En magisk søvn breder sig over eventyrenes land. En fortryllet prinsesse ligger drømmende gemt bort i slottets højeste tårn. Men hvor er prinsen blevet af? Og kan nogen nå frem gennem det fortryllede tjørnekrat i tide til at standse en mørk magis indtog? 

gaiman

The Sleeper and the Spindle er en original udtænkt drejning på eventyrenes til tider forudsigelse verden. Neil Gaimans eventyr foregår i tiden efter to kendte eventyrs formodede lykkelige slutninger, men hvor at lykken lader vente på sig. En dronning skal til at gifte sig med prinsen, dele et kongerige i to og komme sig over traumet fra sin onde stedmor. Men da en gruppe dværge ankommer til hoffet og fortæller dronningen om en magisk søvn, der hærger landet hinsides rigets grænser, beslutter hun at sætte brylluppet på pause og drage på en færd for at finde årsagen til den fortryllede søvns udbredelse.

Det ukendte i det ellers så bekendte

Gaimans fortælling leger med læserens eventyrviden. Dronningen, med hendes kulsorte hår, snehvide hud og tætte venskab med en flok dværge, virker som en vi har mødt før … engang for længe siden. Der er generelt noget bekendt ved de forskellige karakterer, men alligevel er fortællingen trods sine familiære træk langt fra forudsigelig. For Gaiman har klogeligt fjernet det mest velkendte ved eventyrfigurerne – deres navne.

They had names, the dwarfs, but human beings were not permitted to know what they were, such things being sacred. The queen had a name, but nowadays people only ever called her Your Majesty. Names are in short supply in this telling.

Uden navne kan vi som læsere ikke længere være helt sikre på, at de ellers så velkendte figurere virkelig er dem, vi tror de er.

Det er således ikke længere de samme gode gamle eventyr der udspiller sig, men i stedet historien om hvad, der kunne være sket, hvis eventyrene var gået en smule anderledes. Hvad hvis Snehvide ikke levede lykkeligt til sine dages ende? Hvad hvis prinsen aldrig nåede igennem tjørnekrattet til Tornerose? Og hvad hvis den onde fe havde lavet en hel anden form for forbandelse en blot 100 års søvn?

Ikke bare et lesbisk eventyr

For selvom det forbandelsesbrydende kys foregår mellem to kvinder, så er Gaimans eventyr ikke et eventyr hvor, prinsen på den hvide hest bare erstattes af en dronning og en flok dværge. Gaimans eventyr er i stedet et eventyr om det eventyrlige – det magiske, det uhyggelige, det godes færd og det ondes rænkespil. Bekendt, og så alligevel ikke. For selvom garvede eventyrlæsere ved, at ondskaben kan tage mange former, så formår Gaiman med The Sleeper and the Spindle at overraske sine læsere.

Illustratoren Chris Riddell har med sine illustrationer klart forhøjet læseoplevelsen, og selvom Gaimans eventyr er sublimt i sin dystre drejning af det velkendte, så ville eventyret ikke have haft den samme fortryllende effekt uden Riddells mørk-romantiske billeder. En vigtig del af historiens underliggende uhygge, så som et helt kongerige fuld af fangede søvngængere styret af en mørk magisk magt, havde heller ikke haft samme eventyrlighed uden Riddells illustrationer.

The Sleeper and The Spindle er desværre ikke oversat til dansk (endnu?), men med det rige billedmateriale og den korte tekst er Gaimans eventyr en god mulighed for at udvide de større børns engelskkundskaber uden at fremprovokere præstationsangst. Historiens handling er fuld af gemte dybder og gør eventyret om Den Sovende og Spindleren værd at vende tilbage til igen … og igen.

For er man først fanget af eventyrets spind er det svært at slippe fri igen.