Af Katarina Sofie Meldgaard Skovsende

farfar

Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss’ nye billedbog Farfar rammer dybt i hjertet. Det gør ondt, men det er fantastisk smukt.

Farfar er ikke en billedbog, der bare forlader læserens bevidsthed efter endt læsning. Tværtimod. I hvert fald lå den tungt i denne læser, selv efter sidste side for længst var blevet vendt. Det lyder måske barskt, og det er det, men det er også godt, for det er en forbandet smuk tyngde, Farfar lægger på sin læser.
Farfar er skrevet af Lilja Scherfig og illustreret af Otto Dickmeiss. Sammen har de tidligere skabt det lille mesterværk Rævefælden, og nu forsøger de så igen. Med det samme forunderlige, let surrealistiske univers, den samme alvorlige, lidt skræmmende og samtidigt sødmefyldte stemning, den samme simple sproglige stil og den samme fine, sort-hvide blyantstreg. Men med nye – og dog stadigt store – temaer. Denne gang handler det om gammelt had og evig sorg og smerte, om den svære tilgivelse, om retfærdighed, skyld, ømhed og om barnets evne til at se klart. Det er svære temaer at folde ud for en barnelæser, men fordi Scherfig og Dickmeiss formår at fortælle åbent og ærligt, lykkes det så fint, at alle kan og bør læse med.

Vinger af kærlighed

Billedbogens hovedperson er drengen Storm. Han har aldrig mødt sin farfar, fordi hans far ikke kan lide sin far. For farfar slog sin søn, da denne var dreng, og smerten er ikke glemt og tilgivelse ikke en mulighed. Det er derfor ikke en glædens dag, da der ikke er plads på plejehjemmet, og farfar ankommer for at bo hos sin søn og hans familie. Farfar bliver huset ude i hønsehuset og får lov at spise familiens rester. Og det er retfærdigt, siger Storms far. Storm er dog ikke så sikker. Væbnet med barnlig nysgerrighed, åbenhed og godhed begynder Storm derfor at nærme sig sin farfar, og hvad det bærer med sig, må den nysgerrige læser jo selv finde ud af. Lad mig nøjes med at sige, at det ikke bliver helt let for Storm, og at selv den mest skyldbetyngede mand kan flyve på vinger af kærlighed.

Såre simpel og vældig kompleks

Noget af det forunderlige ved Farfar er, at den på én gang er en simpel fortælling om had og tilgivelse og samtidig er en meget kompleks fortælling om de andre følelser og problematikker, der kan opstå i en situation som den farfar, far, mor og Storm befinder sig i. Farfar er ikke bare den onde mand, der slog sin søn, men også en mand, der er tynget af skyld, og som man kan have sympati for. Og far er ikke bare en kærlig far og en stakkel, der blev slået som barn, men også en mand, der vender sin smerte til had og hævn og glemmer sine egne principper om godhed. Og sådan kunne man fortsætte, for der er utroligt mange lag at udforske i Farfar, hvis man altså vil. Det er især i samspillet mellem tekst og illustration, at historien får sin dybde. Teksten er skrevet med Storms ord; det er simpelt og letforståeligt og desuden meget umiddelbart. Storm beskriver, hvad han ser, hører, siger, tænker og føler, kort sagt beskriver han verden, som han oplever den. Illustrationerne derimod antyder andre sandheder, end den Storm kan se. Når Storm eksempelvis hører sin far fortælle vredt om, at man ikke skal have ondt af farfar, viser billedet det, Storm ikke hører; den sorg og smerte, der ligger bag farens vrede. Således udvider og udfordrer illustrationerne den historie, teksten fortæller, og hvisker om, at der aldrig kun er én side til en sag.

Det varmeste kram

Man kan fortolke og fundere meget over denne smukke billedbog, men først og fremmest er Farfar en fortælling, der skal føles. Sproget er simpelt, men det er præcist og intenst, og man mærker derfor tydeligt Storms følelser, som de svinger mellem forundring, nysgerrighed, frygt, vrede, harme, glæde, hævngerrighed, begejstring, forventning, osv. Og ligeledes damper der følelser og stemning op af de flotte og besynderlige illustrationer. Aldrig før har jeg eksempelvis set så varmt et kram! Eller så sørgmodige øjne! Farfar rammer altså lige i hjertet. Og den gør det ganske simpelt smerteligt godt.