af Katrine Engelhardt Thomsen

Milk

Man skulle næppe tro et ærinde til kiosken efter mælk kunne give meget eventyr, men Neil Gaiman er vist i stand til at lave en god fortælling ud af selv det mest mondæne hverdagsoplevelser. For da børnene ikke har mælk til deres morgenmad og slet ingen mælk at putte i teen, løber faren i huset til købmanden, men bliver på vejen hjem suget op i et rumfaretøj befolket af rumvæsner, der ønsker at overtage jorden for at kunne plante haveflamingoer istedet for træer …. og det er kun begyndelsen på Den Sygeste Løgnehistorie.

Det hele starter en morgen, hvor Moren drager bort til en konference og på sin vej ud af døren minder familien om, at der skal købes mere mælk. Far og de to børn hører advarslen, men det er først dagen efter at situationens alvor går op for familien: Der er ikke mere mælk tilbage!

Faren stikker derfor hen til kiosken og børnene venter “evigheders evigheder” på, at han vender tilbage…

“Så lød der et bump og et dunk på hoveddøren, og min far kom ind. 

>>Hvor har du været henne i al den tid?<< spurgte min søster

>>Ah,<< sagde min far. >>Æhøm. Ja. Tja, sjovt, du lige spørger om det.<<“

For hvorfor var Far så længe om at hente mælken? Ja, det er jo hele historien.

En utrolig fortællings ufattelige morskab

Først gik Faren efter mælk, sludrede med naboen på vejen tilbage og så … … … … … blev han suget op i et rumskib, hvis rumvæsner forlangte ejerskab af jorden. Heldigvis trykkede Faren på en forbudt knap ved rumskibets nødudgang og pludselig lukkedes rum-tiden ind på skibet og Faren sprang ud og landede på et sørøverskib befolket af pirater, anført af Piratdronningen selv, der dog ikke havde hørt om at lade folk gå planken ud. Ligesom alt håb synes ude reddes Faren fra den brogede besætning af en nedkastet rebstige fra himlen, der leder op til … … en tidsrejsende stegosaurus i en luftballon!

Og herfra bliver historien lidt sær. Det er vist bedst du selv læser resten.

Kan i den grad også nydes af voksne

Neil Gaimans Den Sygeste Løgnehistorie (på originalsproget kendt som Fortunately, the Milk…) er en virkelig vild, vidunderlig løgnehistorie af den slags man aller helst havde håbet var sand … og som måske alligevel ikke er helt så syg en løgn som forventet. Historien har vitterligt alt! Rumvæsner, Vumpurer (ikke at forveksle med de mindre underholdende vampyrer), pirater,  guld og ædelstene, profetier og vulkanguder der kræver ofringer, tid og rumrejser, superintelligente ponyer og alt sammen sublimt pakket ind i historien om en far, der gik efter mælk. Gaimans gakkede fortælling om hverdagens overaskende eventyr er en virkelig god historie for alle – børn, barnlige sjæle og fortravlede voksne, der selv har en million ærinder at løbe og derved potentielt en million nye eventyr at opleve. Historien er godt oversat af Camilla Christensen og fyldt med fantastiske, fantasifulde illustrationer af Skottie Young, der kun forhøjer historiens morsomme begivenheder og iboende litterære magi. Det er den magi og det utroliges muligheder selv indenfor det mest mondæne, som Gaiman mestrer at minde sine læsere om. En påmindelse jeg ærlig talt selv havde godt af. For ind i mellem er en god løgnehistorie ikke blot bedre end en kedelige sandhed, den er også mere behøvet.