sat en lang række menneskelige ansigter på den:

“… når jeg nu fortvivlet iagttog Allie trippe efter at synke tilbage i sin tågetilstand, når jeg spekulerede over, om Pennsatucky mon kunne holde sammen på det hele og bevise, at hun var den gode mor, hun sådan higede efter at være, når jeg var bekymret for mine mange venner i Danbury, hvis helbred var smadret af hepatitis og HIV, og når jeg i besøgsrummet så, hvordan misbrug havde flået båndene mellem mødre og deres børn i stykker, så forstod jeg omsider de reelle konsekvenser af min egne handlinger. Jeg havde været medvirkende til at disse grufulde ting kunne ske.”

Orange er det nye Sort er den forsat relevante angerhistorie om en pæn, blond, blåøjet kvindes sammenstød med et Amerika, hun ellers så grundigt havde undgået. Det er fortællingen om livet i et USAs mange fængsler og samtidigt historien om den hurtigst voksende befolkningsgruppe bag tremmer: kvindelige småkriminelle, dømt for narkotikarelaterede forbrydelser.

En stejlt, stigende fængselsbefolkning

Siden 1970ernes “War on Drugs” kampagne er andelen af kvinder i de amerikanske fængsler steget med 800%.  Kampagnen muliggjorde gennem en lang række reformer, at forbrydelser involverende narkotika blev straffet udfra en obligatorisk minimumstraf, uanset forbrydelsens omstændigheder og uden mulighed for individuel vurdering af det enkelte menneskes egentlige indblanding i forbrydelsen. Det betyder, at selv den mindste involvering i narkotikarelaterede forbrydelser straffes hårdt og uden omtanke for det enkelte individs situation.

Som Kerman selv tørt konstaterer, er en lille, ældre, dominikansk kvinde på omkring de halvfjerds blandt gruppen af nye, sneskovlende fanger blevet fængslet på grund af “War on Drugs” manglende medmenneskelighed og standardiserede strafudmåling for narkotikarelaterede lovovertrædelser:

“Vi gav hende vores halstørklæder, pakkede hende ind og placerede hende i en døråbning i ly for vinden – hun turde ikke gå ind, selvom det var det rene galimatias for hende at være derude i kulden sammen med os. En af de andre kvinder fortalte mig gennem den hylende vind, at den gamle dame havde en dom på fire år for “telefonaflytning”. Hun havde taget imod telefonbeskeder for et mandligt familiemedlem, der solgte stoffer. Gad vide, hvilken anklager der gik og brystede sig af at have lige præcis dén skalp hængende i bæltet.”

Kermans erfaringer fra virkelighedens Litchfield er til tider tårefremkaldende, latterprovokerende, finurligt humoristiske og forbløffende opløftende, trods deres råhed. Materialet er i sig selv uimodståelig. Kerman tilbyder sine læsere en række smugkig ind i en hverdag, de fleste af os inderligt håber aldrig selv at skulle opleve. Men under al humoren, de skøre medfangers hjertegribende og åndedrætstilbageholdende overlevelselsteknikker, er en knusende kritik af det institutionelle system, der i dag huser omkring en million amerikanske kvinder, og hvis egentlige succeskriterier ligger langt fra rehabilitering af deres indsatte;

“Fængslet er bogstavelig talt en ghetto i ordets allermest gængse betydning – et sted, hvor den amerikanske stat nu anbringer ikke kun de farlig, men også de ubelejlige – folk, der er psykisk syge, folk, der er misbrugere, folk, der er fattige og uuddannede og uden komptencer. Samtidigt er ghettoen i verden udenfor også et fængsel, og langt vanskeligere at slippe ud af end det her afstraffelseskompleks. Faktisk er der i bund og grund en svingdør mellem ghettoerne i byerne og på landet og vores fængselsystems formelle ghetto.”

Kerman møder på sin vandring gennem Danburys verden en række individer, der egentlig hørte hjemme på et behandlingshjem for sindssyge fremfor et forbundsfængsel. Blandt dem findes den nu berømte Crazy Eyes, på dansk veloversat til ‘Psykostirren’, samt en række andre personer, der alle sammen hver uge stiller sig i køen til fængselsygeplejerskens kontor for at få udleveret medicin, de aldrig vil komme i nærheden af som frie kvinder. Som læser er det umuligt ikke at dele Kermans bekymring for disse kvinder, skulle de blive frigivet før tid og derved miste retten til den medicin, de behøver. En problematik tv-serien fint samler op og uddyber ved karakterfortællinger som Sophias, Blancas og mest hjerteskærrende af dem alle: historien om den demente Jimmy, der af “medmenneskelige hensyn” løslades før tid og efterlades alene på gaden, overladt til sin sørgelige skæbne og formodet snarlige død.

Glem ikke virkeligheden bag underholdningen

Så mens vi alle venter på sæson fire og genser et, to og tre igen og igen, er Kermans oprindelige vidnesbyrd om livet indenfor murerne værd at læse, eller genlæse. Sammenligningsmulighederne mellem bog og tv-serie er ganske underholdende (ligsom den danske oversættelse af navnet Pornstache til Pornobøssen, ikke kan undgå et vist barnligt fnis herfra). Sammenligningen mellem bog og tv-serie udelukker på ingen måde tv-seriens fans fra at nyde bogens, omend noget mindre konfliktfyldte, handling. For ærligt talt, så er bog og serie to vidt forskellige ting.

Bogen er en række glimt ind i en virkelig verden, vi alle forsøger at undgå. Tv-serien er en guidet tur i en verden lige tæt nok på vores til, at vi som seere ikke altid ved om, vi skal grine eller græde først. Men begge medier forsøger at formidle en fælles sandhed: Du ved aldrig, hvor du ender henne … eller om mødet med dine handlingers egentlige konsekvenser viser sig at være lige præcis dét, der bringer dig videre. En sandhed, der ikke tager skade af gensyn eller genlæsning.

For bogens vedkommende er der dog et større ‘men’ end i tv-serien, hvor løse ender ikke tolereres, som det nødvendigvis må blive i verdenen udenfor Netflix-studiet: For Piper Kerman var Danbury bare begyndelsen, afstraffelsen der ledte til en bog og et konsulentjob på en verdensberømt, prisbelønnet tv-serie inspireret af netop hendes oplevelser. Men for mange, mange andre indsatte var Danbury blot et gensyn eller afslutning, eller det tætteste de kommer på et hjem. Tv-serien repræsenterer også disse kvinder, og bogen er en god, måske nødvendig påmindelse til et dansk publikum om, at disse karakterer også bygger på virkelige menneskers og deres virkelige oplevelser i et af USAs mange forbundsfængsler.