af Elan Joel Isenberg

cover_277

I en lille landsby hvor kragerne vender, i udkanten af et rige hvor alt ikke er så idyllisk som man kunne håbe, der ligger en lille kro. Ejeren af den kro er, skønt ingen ville tro det, verdens mest notoriske troldmand – og endeligt under han at fortælle sandheden bag sin legende.

Nogle gange støder man på en helt ny og ukendt forfatter. Ens kæreste eller ven har måske et stykke tid haft en lokkende bog stående og pludseligt låner man den af nysgerrighed. Men nysgerrigheden forandrer sig hurtigt til en glubsk trang til at fortære dette værk, og udforske alt hvad det kan tilbyde.

“It’s like everyone tells a story about themselves inside their own head. Always. All the time. That story makes you what you are. We build ourselves out of that story. ”

Man svøbes ind i fortællingen om hovedpersonen Kvothes liv når man inviteres til at udforske hans rejse fra barndom hos de sigøjneragtige Edema Ruh, igennem en brutal opvækst og videre på vejen til modenhed. Fra elskværdigt fortalte historier om lejrbål og minder fra en tid i familiens skød til de kolde, nådesløse gader i storbyen Tarbean og de akademiske hvælvingsfløje af The University, hvor videnskab og troldmandskunst går hånd i hånd. Det er en verden opbygget af historier – af fortællinger og forståelser der udfordres og hvor selv børnerim indeholder en kerne af dyster sandhed, der af såvel overtroiske som lærte folk tilsidesættes som barnlig fantasi. Men når éns forældre har sunget de helt forkerte slags sange om en ondskab, som resten af verden anser for opspind og troldehistorier, og denne ondskab pludseligt viser sig i sin fulde grusomhed, hvordan skal en ene, ensomme dreng finde svar?

“Using words to talk of words is like using a pencil to draw a picture of itself, on itself. Impossible. Confusing. Frustrating … but there are other ways to understanding.”

Patrick Rothfuss er en ny forfatter og The Name of the Wind er hans debutværk. Man har knapt vendt en snes sider før man inderligt ikke ønsker andet end at putte sig i et tæppe med en varm kop te og fordybe sig fuldstændigt i Kvothes liv, verden og samtid. Indtrykket er som om man læner fremad over den knitrende bålild imens en fortæller med honningstemme drager én ind i sin verden med lyrisk lethed. The Name of the Wind er en fantasy fortælling i samme skuffe som George R. R. Martins A Song of Ice and Fire, men med intimiteten af J. K. Rowlings Harry Potter bøger. Kvothes liv serveres i mundrette sektioner; hans introduktion til højere viden gennem en rejsende lærd mand, hans hjemløse tid i storbyen, hans kærlighed til den smukke Denna, som er en hjerteskærende og dog sjov historie, samt hans gerninger og ugerninger på The University.

Der er tale om en spændingsroman, der låner fra både heroisk fantasy-, dannelsessrejse- og, pudsigt nok, selvbiografi-genren. Det er et fantasiunivers der ikke er for langt fra vores eget, hvor det fantastiske og mystiske for det meste blot er overtro og historier og selv trolddomskunst er tættere på videnskab – men det fantastiske og mystiske simrer tæt under overfladen og opdagelsens glæde udvides samtidigt med at mysteriet om de frygtelige, fe-agtige Chandrian langsomt afklares.

“Too much truth confuses the facts. Too much honesty makes you sound insincere”

The Name of the Wind præsenteres på grænsen imellem en rammefortælling og en selvbiografi af en engang-kendt musiker, eventyrer og troldmand – og det er en, efter denne anmelders mening, revolutionerende fortællerteknik. Det øverste lag, hvor historien begynder og slutter, omhandler ’nutiden’ og fortælles fra et tredjepersonsperspektiv. Der udfoldes historien om hvorledes en krofatter opsøges af historiker-skribenten Chronicler, som mistænker denne for at være manden bag legenden om Kvothe. Derfra dykker historien ned i, og forbliver i rummet af, et autobiografisk interview med Kvothe, der endeligt fortæller sin livshistorie. Det tages til tider et skridt videre, og man får hovedet under vandet af endnu et fortællerlag imens Kvothe gengiver historier og legender som han selv fik dem overdraget, før man vender tilbage til hans fortælling. Dette klares med en imponerende lethed og som læser forvirres man aldrig af hvilket lag man befinder sig i, eller hvornår et skift sker; man gribes blot af historien og glemmer at forundres over hvor mesterligt den videregives.

Bogen meldes som ‘Day One of the Kingkiller Chronicle’ og lover at udfolde sig til en triologi førend Kvothes fortælling er afrundet. Bog nummer to: The Wise Man’s Fear, Day Two of the Kingkiller Chronicle udkom i marts 2011 og den tredje bog afventes med stor længsel. Dertil har Rothfuss også udgivet novellen The Slow Regard for Silent Things, som en bi-fortælling der udforsker den søde og sørgelige Auri, en bi-karakter fra Kingkiller bøgerne. Rothfuss’ debutbog kan på det varmeste anbefales til alle der har selv den mindste interesse i fantasy-genren eller  blot værdsætter en velfortalt historie. Der kan fra anmelderen ikke garanteres for at der ikke som efterfølgende vil forekomme søvnløse nætter af besat læsning og en krybende frygt for det øjeblik ordene på siden holder op fortællingen for nu dør ud i stilhed.

“The Waystone was his, just as the third silence was his. This was appropriate, as it was the greatest silence of the three, wrapping the others inside itself. It was deep and wide as autumn’s ending. It was heavy as a great river-smooth stone. It was the patient, cut-flower sound of a man who is waiting to die.”