Ray Bradburys klassiske gysereventyr The Halloween Tree fra 1972 har fået et ekstra lag af gruelig gys med Gris Grimlys illustrationer. Men fanger eventyret stadig? Eller er tiden løbet fra Bradburys fortælling om en gruppe drenges utrolige tidsrejse og jagten på deres vens sjæl?

halloween tree

 

“It was a small town by a small river and a small lake in a small northern part of a Midwest state…”

I en ellers anonym amerikansk by mødes en gruppe drenge for at sammenligne kostumer og gøre sig klar til nattens “trick or treat”-togt. Det er Halloween og drengene ønsker at finde byens mest skræmmende hus at rasle ved, men pludselig går det op for gruppen, at en af dem mangler. Drengen Joe Pipkin, også kaldet Pip, er ikke dukket op og således bringes hele aftens plan for en stund i fare … indtil Pip endelig slutter sig til gruppen. Men noget er galt. Pip virker langsommere, svagere og kan ikke følge med sine kammeraters vildskab. Trods sin sælsomme afkræftelse, har Pip dog stadig nøglen til drengenes drømme – kendskab til byens mest uhyggelige hus, som befinder sig i en slugt ved byens udkant.

Stort, dystert og gotisk strækker palæet sig højt mod himlen og overvælder drengene, der må samle al deres fælles mod for blot at banke på døren. Da den enorme dørhammer endelig rammer døren og sender sin kraftfulde banken gennem huset, hidkaldes husets beboer Mr. Carapace Clavicle Moundshroud. Han spiller dernæst drengene et puds, der sender dem fra husets dørtærskel og ud i en bladbunke under det forunderlige Halloween-træ, hvis grene prydes af hundreder og atter hundreder af græskarlygter, hver med sit eget særprægede, udskårne ansigt.

Et ganske særligt træ og en ganske særlig aften

Pip, der ellers har glimret ved sit fravær, når nu endelig til Moundshrouds hus, men taber sin egen græskarlygte på vejen ned i slugten. Drengene ser til frygtsomt til, mens Pip forsøger at få tændt sin lygte:

“Light your pumpkin, Pip, light it! – He thought he saw the small figure scrabbling in the dark grass below, trying to strike a light. But in that instant of darkness, the night swept in. A great wing folded over the abyss. Many owls hooted. Many mice scampered and slithered in the shadows. A million tiny murders happened somewhere.”

Pip opsluges af slugtens skygger og forsvinder i mørket. Vennerne gribes af gru. Hvem har taget Pip? Hvor er han forsvundet hen? Kun den mystiske Mr. Carapace Clavicle Moundshroud ved, hvordan de kan forhindre Pip i at forsvinde ind i skyggernes land for evigt. Historien tager herefter læseren og drengene på en tidsrejse tilbage til Oldtidens Ægypten, hvor pyramidernes mummier og hieroglyffer fortæller om en tid før ildens opdagelse – en tid, hvor hver dag er Halloween, da hver dag kan være din sidste. Med ildens opdagelse bliver mørket og frygten fortrængt, men døden er stadig en uundgåelig del af livet. Fra Ægyptens gravkamre føres drengene videre til det gamle Grækenlands fest for de afdøde, hvor de levendes døre males, så ånderne ikke kan komme ind. Og videre fra Grækenland og De Dødes Aften til England, hvor Samhain hærger og forvandler alle årets døde til kryb og kravl, som straf for deres synder i livet før døden. Med Romerigets udbredelse overtager nye guder pladsen, blot for selv at måtte vige for kristendommens helgener med tiden. Fælles for alle tiderne og alle religionerne er troen på én aften, hvor livet og døden mødes med alle de liv, der kom før. Drengene kastes ud i en tidsrejse, hvor hver æra har sine udfordringer og som hver byder et kortvarigt møde med den fortabte Pip, førend han forsvinder videre til næste tidsalders Halloween. Da drengene endelig ankommer til rejsens, ja alle rejsers, endelige destination, må de beslutte om det offer der kræves i bytte for Pips sjæl, er ét, de tør skilles med.

Alle tiders Halloween-historie

Ray Bradburys The Halloween Tree vil altid have en særlig plads i mit bibliotek, og det var da også med tilbageholdt åndedræt, at jeg læste mig gennem fortællingen med dens nye illustrationer. Da jeg endelig kunne trække vejret igen, var det af lettelse. For historien holder stadig og Gris Grimlys illustrationer passer som lys i græskar til historien og understøtter sublimt fortællingens indbyggede uhygge og skønhed. The Halloween Tree er underholdende gennem sin tidsrejses transportmidler og nedslagspunkter, men mest af alt lever historien videre i sit budskab om livet og dødens ubrydelige slægtskab, der trods sin uhygge er fundamentet for vores kultur og historie verden over. Livets korthed inspirerer os til at bruge den tid vi har, og, gør vi det rigtigt, vil vores levetid blive husket med sorg, glæde og fryd længe efter vi er borte.  Bradburys fortælling er en (u)hyggelig Halloween-historie, med et forbløffende dybt budskab: Vi skal alle dø, men døden er kun begyndelsen:

“When you reach the stars, boy, yes, and live there forever, all the fears will go, and Death himself will die.”

Døden er ikke monsteret under sengen, en tidsrejse på dinosaurryg eller flugten fra djævle og onde ånder – døden hos Bradbury er blot det sidste trick, den sidste spøg, det sidste eventyr før det evige liv blandt stjernerne. Døden bliver mindre uhyggelig, mindre grusom og mere menneskelig. Her små 10 år efter min sidste gennemlæsning, hvor flere af mine nærmeste har forladt denne verden, er Bradburys gysereventyr for mig endnu mere kraftfuldt i sin påmindelse om dødens menneskelighed og samtidige uundgåelighed.

For mig, vil Ray Bradburys litterære stjerne altid skinne en smule stærkere her omkring Allehelgensaften. Én aften, hvor hans fortælling engang lærte mig at frydefuldt værdsætte Allehelgen. Én aften, hvor de døde og levendes verden rykker bare en smule tættere på hinanden.

Er tiden løbet fra Bradburys fortælling? Nej. Tiden løber aldrig fra traditionen om Allehelgens aften.

Happy Halloween!