Brune er historien om en dreng, der både kæmper mod sine mobbere og bevidstheden om, at bedstefar er død. Det er en god historie, men den er kedeligt fortalt.

Brune

I 2013 indførte Nordisk Råd en børne- og ungdomslitteraturpris, og sidste år gik prisen til børnebogen Brune af norske Håkon Øvreås og Øyvind Torseter. Det er en bog om lidt af hvert, men mest af alt om en dreng, der ikke lader sig kue.

Bogens hovedperson hedder Rune, og han har ved bogens begyndelse lige mistet sin bedstefar. Hans forældre er naturligvis kede af det, og især faren bekymrer sig om, hvordan Rune tager tabet. ”Hvordan har du det?” spørger faren i en evindelighed, og altid er svaret det samme: ”Jeg har det fint.” Men Rune har det ikke rigtig fint, for han og vennen Morten bliver drillet af byens tre irriterende plageånder, der både er ældre og stærkere end dem. Der er dog hjælp at hente, for om natten bliver Rune til superhelten Brune, og bedstefaren kommer til live og giver gode råd. Om natten kæmper Rune imod.
Således er Brune en bog, i hvilken det realistiske og fantastiske flettes sammen til en historie om at have mod og fantasi til at give igen, om godt venskab, om at tage afsked med en bedstefar, og om at børn og voksne nogle gange lever i helt forskellige verdener.

Kom nu i gang med at fortælle!

Selve historien i Brune er god og meget sød, men den er ikke særligt godt fortalt. Et af problemerne er, at den starter uendeligt langsomt. Fortælleren bruger lang tid på at sætte situationen op og gøre klar til handling, så det er først omtrent halvvejs inde i bogen, at fortællingen får lov at tage fart, få luft under heltekappen og flyve af sted med en fornøjet læser. Og det er synd. For når først handlingen kommer ordentligt i gang, er bogen ganske spændende og underholdende.

Et andet problem er sproget. Brune er Øvreås’ debut som børnebogsforfatter, men ikke som forfatter generelt, og det mærkes, at han er bevidst om at skrive til et nyt publikum. Ord og sætninger er meget simple og ukomplicerede og til tider krydret med barnlige ord som ‘tikkelyd’, men i stedet for at skabe en fortrolighed med den barnlige læser, virker dette forsøg på at skrive med barnets sprog (på mig) noget forceret og en anelse nedladende.

Et sidste problem med måden, historien er fortalt på, er fortællerens position. Fortælleren er ikke Rune, men en dreng på Runes alder, der står helt uden for historiens handling. Således siger fortælleren eksempelvis ‘moren’ i stedet for ‘mor’ og giver – med meget få undtagelser – ikke indblik i Runes tanker og følelser udover det, der kan aflæses af en beskrivelse af Runes ydre. Dette skaber en distance mellem læseren og historien, der gør det svært at føle historien og Rune udelukkende ved at læse teksten. Hen mod slutningen af bogen rykker fortælleren dog tættere på Rune, tæt nok på til at afsløre følelser og tanker, og man begynder at føle med Rune. Gid det dog havde været sådan gennem hele bogen!

Hvor teksten mangler et emotionelt islæt, er illustrationerne til gengæld udtryksfulde. De skaber både stemning og viser karakterernes, især Runes, følelsesliv. Gennem billederne får vi en fornemmelse af morens sorg over tabet af sin far, hvor ubehagelige og samtidig latterlige de barske plageånder er og ikke mindst, hvor meget Rune egentlig føler. Alligevel er illustrationerne lidt kedelige. For udover et lag af stemning og følelse tilføjer de ikke meget til historien. Illustrationerne genfortæller bare brudstykker af det, der sker i teksten uden at tilføje markante ekstra detaljer, et lag af humor eller en anden udvidelse af historien. Illustrationerne har simpelthen så travlt med at rette op på tekstens mangel på emotionel påvirkning af læseren, at de fine, sorte streger og de flotte, men sparsomme farver ikke rigtig får lov at udfolde sig og udfordre eller udvide teksten.

Og vinderen er … politisk korrekt!

Brune er, som skrevet længere oppe, vinderen af sidste års børne- og ungdomslitteraturpris. Jeg er forundret over dette valg, men forstår det måske alligevel. For på trods af problemerne med at fortælle den fine historie, skinner den klart igennem og afslører, at Brune er en bog med et nobelt ærinde. Det er en bog, der tager fat i svære emner som problemer med mobning og sorg, men som gør det på en meget ufarlig måde, som ingen kan blive stødt over eller bange for. Brune er ikke kontroversiel eller kompliceret som så mange andre af de nyere bøger til børn, der tager fat i svære emner, men er derimod en meget politisk korrekt italesættelse af det svære i et barns liv. Den taler om noget vigtigt og svært på en måde, så alle kan være med, og blandt andet heri ligger dens værdi og grunden til, at den vandt.

Brune er altså en sød, ganske ufarlig og en anelse kedsommelig historie om en antihelt, der med styrken fra venskab og fantasi finder modet til at kæmpe mod tyranner og til at tage afsked med sin bedstefar.
Og så er den desuden et fint billede på, at børn og voksne ikke altid lever i helt den samme verden og derfor har forskellige prioriteter og bekymringer og også forskellige måder at håndtere tabet af en elsket person på. Runes far bliver således ved med at insistere på, at Rune skal tale om, hvordan han har det på et tidspunkt, hvor Rune endnu ikke helt har forstået, hvad det indebærer, at bedstefar er død, og hvor han desuden har andet at bekymre sig om. ”Jeg har det fint” svarer han. For hvad kan han ellers sige til en far, der ikke kan forstå?